Fodbold bliver brugt til hvidvask af sorte penge
Økonomisk kriminalitet som hvidvaskning af sorte penge og korruption i fodboldsektoren er et så stort problem, at myndigheder og fodboldorganisationer sammen må overveje mere effektive forholdsregler.
Det anbefaler en ny rapport ’ Money laundering through the Football Sector’, der beskriver, hvordan kriminelle bl.a. bruger fodboldklubber og spillerhandler som dække over hvidvask af sorte penge, skattesnyd eller andre former for kriminalitet som fx match-fixing og ulovlig handel med mindreårige spillere.
Bag rapporten står den regeringsnedsatte, men uafhængige organisation ’The Financial Action Task Force’ (FATF), der har til opgave at bekæmpe ulovlig hvidvaskning og finansiering af terrorisme. Organisationen har 34 medlemmer, herunder alle G8-landene og EU.
Fodbold er særligt udsat
Rapporten har sat fokus på fodbold, fordi sporten er den økonomisk førende på globalt plan. Det forhold har i kombination med fodboldens eksplosive økonomiske vækst og hurtige kommercialisering gjort den særligt udsat for økonomisk kriminalitet.
Men samtidig peger rapporten på tre forhold, der gør fodbolden til et særligt attraktivt mål for kriminelle bagmænd:
- Fodbolden er som marked let at infiltrere med sine mange forskellige interessenter, pengestrømme, juridiske standarter og gennemgående mangel på professionel ledelse i klubberne.
- Klubberne har ofte store finansieringsbehov og opererer desuden med betragtelige økonomiske summer – ikke mindst på et internationalt transfermarked, der kan virke irrationelt, og hvor kontrollen med pengeoverførsler er svag eller ikke-eksisterende.
- Folks ønske om at opretholde fodbolden gode ry og rygte kan blokere for afsløringer af uregelmæssigheder, ligesom fodboldens prestige i sig selv gør den til en magnet for kriminelle, der ønsker at købe sig til social status.
Rapporten peger på, at de kriminelle aktiviteter ofte er relateret til klubbernes ejerskabsforhold, transfermarkedet, sportsrelaterede spil (betting) og sponsoraftalerne.
Men samtidig kan fodboldsektoren være scene for andre illegale aktiviteter som distribution af doping, skatteunddragelse eller handel med mindreårige spillere. Det samlede billede er med andre ord særdeles komplekst.
Brug for bred indsats
Rapporten konkluderer derfor, at der er behov for en bred indsats, hvis myndighederne og fodboldens egne interessenter vil styrke bolværket mod de kriminelle aktiviteter.
Ganske vist anerkender rapporten, at fodboldens egne organisationer anført af UEFA og FIFA allerede har fokus på nogle af problemerne og fx samarbejder med myndigheder og private spilleselskaber om at bekæmpe problemer som match-fixing. Men denne indsatsen bør videreudvikles.
Ud over en højere bevidsthed om problemets natur og omfang mener FATF, at der bl.a. er behov for at sikre en velfunderet, ansvarlig og gennemsigtig økonomisk ledelse i fodbolden, ligesom der bør være ensartede og internationalt funderede regler på området.
Desuden er der efter rapportens mening brug for et endnu tættere internationalt samarbejde i kampen mod økonomisk kriminalitet på tværs af offentlige myndigheder og førende private sportsorganisationer som UEFA, FIFA og den Internationale Olympiske Komité.