EU-kommission udskyder spillesager

04.03.2009

Af Søren Bang
Intern politisk uenighed betyder, at EU-kommissionen næppe rejser sager ved EF-domstolen mod bl.a. Danske Spils monopol.

Hverken Danske Spil eller andre statslige spillemonopoler behøver frygte, at den nuværende EU-kommission vil trække medlemslande for EF-domstolen med påstand om, at de bryder EU’s regler om fri konkurrence.

Det mener den svenske EU-kommissær Margit Wallström, som vurderer, at EU-kommissionen er så splittet i spørgsmålet, om man vil overlade alle sagerne til den nye EU-kommission, som tidligst tiltræder i slutningen af året.

”En del kommissærer siger kør! Men andre siger, at det måske er bedre at tage en principiel diskussion. Når det nu er 10-12 medlemslande, som kommissionen har overtrædelsessager mod, kan man måske stille sig selv spørgsmålet, om den er gal med EU’s lovgivning,” siger hun til det svenske nyhedsbureau TT.

Dermed kan fælleseuropæisk afklaring af de statslige spillemonopolers legale status trække yderligere i langdrag.

Papirer ligger klar
Allerede for to år siden krævede kommissionen i en såkaldt begrundet udtalelse, at Danmark fjernede hindringer for udbud af sportsvæddemål. 

Kommissionen mente dengang, at det danske spillemonopol forbrød sig mod princippet om, at spillemonopoler primært skal have til formål at begrænse spil og sikre, at de udbydes under kontrollerede rammer.

Siden er der ikke sket meget på de ydre linjer.

Ifølge Venstres medlem af Europaparlamentet Karin Riis-Jørgensen er det især kommissionsformanden, José Manuel Barroso, som er imod at rejse sager mod bl.a. Danmark, før udpegningen af den nye kommission er på plads.

”Alle papirerne til en retssag ligger klar, men det er formanden, der blokerer for det. Han ønsker ikke at lægge sig ud med nogen lande, når han selv håber på at blive genvalgt,” siger hun til Ritzau.

Danske Spils overskud falder
De statslige spillemonopoler i Europa er generelt kommet under tiltagende beskydning i takt med, at online-bookmakere har etableret sig på markedet for bl.a. sportsvæddemål i stil med Danske Spils Oddset. 

Hidtil har Danske Spil juridisk set klaret frisag. Til gengæld begynder den stigende konkurrence i kombination med dårligere økonomiske konjunkturer nu at gøre ondt på bundlinjen.

I den nyligt udsendte årsrapport for 2008 må Danske Spil konstatere en nedgang i den såkaldte samfundsmæssige gevinst fra 2.931 til 2.795 mio. kroner. Et fald på 136 mio. kroner.

I årsrapporten forklarer Danske Spil en del af nedgangen med, at man er udsat for en stadigt stigende konkurrence fra spiludbydere, der ikke har bevilling til at udbyde spil om penge i Danmark.

”Derfor står det højt på Danske Spils ønskeseddel, at der sker en opfølgning på den eksisterende spillelovgivning, eller at der bliver vedtaget en ny, som vil blive respekteret af alle parter!” skriver Danske Spils administrerende direktør, H.C. Madsen, i rapporten.

Idrætsorganisationer står foran besparelser
For overskudmodtagerne, herunder de store landsdækkende idrætsorganisationer, betyder det dårligere resultat samtidig et samlet fald i udlodningen på 31 mio. kr. Et beløb, som ville have været større, hvis ikke staten var gået ind med en garantibetaling på 100 mio. kr. 

Danmarks Idræts-Forbund vælger at tære på formuen i 2009, men skal herefter finde besparelser på 15 mio. kroner. Nedgangen i indtægterne får da også DIF og DGI til at efterlyse politisk handling.

Efter at man uden held har forsøgt at presse myndighederne til at stoppe de udenlandske selskabers markedsføring i Danmark, taler idrætsorganisationerne nu for en delvis liberalisering af spillemarkedet i kombination med en stærkere håndhævelse af lovgivningen.

"I stedet for at forsøge at smide dem ud af markedet igen bør vi kontrollere og regulere dem, så vi både sikrer, at afgifter på spil bliver i landet, og at det kun er forsvarlige spilleprodukter, der udbydes på det danske marked," siger DIF’s formand, Niels Nygaard, i en pressemeddelelse. 

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.