Sponsormarked i fortsat vækst

05.06.2009

Af Ida Hagemann
Det danske marked for sportssponsering når nye højder i 2008, vurderer Dansk Opslagskontrol. Men finanskrisen kradser i andre dele af dansk idræt.

Med en vækst på 6,4 pct. nåede det danske marked for sportssponsorering op på et rekordniveau på 1,258 mia. kr. i 2008, viser Dansk Opslagskontrols seneste opgørelse over reklameforbrug på det danske marked. Dermed fortsætter stigningen af danske annoncørers forbrug på sportssponsorering, der i 2007 oplevede en vækst på 4,1 pct.

For første gang indtager internettet en suveræn førsteplads som den dominerende annonceringsform i Danmark. Internetannoncering er med en stigning på 17 pct. tæt på at runde de 3 mia. kr.

Finanskrisens indtog har ellers sat sit tydelige præg på resten af annonceomsætningen, hvor bl.a. de trykte medier som dagbladene oplevede en dramatisk tilbagegang på hele 15,3 pct. til i alt 2,735 mia. kr. Året inden var faldet ’kun’ på 7,6 pct.

Eliteidrætten ramt af finanskrisen
Mens markedet for sportssponsering stiger stødt, har idrættens markedsføringsselskab Sport One Danmark svært ved at ride med på bølgen, skriver Politiken. 

Sport One Danmark, der blev oprettet af Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og Team Danmark i 2007 for at tjene flere penge til dansk idræt, har i finanskrisetiden svært ved at sælge de danske eliteidrætsudøvere til sponsorerne.

Det har alvorlige konsekvenser for Team Danmark – og dermed eliteidrætsudøverne – der i år budgetterer med et underskud 10 mio. kr. pga. faldende indtægter fra både Sport One Danmark og Danske Spil:

”Ser man tilbage på de sidste 10 år, så har Team Danmarks kommercielle indtægter ligget rimelig stabilt mellem 8 og 10 mio. kr. Lige i øjeblikket viser tallene så noget andet. Det kan der være mange forklaringer på, men her og nu er det ikke lykkedes at generere flere midler,” siger Team Danmarks direktør, Michael Andersen, til Politiken.

Dansk eliteidræt har under finanskrisen oplevet flere konkurser blandt topklubber, og det forlyder generelt fra mange klubber, såvel i eliteidrætten som i breddeidrætten, at sponsormarkedet er ramt af finanskrisen. Men mange sponsorater tegnes på langsigtede kontrakter. Derfor forekommer det sandsynligt, at et fald i markedet for sportssponsorering vil vise sig i næste års tal fra Dansk Oplagskontrol. 

Udviklingen i værdien af sportssponsorering på det danske marked de seneste 15 år

Årstal Mio. kr.
1994 290
1995 339
1996 407
1997 526
1998 525
1999 612
2000 583
2001 680
2002 776
2003 824
2004 973
2005 1.060
2006 1.136
2007 1.182
2008 1.258

Kilde: Dansk Oplagskontrol, Reklameforbrugsundersøgelsen 2008

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.