Fitness World køber Equinox

Modelfoto: Polfoto/Britt Erlandson

Efter flere år med anstrengte regnskaber lukker Equinox i Danmark. Fitness World overtager de resterende centre.

Den danske fitness-sektor er blevet en landsdækkende kæde mindre, efter at Fitness World har opkøbt Equinox.

Equinox har de seneste år oplevet massiv økonomisk tilbagegang, og har siden 2005 ikke formået at skabe overskud på den primære drift.

Regnskabsåret 2007 var særligt slemt, da kæden dette år kom ud med rekordstort underskud på 50 mio. kroner. Ydermere var Equinox’ Holding selskab ’Threk Holding A/S’ i regnskabsåret 2007 ude af stand til at få refinansieret et lån på 55 mio. kr. ligesom forhandlingerne om tilførsel af en nødvendig kapital til sikring af selskabets fortsatte drift endte uden resultat.

På trods af den økonomiske tilbagegang var kæden optimistisk og kunne i oktober 2007 annoncere åbningen af tre nye centre i løbet af 2008. Målet var ifølge kædens ejere at nå 25 centre inden udgangen af 2009.

Det gik dog helt anderledes, og i oktober 2009 havde Equinox kun syv centre tilbage på landsplan. Det er disse resterende centre, som nu er opkøbt af kæden Fitness World.

Islandske ejere forsøgte sig på det danske marked
Equinox var fra juni 2006 til 2009 ejet af Threk DK Holding A/S, som igen var ejet af en række Islandske selskaber, der blandt driver Islands største fitness- og velværecenter, Worldclass i Reykjavik. I 2009 overgik ejerskabet til Threk Nordic ApS, der igen er ejet af en Islandsk investor. 

De islandske ejere har haft det svært på det danske marked, der de seneste år har været præget af hård konkurrence. Prisen på et fitnessmedlemskab i Danmark har generelt været lavere end i Sverige og Norge. Det skyldes blandt andet Fitness Worlds kombination af lavprispolitik og indførelsen af medlemskaber uden bindingsperioder.

I et forsøg på at redde Equinox forsøgte kæden sig med en aggressiv kampagne med overskriften ’Kommer du, så betaler vi’. Kampagnen har haft relativ stor succes, men har også vist sig at være på kant med forbrugeraftaleloven, og forbrugerombudsmanden var i en periode i tæt kontakt med Equinox for at få fitnesskæden til at rette op på en række manglende oplysninger om medlemsbetingelser.

Samtidig resulterede kampagnen i en lang række negative mediesager og medlemsklager, fordi mange medlemmer ikke følte sig tilstrækkeligt informeret om en række ændringer i medlemsbetingelserne, hvorfor Equinox måtte tilbagebetale penge til utilfredse kunder.

Lavpriskoncept kræver sine ofre
Siden Fitness World gjorde sit indtog på det danske marked i 2005, har fitnesskæden, som nu overtager Equinox’ centre, haft stor succes med at tilbyde billig fitness til danskerne uden bindingsperioder på abonnementet. 

I 2008 opkøbte Fitness World fitnesskæden SportsClub, og med de nyerhvervede syv centre fra Equinox tæller Fitness World i alt 56 centre i Danmark. Dette gør kæden til den hidtil største fitnesskæde i Danmark.

Fitness World har dermed lagt afstand ned til konkurrenten fitness dk, der pt. har 40 centre og anslået ca. 110.000 kunder. Dertil har fitness dk ikke ekspansionsplaner.

Fitnesskæder er trængt på markedet
På nær Fitness World har samtlige fitnesskæder i landet været trængt på markedet, hvor kun lavprisfitness tilsyneladende har været i stand til at generere et stabilt driftsoverskud

Nordens førende kæde, SATS, har i Danmark ikke formået at skabe et driftsoverskud siden 2005. Til forskel fra Equinox har SATS dog den kapitalstærke fond ’TryghedsGruppen’ i ryggen, og SATS har tilmed igangsat en række interne strukturelle tiltag for at vende de økonomiske resultater i Danmark.

Herunder er SATS Danmarks administrative hovedafdeling blevet sammenlagt med den svenske, hvilket også er årsagen til det markante underskud i 2008, som skyldes, at kæden har nedskrevet hele sin goodwill på baggrund af den større organisatoriske omstrukturering.

Udvikling i den primære drift (EBITDA) i Danmarks største fitnesskæder (mio. kr.)

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.