Kongres slutter med 66 anbefalinger

05.10.2009

Af Søren Bang
Den olympiske bevægelse skal have mere fokus på god ledelse, den brede ungdomsidræt og nye medier. Men slutdokumentet fra den olympiske kongres nævner ikke mere kontroversielle forslag.

Med 66 anbefalinger sluttede IOC’s sin første olympiske kongres siden 1994 i København mandag.

Anbefalingerne søger ifølge IOC-præsident Jacques Rogge at formulere, hvad der har været enighed om blandt de 1.249 kongresdeltagere og observatører.

Centralt i slutdokumentet står afsnittet om den olympiske bevægelses struktur, hvor en række anbefalinger skal sikre en bedre og mere åben og demokratisk ledelse i idrætsorganisationer under den olympiske bevægelse.

Bl.a. slår papiret fast, at den olympiske bevægelse er afhængig af at bygge på de højeste standarder, når det gælder etisk adfærd og god ledelse, og at alle medlemmer af bevægelsen bør indarbejde de minimumsstandarder for god, åben og demokratisk ledelse, som en arbejdsgruppe under IOC tidligere på året har foreslået.

Forslaget bliver fulgt op med en anbefaling om, at alle organisationer fra IOC og nedefter indarbejder regler, som sikrer, at de, som ikke lever op til god ledelse, kan blive udsat for økonomiske eller andre sanktioner. Desuden anbefaler papiret, at alle organisationer i den olympiske bevægelse indarbejder et etisk kodeks med inspiration i IOC’s eget kodeks.

Good governance
Forslagene, som berører de internationale idrætsorganisationers struktur og ledelse, er i det mindste udtryk for en vis anerkendelse af, at IOC og flere internationale idrætsorganisationer har – eller har haft – problemer med dårligt drevne organisationer eller magtmisbrug blandt kontroversielle sportsledere. 

I samme tråd forholder anbefalingerne sig til nye udfordringer for idrætten som match-fixing, der i slutdokumentet nu bliver opfattet som en så stor udfordring, at den olympiske bevægelse må involvere nationale regeringer i kampen mod problemet.

Til gengæld nævner ingen af forslagene idéen om at etablere et egentligt anti-korruptions-agentur, der i lighed med det internationale anti-dopingagentur kunne stå for en mere koordineret og håndfast indsats mod korruption, match-fixing og dårlig ledelse inden for idrættens organisationer. En række topledere inden for den olympiske bevægelse, bl.a. fodboldpræsidenten og IOC-medlemmet Sepp Blatter, har under kongressen afvist sådanne tanker.

Heller ikke forslaget fra menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch om, at IOC systematisk overvåger menneskerettighederne i OL-værtslande eller ansøgerlande, kom med blandt anbefalingerne. Men ifølge IOC-præsident Jacques Rogge betyder det ikke, at IOC afviser at arbejde mere målrettet med menneskerettigheder i fremtiden.

På et pressemøde efter kongressen sagde han, at IOC stadig overvejer, hvordan man skal fortolke det olympiske charters artikel om respekt for ’human dignity’, og at man sammen med menneskerettighedsorganisationer nu vil diskutere, hvordan man bedst kan handle.
”Når det gælder menneskerettigheder i forhold til sporten, så har vi et ansvar,” sagde Jacques Rogge.

Et mere ungdommeligt IOC
Han pegede selv på sikringen af udøvernes rettigheder og sociale tryghed efter karrieren samt ikke mindst den olympiske bevægelses appel til unge som den måske mest presserende udfordring for IOC. Kongressens debatter viste, at mange idrætsgrene og nationale sportsorganisationer har store udfordringer med frafald fra konkurrenceidrætten blandt unge og generel vigende interesse for at følge sport, herunder OL. 

IOC har ikke lagt sig fast på at etablere en egentlig ungdomskommission, men organisationen ønsker en mere formaliseret dialog med unge og ungdomsforskere. Og ifølge anbefalingerne bør IOC og resten af den olympiske bevægelse ikke kun have fokus på den traditionelle konkurrencesport, men også mere målrettet inddrage den brede børne- og ungdomsidræt i sit arbejde.

Endelig skal den olympiske bevægelse både lære bruge nye digitale medier mere offensivt uden at undergrave tv-stationerne transmissioner og dermed værdien af tv-rettighederne. 

Læs mere

 
 
Læs den afsluttende erklæring fra IOC's olympiske kongres
Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.