Krav om finansiel fairplay

Foto: Michal Zacharzewski

15.09.2009

Af Søren Bang
Klubberne i Premier League indfører finansiel overvågning og krav til antallet af lokale spillere. Samtidig er UEFA på vej med generelle regler om ’finansiel fairplay’ i europæisk fodbold.

Den engelske Premier League har besluttet at indføre nye, skrappere krav til driften af de 20 klubber i den bedste engelske fodboldrække.

Fra næste sæson må klubberne kun operere med trupper på 25 spillere over 21 år, hvoraf mindst otte skal være såkaldte ’home-grown’ spillere – i Premier Leagues tilfælde spillere, som minimum har spillet tre sæsoner i engelske eller walisiske klubber, fra de var 16 til 21 år.

Formålet er at sikre, at klubberne lægger større vægt på udviklingen af egne spillere og ikke kun satser på opkøb af etablerede udenlandske spillere.

Skærpet finansiel overvågning
Desuden skal alle klubber hvert år indsende en uafhængig status over deres økonomiske situation og give oplysninger om deres forventninger til den fremtidige drift. 

Premier Leagues overvågning skal være med til at styrke den økonomiske selvdisciplin i klubberne og kan i alvorlige tilfælde blive fulgt op med krav til budgettet eller, hvis en klub er truet af konkurs, et direkte forbud mod køb af nye spillere.

De to nye regler vil kunne få betydning for flere klubber i Premier League. Det gælder f.eks. Liverpool, der ud over at være hårdt økonomisk presset også er den klub med flest udenlandske spillere på lønningslisten. Over 90 procent af Liverpools spillere er udlændinge mod cirka 60 procent i alle Premier League-klubber.

Ejere er kun forvaltere
Baggrunden for indgrebet er ikke mindst de tilbagevendende økonomiske problemer, som mange klubber med oplever. 

”Det er vores opfattelse, at de nuværende ejere blot er de nuværende forvaltere, for klubberne har været der før dem og vil være der i lang tid efter dem. Det er derfor vigtigt, at klubberne er bæredygtige, og at klubberne er i stand til at leve op til deres forpligtelser over for deres fans og turneringen,” siger formanden for Premier League, Richard Scudamore, til The Times.

Han afviser til gengæld på vegne af ligaens 20 klubber UEFA’s plan om at indføre endnu skrappere restriktioner, som bl.a. kan medføre krav om, at klubberne ikke må bruge mere på den daglige drift, end de tjener på deres egentlige fodboldforretning.

Det vil i hvert fald i teorien kunne sætte en stopklods for det overforbrug, som plager mange klubber, og som bidrager til sportslige skævvridninger.

Men ifølge Richard Scudamore vil effekten snarere være, at de mindre og fattigere klubber bliver frataget en mulighed for at foretage større økonomiske satsninger, der kan gøre de store og rigere klubber rangen stridig.

UEFA på vej med finansiel fairplay
Til gengæld følger Premier League UEFA’s anbefalinger ved at indføre et krav om minimum otte ’home-grown’ spillere i truppen. 

De engelske stramninger kan da også ses som et svar på UEFA’s aktuelle diskussioner om, hvordan professionel fodbold gennem regler om ’finansiel fairplay’ kan drives under mere stabile økonomiske rammer.

Tirsdag vedtog UEFA's bestyrelse efter en længere høringsproces at udbygge sit klublicenssystem, så det kommer til at omfatte en række principper om 'finansiel fairplay' blandt de professionelle klubber.

Principperne skal konkretiseres og indføres gradvist i alle UEFA-lande over de næste tre år. Ud over det centrale krav om balance i klubbernes økonomi kommer det også til at omfatte anbefalinger og retningslinjer for lønniveau og køb af spillere.

I spidsen for et nyt panel for kontrol af klubfinanser sidder den tidligere belgiske statsminister Jean-Luc Dehaene. Valget indikerer, at UEFA tillægger det nye panel stor vægt.

”Finansiel fairplay er afgørende for at sikre europæisk fodbold bæredygtighed på lang sigt og er helt på linje med de sportsværdier, vi har i Europa,” siger UEFA’s præsident, Michel Platini, som sammen med bl.a. EU også er medarrangør af en konference om klublicenssystemet senere på ugen. 

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.