Nyt online fitnesscenter

Udsnit fra træningsvideo. Foto: Wexer

29.07.2009

Af Martin Hedal
Tidligere Fitness dk-direktør Rasmus Ingerslev lancerer online fitnesscenter i Danmark – og resten af verden. Videoer, interaktion og motivation er vigtige elementer i den ambitiøse satsning.

Rasmus Ingerslev startede i 2001 sammen med to andre fitnesskæden Fitness dk med 700 medlemmer, som var forvandlet til 130.000, da han forlod direktørposten i 2008. Nu vil han aktivere endnu flere mennesker med initiativet Wexer. Håbet er, at fem mio. mennesker bruger Wexer.com om fem år, og at sitet dermed bliver verdens største online fitnesscenter.

Efter seks uger på markedet havde Wexer brugere i mere end 50 lande, og nu kommer Danmark med, da Rasmus Ingerslevs konkurrenceklausul med Fitness dk netop er udløbet.

Dermed får danskerne mulighed for at stifte bekendtskab med det, den innovative fitnessdirektør kalder ”Jane Fonda meets Facebook”. Det billede indikerer også, at træningsvideoer er et centralt element med indtil videre 80 forskellige instruktionsvideoer på Wexer.

Individualisering et nøgleord
Wexer kombinerer træningsvideoer med et online community og individualiseret vejledning. Når man opretter sig som bruger, udfylder man en række parametre: ønsket træningsform, målsætning, nuværende form, højde, vægt, ønsket træningshyppighed, intensitet osv. Dermed får den enkelte en række personlige data, som Wexer anvender til at rådgive om medlemmets træning:

”Vi har lavet en hjerne, der ligger og arbejder bagved, som kan anbefale produkter, videoer, venner og grupper. Det er en af de ting, der adskiller os fra generelle træningssites. Vi har taget de bedste elementer fra fysiske træningscentre, de bedste elementer fra trænings-dvd’er og onlinesites og det bedste fra web2.0 – med inspiration fra Facebook, LinkedIn osv.,” forklarer Rasmus Ingerslev.

Det udgør tilsammen Wexers fire hovedelementer: en social del, en træningsfaglig del, en motivationsmæssig del og en markedsdel med salg af relaterede produkter.

Den kommercielle idealist
Rasmus Ingerslev forsøger med Wexer at gøre motion tilgængelig for den brede befolkning. Hans mål er at nedbryde de barrierer, der gør, at mange mennesker ikke vil træne i et fitnesscenter:

”Det, der afholder folk, der gerne vil i form, fra at gå i et traditionelt fitnesscenter, er, at de mener, det tager for lang tid, det koster for mange penge, og så er de skræmt af miljøet, fordi de bl.a. tror man skal være i form for bare at starte i et fitnesscenter. Hvis jeg kan lave noget, der er gratis, tilgængeligt og tidseffektivt, ingen står og ser på dig, mens du træner, og du får den hjælp, du skal have, så har vi elimineret de barrierer, som folk oplever,” forklarer han.

Dermed sigter han mod at opnå et idealistisk mål om at få så mange mennesker som muligt til at dyrke motion, så de får et sundere liv og en bedre livskvalitet. Samtidig skal han opnå nogle forretningsmæssige mål, men det ser han ikke som en modsætning til de idealistiske visioner:

”Jeg er motionskøbmand og tillader mig at kalde mig en kommerciel idealist. Jeg fokuserer på værdien i det, jeg laver. Hvis vi får stor succes, så har vi gjort mange en stor tjeneste. Jeg kommer ikke til at føle mig skyldig over, at det bliver en succes, og at vi har taget folks penge. Det gør vi jo ikke. Jeg forsøger at gøre det så billigt som muligt.”

Nordamerika et vigtigt marked
Finanskrisen har gjort det til en udfordring for Rasmus Ingerslev at finde investorer. Hans brede netværk i fitnessbranchen har dog hjulpet ham godt på vej indtil videre, og han har i dag en række strategiske samarbejdspartnere især i Nordamerika, som bliver et vigtigt marked for Wexer.

”I forhold til strategiske samarbejdspartnere har vi været heldige og dygtige til at vælge nogle, der kan give volumen. Det er lykkedes os at indgå en aftale med en af verdens største fitnesskæder, som vi har lavet en ’private label’-løsning for. Samtidig har vi etableret samarbejde med USA´s største udbyder af sundheds-, fitness- og wellness-ydelser til amerikanske virksomheder.,” forklarer han og ser frem til nogle store fremstød i USA og Canada.

Åbenhed og samarbejdsrelationer er i det hele taget vigtigt for Wexer. Det smitter også af på strategien for selve sitet:

”Vi kommer i løbet af kort tid til at integrere bl.a. Twitter og Facebook, så du kan logge ind med de accounts, du har der. Jeg tror, at grænserne mellem de sociale communities bliver nedbrudt, fordi folk ikke gider at opdatere fire-fem profiler. De er ok med at gå ét sted hen for at opnå én ting og et andet sted for at få noget andet. Men de gider ikke, at det er forfra hver gang,” mener Rasmus Ingerslev.

Dermed betragter han heller ikke Wexer som i direkte konkurrence med andre motions- og sportsrelaterede communities, da de tilbyder noget forskelligt hver især.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.