Nyt samarbejde med kommuner

Omkring 100 repræsentanter fra kommuner, idrættens organisationer og forskningsverdenen mødte torsdag den 30. april op på Institut for Idræt for at diskutere udfordringerne med livsstilssygdomme og fysisk inaktivitet, som hvert år er årsagen til 100.000 indlæggelser og 4.500 dødsfald.

På seminaret tilbød Institut for Idræt et forstærket samarbejde med kommunerne om sundhedsfremmende idrætsinitiativer. Samarbejdsmulighederne strækker sig fra traditionelle studenteropgaver og praktikforløb i kommuner til større og mere omgribende forskningsprojekter.

Målet er bl.a. at etablere et mere strategisk samarbejde med kommunerne, der på længere sigt kan resultere i en mere systematisk erfaringsopsamling af de mange sundhedsfremmende kommunale idrætsprojekter landet over. I dag mangler der således i udstrakt grad overblik over, hvilke initiativer der reelt virker.

Udfordringer ved at kæde idræt og sundhed sammen
På seminarets tre forskellige workshops debatterede deltagerne, hvordan idræt og fysisk aktivitet kan skabe sundhedsfremme i kommunerne og sikre mere dokumentation af velfærdspolitiske idrætsprojekters effekter. 

Her repræsenterer den traditionelle foreningsorganiserede idræt både en række muligheder og udfordringer.

Forskning fra Institut for Idræt viser f.eks., at fodbold nok kan have større fysisk effekt end bl.a. motionsløb, og at fællesskabet og legen er mere motiverende for nogle mennesker end den individuelle motionskultur.

Men seminardeltagere påpegede samtidig, at der hvert år er et massivt frafald af ungdomsspillere i DBU-regi, og at danskerne i højere grad vælger selvorganiseret motion i naturen og fitnessaktiviteter i privatejede kommercielle faciliteter til.

Desuden kan foreningsorganiseringen være en hæmsko for sundhedsfremmede idrætsprojekter, da klubberne fokuserer på den idrætslige specialisering frem for sundhed og fysisk aktivitet.

Praktiske udfordringer blokerer
På seminaret blev det ligeledes fremhævet, at kommuners samarbejde med det frivillige foreningsliv ofte strander på praktiske udfordringer og forskellige arbejdskulturer, der får kommunernes ansatte og frivillige foreningsledere til at tale forbi hinanden. 

Samtidig gav flere af seminardeltagerne udtryk for, at grundige skriftlige evalueringer af iværksatte kommunale sundhedsfremmende idrætsprojekter ikke ligger højt på den politiske dagsorden.

Projekterne er ofte i højere grad styret af et politisk behov for blot at kunne henvise til projektindsatserne frem for behovet for at dokumentere deres sundhedsmæssige nytte og deres betydning for projektdeltagerne.

Det kan et fremtidigt tættere strategisk samarbejde mellem Institut for Idræt og kommunerne muligvis medvirke til at rette op på.