Sportens Facebook på vej
06.07.2009
Af Martin HedalFire sportsiværksættere har ført deres ambitiøse idé ud i virkeligheden – at skabe sportens svar på Facebook. I løbet af sommeren lancerer Århus-virksomheden Sportzlife et site på nettet, som kombinerer det at finde træningspartnere med socialt netværk, kalender, ruter, billeder, træningsdata, eventplanlægning, kluborganisering og flere andre features.
Planen er, at sitet hele tiden skal udvikles med nye funktionaliteter, så alt en sports- eller motionsinteresseret drømmer om bliver samlet ét sted. Sportzlife løber systemet i gang i Danmark først, men har som annoncemedie naturligvis et bredt, internationalt sigte:
”Vi går efter alle sportsfolk på alle niveauer i alle lande. Vores håb er, at folk får fornemmelsen af, at de er med i noget stort,” fortæller en af stifterne Peter Krebs.
Ny type klubliv
For både den klassiske foreningsidræt og den kommercielle breddeidræt er udviklingen inden for webbaserede sociale sportsmedier som Sportzlife.com, Endomondo.com, Trainingpartner.dk og Wexer.com (på vej) interessant. Sportzlife ser ikke sig selv som en konkurrent til foreningsidrætten, men som et gratis supplement til eksempelvis en klubs mediearbejde:
”Det giver dem nogle værktøjer, som de ikke har på deres klubhjemmeside. Vi forsøger ikke at stjæle deres klubhjemmeside – de linker bare sammen med Sportzlife. […] At dyrke sport skal ikke koste noget hos os. Der kommer aldrig betaling for at have en klub, for at have sin egen profil eller for at deltage i en event,” lover Peter Krebs.
Sportzlife er allerede i kontakt med mange klubber og håber også med systemet at motivere brugerne til at organisere sig endnu mere i klubliv – måske bare på en anden måde, end man er vant til i klassiske foreninger:
”Vi tror, at vi er med til at øge interessen for foreningslivet. Der er mange sportsgrene, som i dag ikke vil i klub. Jeg tror, at mange af de nye sportsgrene, der er uden tradition for klubber, vil opdage hos os, at en klub er faktisk noget positivt. Du får ikke et girokort og skal ikke stille op til generalforsamling. Klubben har sit eget liv. […] Foreningerne skal udnytte det her og gøre det positivt at blive hjulpet. De skal gøre plads til nye sportsgrene og nye måder at lave hold på,” mener Peter Krebs.
Også forretning
Sportzlife er i gang med at udvikle de sidste ting på en eventdel, der gør, at organisationer, virksomheder og private kan arrangere sportsevents via systemet. Indtil den del er på plads, kører Sportzlife.com som en ’beta-version’, som ca. 700 brugere tester og løbende giver feedback på.
De fire stiftere ser selvfølgelig frem til at kunne lancere ’version 1.0’ og trykke på knappen til det store pr- og markedsføringsapparat. De er alle fire særdeles sportsinteresserede og går efter at tilbyde andre sportsinteresserede et skræddersyet gratis produkt. I sidste ende skal der dog naturligvis penge i kassen for at sitet kan løbe rundt:
”Vi er jo ikke mere hippier, end at vi skal kunne leve af det her. Men vi ved ikke, om det bliver en dreng eller pige. Vi har ingen illusioner om, at vi skal blive lige så store som Facebook, men jeg er helt sikker på, at de der drenge, der sad på et studieværelse og lavede Facebook heller ikke havde en idé om, at de i dag skulle have 250 fastansatte programmører. […] Detskal blive en forretning. Vi har alle satset alt, hvad vi ejer på det her. Vi er hippier, vi gør det her for sportens skyld, men vi gør det også, fordi det skal blive en god forretning,” slutter Peter Krebs.