Samarbejde kræver ildsjæle

Der kan være en stor gevinst ved at inddrage private fitnesscentre i kommunernes sundhedsfremmende arbejde.

Men et succesfuldt samarbejde forudsætter gensidig tillid og fleksibilitet - og ikke mindst ildsjæle - viser en analyse af de første erfaringer fra seks kommunale samarbejder med private fitnessudbydere, som Idan offentliggør i en kommende rapport.

Samarbejdsprojekterne er vundet frem, siden kommunalreformen gav kommunerne en central rolle i sundhedsfremme og forebyggelse. De undersøgte projekter har omfattet ét projekt for overvægtige skolebørn i Ballerup Kommune, fire projekter målrettet kontanthjælpsmodtagere i aktivering i henholdsvis København, Odense, Sønderborg og Greve kommuner og ét projekt med ’motion på recept’ i Guldborgsund Kommune.

I alle tilfælde står et privat fitnesscenter for den idrætslige aktivering af de forskellige målgrupper.

Kræver tæt samarbejde
Erfaringerne viser, at langt de bedste resultater opnås, når de to parter i et tæt samarbejde definerer projektets idé, grundlag og målgruppe. 

Samarbejdet sikrer, at fitnessudbyderen tager mere medansvar for projektet og dets succes. Dette viser sig ved en mere energisk og engageret indsats over for projektets målgrupper. Desuden gør et tæt og tillidsfuldt forhold mellem kommunen og fitnessudbyderen kommunikationen mere løsningsorienteret og fremadrettet.

Så selv om der ligger en skriftlig kontrakt til grund for samarbejdet, bliver kontrakten i praksis opfattet som et organisk dokument, der løbende kan justeres og tilpasses projektet ud fra de oplevelser og erfaringer, parterne får med fitnesstræningen.

Analysen advarer samtidig mod at igangsætte partnerskaber gennem formelle kommunale udbudsrunder, hvor alene kommunen formulerer kontrakten og herefter beder lokale fitnesscentre om at byde på opgaven.

Udbud kan give kommunen kontakt til flere relevante samarbejdspartnere, men samtidig er der risiko for, at en udbudsrunde uden høring eller inddragelse af interessenter i projekteringsfasen giver et langt mere stift fokus på kontraktens juridiske bestemmelser. Dermed risikerer projektet i sidste ende at blive mere bureaukratisk og ineffektivt, fordi fokus er på regler, aftaler, kontrol og økonomi.

Rapporten anbefaler derfor, at kommuner generelt bør involvere fitnessaktører i tilrettelæggelsen og organiseringen af et projekt, så man opbygger tillid og samtidig har mulighed for at vurdere samarbejdsrelationen, før kommunen endeligt beslutter, om projektet skal sættes i gang.

Fleksibilitet i opgaveløsningen
De private aktører ser ofte samarbejder med kommuner som en oplagt mulighed for at etablere gode relationer til en potentiel storkunde. 

Derfor viser hovedparten af de kommercielle fitnessudbydere i de seks samarbejder en udpræget grad af fleksibilitet og vilje til at imødekomme kommunens ønsker til projektets afvikling undervejs i forløbet.

Fitnesscentrenes evne til at rette sig ind efter kundens behov synes samtidig at være en afgørende faktor for kommunen og projektdeltagernes oplevelse af god kvalitet i projektafviklingen.

Afhængighed af kommercielle ildsjæle
Netop lydhørhed over for kommunens behov synes at karakterisere de kommercielle idrætsaktører, der i modsætning til idrætsforeningerne ikke er underlagt en frivillig, medlemsstyret ramme. Men analyserne viser også, at der er klare ligheder mellem private centre og foreningslivet i arbejdsformen og samarbejdsrelationerne, når det handler om at udvikle nye idrætstilbud til idrætsuvante grupper. 

For selv om der er tale om professionelt fastansat og lønnet personale i de private fitnesscentre, er de succesfulde projekter i de kommercielle centre i høj grad personbårne og personafhængige. Ligesom i det frivillige foreningsliv står og falder succesen i partnerskaber med private fitnesscentre ofte med stærke ildsjæle, der ’ikke kan lade være med’ at yde en indsats.

Ildsjælene i den kommercielle fitness-sektor vidner om et højt engagement i dele af branchen, men personafhængigheden gør samtidig projekterne skrøbelige. Derfor ligger der stadig en stor kommunal udfordring i at indarbejde fitness-sektoren i egentlige sundhedsfremmende strategiske partnerskaber. Det er i højere grad engagerede personer, der er leveringsdygtige i projektløsninger end fitnessbranchen som sådan.

Få objektive succeskriterier
Undersøgelsen viser desuden, at det er en markant svaghed, at kommunerne alt for sjældent dokumenterer og evaluerer projekterne. 

Manglen på evalueringer synes at være næsten systematisk. I nogle tilfælde er den sandsynligvis udtryk for en manglende lyst til at lade projektindsatsen vurdere og måle, fordi evalueringen kan risikere at indeholde utilstrækkelige data på grund af en for kort forberedelsesfase eller kritiske vurderinger af indsatsen.

I andre tilfælde vurderes et projekt på forhånd vanskeligt at evaluere på grund af projektets særlige kvalitative eller omfattende karakter.

Således ser man ofte, at de projektansvarlige ikke opstiller klare succeskriterier for projekterne og undlader at opgøre relevante projektresultater.

Dermed bliver det på længere sigt vanskeligt for andre kommuner at drage nytte af de erfaringer, der allerede er gjort med kommunale sundhedsfremme projektsamarbejder med kommercielle fitnesscentre.