Idrætten får ekstrabevilling

Som led i finanslovsaftalen får Team Danmark og de store idrætsorganisationer en midlertidig bevilling på 43 mio. kr. i de kommende to år.

Danske Spils faldende overskud får nu regeringen og Dansk Folkeparti til at give modtagerne af tipsmidler en kompensation på i alt 110 mio. kr. i 2010 og 2011 som led i den netop færdigforhandlede finanslovsaftale.

Ud af de 110 mio. kr. går 43 mio. kr. til idrætten gennem Team Danmark, Danmarks Idræts-Forbund, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger og Dansk Firmaidrætsforbund.

”Herved har vi sikret, at idrætsorganisationerne kan fortsætte deres aktiviteter på et højt niveau, selv om overskuddet fra Danske Spil skulle falde yderligere. Det har haft en meget høj prioritet for alle at hjælpe idrætten, indtil der sker en liberalisering af spillemarkedet,” siger kulturminister Carina Christensen.

Finanslovsbevillingen bliver hilst velkommen i de store idrætsorganisationer:

”Det vil være et meget tiltrængt plaster på såret for overskudsmodtagerne, som alle er løbet ind i økonomiske problemer på grund af de svigtende indtægter i Danske Spil,” siger DIF’s formand Niels Nygaard i en fælles pressemeddelelse med DGI.

Ifølge den fælles pressemeddelelse fra DGI og DIF skyldes det dalende tipsoverskud ikke, at danskerne spiller mindre, men at et voksende antal spiller hos udenlandske bookmakere, som ikke betaler afgifter i Danmark. Ifølge idrætsorganisationerne er kompensationen nødvendig, fordi staten siden den seneste revision af tipsloven i 2003 ikke i tilstrækkelig grad har håndhævet et forbud for spiludbydere uden dansk licens mod at annoncere og målrette deres tjenester mod det danske marked.

”Vi skal dog samtidig ikke undlade at gøre opmærksom på, at den to-årige finanslovbevilling kun delvist kompenserer overskudsmodtagerne. Bevillingen bringer os ikke op på det niveau, som vi kunne forvente, hvis staten havde håndhævet spillelovgivningen. Det er derfor vigtigt, at der snarest muligt findes en permanent løsning, der gør, at det ikke er beløbsmodtagerne, som kommer til at betale for en liberalisering,” siger DGI’s formand Søren Møller.

Ændrede indkøbsmønstre påvirker omsætning
Danske Spil offentliggjorde den 18. november en kvartalsrapport for den første ni måneder af 2009, der ikke helt bekræfter idrætsorganisationernes påstand om, at den udenlandske konkurrence bærer hele skylden for Danske Spils dalende overskud. Meget tyder på, at også ændrede indkøbsmønste med færre tipsforhandlere, og hvor folk handler i discountbutikker uden samme udbud af spilprodukter, spiller ind, lige som automatspillene er påvirkede af rygeforbud i automathaller. 

Således har det indbringende lottospil mistet 152 mio. kr. i omsætning i årets første ni måneder i forhold til samme periode i 2008. Instantspil (skrabespil) har mistet 45,3 mio. kr., automatspil 225,7 mio. kr., og viden- og onlinespil 149,1 mio. kr.

Periodens samlede resultat er på 1.044,9 mia. kr., hvilket er en nedgang på 29,3 mio. kr. i det samlede overskud i forhold til 2008 og hele 192,2 mio. kr. dårligere end den tilsvarende periode i rekordåret 2007.  Såvel 2. som 3. kvartal i 2009 har i øvrigt udvist et bedre driftsresultat end de tilsvarende kvartaler i 2008, så måske er der bedre tider på vej inden den bebudede revision af tips- og lottoloven efter nytår. 

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.