Politikere vil skærpe dopinglov

Foto: Matt Williams

26.11.2009

Af Søren Bang
En ny skærpet dopinglovgivning kan være på vej, efter at de to regeringspartier nu er klar til at tvinge alle fitnesscentre til at indføre dopingkontrol. Samtidig rejser SF forslag om nye behandlingscentre for dopingmisbrugere.

Indsatsen mod motionsdoping i fitnesscentre står endnu engang til at blive skærpet efter at regeringspartierne Venstre og de Konservative nu kræver, for, at alle fitnesscentre skal være omfattet af Anti Doping Danmarks dopingkontrol.

I dag er små 300 kommercielle centre omfattet af frivillige aftaler med Anti Doping Danmark, herunder alle medlemmer af brancheorganisationen DFHO anført af store kæder som fitness dk. De cirka 150 centre, som har valgt at stå uden for ordningen, er alene forpligtet til at sætte et mærke op ved indgangen, der informerer om, at centret ikke har en aftale med Anti Doping Danmark.

Men nu vil de Konservative gøre ordningen obligatorisk for alle centre og derved gøre det ulovligt at udbyde kommercielle fitnessaktiviteter uden regelmæssig dopingkontrol.

”Folk skal trygt kunne gå i motionscentret uden at støde på doping, og her tænker jeg især på børn og unge, som i stigende grad anvender landets fitnesscentre. Løsningen er dog ikke at sætte politiet på opgaven, da de i forvejen har mere end rigeligt at se til. Vi bør derimod øge Anti Doping Danmarks beføjelser ved i stedet at gøre dopingkontrollen obligatorisk,” skriver de Konservatives idrætsordfører, Per Ørum Jørgensen, i en pressemeddelelse.

Nej til politikontrol

Dermed lægger han samtidig luft til et ønske fra Venstres idrætspolitiske ordfører, Troels Christensen, der ud over at ville indføre en obligatorisk kontrol også har erklæret sig parat til at overveje, om politiet fremover skal varetage dopingkontrollen i fitnesscentrene.

Men med de to regeringspartiers støtte til den obligatoriske kontrol ser det under alle omstændigheder ud til, at der er flertal for endnu en skærpelse af dopinglovgivningen.

Tidligere har de idrætspolitiske ordførere for SF og Socialdemokraterne således offentligt støttet en obligatorisk dopingkontrol, ligesom fitnessbranchens forening, DFHO, taler for den.

Forslag om behandlingscentre
Samtidig har SF rejst et beslutningsforslag i Folketinget, som vil forpligte regeringen til at etablere nye behandlingstilbud til misbrugere af anabolske steroider og øge forskningen på området. 

Konkret foreslår SF, at der bliver oprettet to centre for steroidmisbrugere, som kan tilbyde et samlet behandlingsforløb og akut behandling mod misbrug af anabolske steroider.

Desuden peger partiet i sit forslag på, at Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet med fordel kunne få udvidet sin forskningskapacitet på dopingområdet.

Ukendt omfang
De mange politiske udmeldinger kommer bl.a. på baggrund af tal fra Anti Doping Danmark, der viser, at hovedparten af de positive dopingtests i dag bliver taget i kommercielle fitnesscentre. 

Ud af 175 positive tests i 2008 blev 111 fundet blandt udøvere i de kommercielle fitnesscentre, som har indgået en aftale med Anti Doping Danmark. Det svarer til cirka 23 procent af alle prøver taget i centrene.

Men tallene siger intet om, hvor udbredt den såkaldte motionsdoping er. Dopingkontrollen kan f.eks.vælge at gå mere målrettet efter 'de store' mænd. Samtidig mangler der egentlige undersøgelser af motionsdopingens omfang i Danmark. 

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.