Rabat på kurser i stadionledelse

11.05.2009

Af Henrik H. Brandt
Fremtidens nordiske ledere af større stadion- og arenaanlæg kan få rabat til Europas eneste internatkurser på højt niveau i 'stadium management.'

European Venue Management Institute (EVMI) tilbyder nordiske deltagere på denne sommers to ugelange 'Stadium Management Summer Schools' i henholdsvis Frankfurt den 25.-29. maj og Woking (UK) den 8.-12. juni en særlig rabat på deltagelsen.

Medstifteren af EVMI, Ian Nuttall, har flere gange leveret indsigtsfulde oplæg om det internationale marked for større arena- og stadionanlæg ved Idans konferencer. Han er rådgiver for en række lande og byer på arena- og stadionområdet, grundlægger af fagbladene 'Stadia' og 'Auditoria' og arrangør af flere årlige konferencer for de absolutte topledere af verdens førende idrætsfaciliteter.

Ian Nuttall ser meget gerne, at EVMI's kurser får større deltagelse fra Norden. Derfor tilbyder han nordiske deltagere i årets sommerskoler en rabat på 30 pct., så prisen på hvert af de to moduler kommer ned på 4200 euro.

EVMI's sommerskoler samler nuværende og kommende topledere fra større stadion- og arenaanlæg til intensive kurser, hvor lederne af en lang række af de største venues i Europa optræder som undervisere i alle aspekter af planlægning, byggeri, sikkerhed, markedsføring og drift af store anlæg med over 10.000 tilskuerpladser, som i takt med idrættens professionalisering også stiger i antal i Norden.

Sommerskolerne er på mange måder en adgangsbillet til et internationalt netværk i en branche i rivende udvikling – og samtidig en branche hvor forskningen og uddannelsesniveauet ofte lader en del tilbage at ønske. Første kursusdel på Commerzbank Arena i Frankfurt handler om 'operational management', mens anden del i Woking handler om 'strategic management'. Uddannelserne er koblet op på et e-learning program, og deltagerne har mulighed for at samle point til andre MBA-uddannelser.

Ian Nuttall var oplægsholder på Idans nordiske stadionseminar og konferencen 'Idrættens Rum og Rammer' i Frederikshavn i uge 9. I dagene 15.-16. juni samarbejder Idan og Ian Nuttall om et seminar i København og Malmö for en norsk kommune med planer om at bygge en ny, stor opvisningsarena.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.