Kursus om sport og business
11.05.2009
Af Henrik H. BrandtIdrættens Analyseinstitut har indgået samarbejde med den journalistiske efteruddannelse Update om at kombinere deltagelsen ved den internationale konference om sport og samfund, Play the Game, med et særligt forløb og sport og business for nordiske journalister.
Kurset finder sted sideløbende med Play the Game i Coventry i England dagene 7.-12. juni og inkluderer en lang række af de programsatte sessioner ved Play the Game om blandt andet match fixing, doping, korruption i international idræt og erfaringerne med mega events som OL i Beijing i 2008 og London i 2012. Kurset samler op på nogle af oplæggene fra Play the Game og inkluderer blandt andet separate møder med fremtrædende internationale journalister.
Desuden får journalisterne mulighed for at kigge bag kulisserne i en engelsk fodboldklub, idet Coventry City fra den næstbedste række, 'The Championship' inviterer den nordiske delegation til en særlig workshop med klubbens hårdt prøvede økonomidirektør og direktøren for det offentligt-private stadionanlæg, Ricoh Arena, der regnes som et af de mest moderne og veldrevne anlæg i England med en række forretningsområder ud over fodbold.
Selv om fodboldklubben sædvanen tro havde problemer i den netop afsluttede sæson, kan Ricoh Arena under de nordiske journalisters ophold eksempelvis byde velkommen til tre udsolgte koncerter med popgruppen Take That.
Tilmelding senest den 14. maj til Update.