Mere web-tv med sportsindhold

26.03.2009

Af Martin Hedal
Kommercielle spillere og idrættens verden benytter sig i stigende grad af web-tv. En dansk kanal med adventure- og streetsport er et af flere nye web-tv-tilbud på sportsområdet.

Sportsinteresserede kan se web-tv fra flere og flere forskellige idrætsgrene og begivenheder. Et polariseret idrætsbillede på tv, de seneste års hastige udbredelse af bredbåndsforbindelser og en stigende opmærksomhed på effekten af levende billeder på nettet får stadigt flere i og omkring idrættens verden til at satse på web-tv.

Et af de nyeste skud på stammen er Gazz.tv, der udelukkende fokuserer på adventure- og streetsport. Den nye web-tv-kanal vil dække både sporten og kulturen i bl.a. dykning, klatring, surfing, skisport og kajak.

For nicherne
Web-tv er som hovedregel ikke tv for masserne. Det er niche-tv for de særligt interesserede. Nogle idrætsgrene har dog mange interesserede. Dansk Ride Forbund er efterhånden ’gammel i gårde’ på web-tv-området og har siden 2006 sendt en række ridesportsindslag på sin egen web-tv-kanal og haft flere hundredetusinde årlige visninger i alt.

Flere andre af Danmarks Idræts-Forbunds (DIF) specialforbund anvender løbende web-tv – eksempelvis Danmarks Bowling Forbund, Den Danske Billard Union, Dansk Floorball Union og senest Danmarks Gymnastik Forbund.

DIF har også selv i samarbejde med Team Danmark gjort sig erfaringer med web-tv før og under OL 2008, og eventorganisationen Sport Event Denmark har for nylig kastet sig over web-tv med en videodagbog fra den internationale sportsmesse Sportaccord.

Også kommercielle interesser
Ud over at være en moderne kommunikationsform har web-tv også et kommercielt aspekt. De større (kommercielle) danske aviser og tv-stationer har således alle web-tv integreret på deres hjemmesider, og mange af dem har sportsindhold i udbuddet.

Fodbold dominerer klart billedet her. Som det største sportsnichepublikum er fodboldinteresserede mest ombejlet på de web-tv-tjenester med sportsindhold, der skal tjene penge på det.

Det specialiserede og kommercielle site 442.dk, der i høj grad bygger på web-tv, er også et resultat af, at fodboldfans er kommercielt interessante. 442.dk har dog for nylig udvidet porteføljen til også at omfatte håndbold – på stregtv.dk.

Kæmpe udbud
Ovennævnte web-tv-sider er blot et mikroskopisk udpluk af sportsindhold i levende på internettet. En tjeneste som YouTube bugner af sportsindhold, der dog langt fra altid er afklaret rettighedsmæssigt, og internationalt har stort set alle idrætsgrene særskilte nichekanaler. 

Også mange internationale spiludbydere har web-tv tilknyttet. I Danmark har Danske Spil da også netop introduceret sit eget web-tv-site danskespil.tv.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.