Store arenaer skal tjene penge

21.01.2009

Af redaktionen
Scandinavian Stadia and Arena Seminar i Frederikshavn, den 23. februar får besøg af nogle af Europas førende eksperter i opvisningsanlæg til sport og underholdning.

Selv om der i Skandinavien ofte er offentlige penge indblandede i opførelsen af de største stadionanlæg og arenaer til topidræt, kultur og events, er driften af de største idrætsarenaer underlagt helt andre kommercielle mekanismer end almindelige idrætsfaciliteter.

Som stadion- eller arenaoperatør rækker det ikke at kende fodbold- eller håndboldverdenen til bunds. Faktorer som hastigheden på servering af fadøl, billetsystemets effektivitet, dygtighed på event, messe- og koncertmarkedet samt udvikling af kreative sponsorkoncepter m.m. er af helt afgørende betydning for faciliteternes drift.

Faktisk fylder indtægterne fra entré og leje ofte forsvindende lidt i det samlede regnskab, og man ser ofte, at salg af VIP-pladser og såkaldte skybokse skal levere 50-80 procent af omsætningen.

Med andre ord kræver det udveksling af gode ideer, internationalt udsyn og stor viden at drive idrættens største arenaer. Det er baggrunden for, at Idan dagen før konferencen 'Idrættens Rum og Rammer' i Arena Nord i Frederikshavn inviterer danske og nordiske klubber samt driftsherrer og nuværende og kommende ejere af store anlæg til det eksklusive 'Scandinavian Stadia and Arena Seminar'. 

Internationale kapaciteter
Vi har allieret os med en af de allerstørste kendere af det internationale marked for stadionanlæg, arenaer, kultur- og koncerthuse, Ian Nuttall, der medbringer ledere fra nogle af de bedste mellemstore europæiske stadion- og arenaanlæg til en dag med uformel udveksling af ideer og inspiration på området. 

Ian Nuttall afvikler hvert år en række store konferencer og undervisningsforløb om stadion- og arenadrift, og han er desuden grundlægger af bladene Stadia og Auditoria om henholdsvis idrætsanlæg og kultur- og koncerthuse.

De øvrige gæsteundervisere og cases på seminaret bliver følgende:

Direktør Daniel Gidney fra det prisbelønnede Ricoh Arena i Coventry, der ikke blot er et topmoderne hjemsted for fodboldklubben Coventry City og store rugbykampe, men også er en succesfuld arena for store koncerter, messer og konferencer. Anlægget indeholder desuden kasino, hotel, fitnesscenter og erhvervslejemål. Ricoh Arena er blandt andet kendt for at være et offentligt-privat partnerskab og for at være det første sted i engelsk fodbold, hvor alle ekspeditioner på kampdage foregår helt uden brug af kontante pengebeløb.

Managing director Donna Gately fra Storbritanniens nationale issportscentrum i Nottingham, der samtidig huser Trent FM Arena, der er en indendørs arena til sport, koncerter og underholdning med plads til 10.000 tilskuere. Trent FM Arena til en pris af 43 mio. britiske pund åbnede i 2000. Anlægget i Nottinghams bymidte fungerer som elitecentrum for ishockey, kunstskøjteløb og hurtigløb på skøjter, men er samtidig en succesfuld arena med masser af koncerter og shows, sportsbegivenheder og hjemmekampe for et af Storbritanniens bedste ishockeyhold, Nottingham Panthers.

Talerlisten suppleres muligvis med yderligere en repræsentant for en af Europas veldrevne større arenaer. Desværre er der indløbet afbud fra den tidligere annoncerede taler, Andreas Kroll, fra Porsche Arena i Stuttgart.

Deltagerne i seminaret den 23. februar kan deltage gratis i førstedagen af konferencen 'Idrættens Rum og Rammer' den 24. februar, hvor der blandt andet bliver mulighed for at høre oplæg af repræsentanter for Malmö Arena, Copenhagen Multiarena m.fl.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.