IOC’s nye tv-strategi møder kritik

Foto: Emmanouel V.

22.12.2008

Af Søren Bang
IOC’s tv-strategi møder skepsis internationalt. Det kan især koste de mindre idrætsgrene dyrt, hvis OL flytter væk fra de store public service-kanaler, lyder kritkken.

IOC’s beslutning om ikke at indgå en ny kollektiv aftale med EBU (the European Broadcasting Union) skaber stadig dønninger i den internationale sports- og medieverden.

Flere små og mindre idrætsgrene frygter nu højlydt, at IOC’s satsning på at indgå aftaler med enkeltlande om OL i 2014 og 2016 vil mindske public service-kanalernes interesse i at transmittere fra idrætsgrenenes egne mesterskaber til skade for deres tv- og sponsorindtægter og synlighed.

Dermed kan den ekstra økonomiske gevinst, som IOC håber at hente til sig selv og forbundene via aftaler med mellemhandlere og de største europæiske lande ende som en skidt forretning for store dele af idrætten.

Men selv den kortsigtede gevinst er måske mindre sikker end forventet. Markedsanalytikere sår således tvivl om, hvorvidt IOC overhovedet kan nå sit mål om europæiske tv-indtægter på en milliard euro.

Frygt for at ende i ond cirkel
Det er ikke mindst hos en række internationale idrætsledere med rødder i Tyskland, at IOC’s tv-strategi møder skepsis. 

I Süddeutsche Zeitung advarer den netop afgåede præsident for det internationale kano- og kajakforbund, Ulrich Feldhof, mod, at flere idrætsgrene på længere sigt kan ende i en ond spiral, selv om det skulle lykkes IOC at høste flere tv-midler ved at gå uden om EBU:

”Når de offentlige tv-stationer ikke længere har rettighederne til OL, vil de måske ikke engang være interesserede i at vise VM. Og hvis vi i de fire år mellem de olympiske lege ikke bliver vist på tv, kan vi heller ikke generere yderligere midler. For ingen sponsor interesserer sig for en idrætsgren, der ikke bliver vist på tv. Det er en ond cirkel,” siger Feldhof, hvis forbund har solgt sine tv-rettigheder til World Cup og VM til EBU frem til 2012.

Han får i samme avis bl.a. opbakning fra Josef Fendt, der er præsident for det internationale kælkeforbund. Et lille forbund, der får 80 procent af sine penge fra IOC’s olympiske indtægter.

”Pengene er ikke det eneste afgørende. Vi har selv fortrukket at lave aftaler med de offentlige public service-kanaler selv om de tilbød et noget mindre beløb, end vi fik tilbudt fra anden side,” siger han.

Sportens udbredelse er vigtigere end penge
Også inden for IOC egne rækker er der skepsis over for organisationens mere snævert kommercielle linje på det europæiske tv-marked. 

Hidtil har OL været med til at sikre en vis dækning af de mindre idrætsgrene i et medielandskab, hvor de elektroniske medier anført af de kommercielle stationer i stigende grad koncentrerer sig om få idrætsgrene anført af fodbold.

Denne strategi burde man holde fast i, mener det tyske IOC-medlem Walther Tröger:

”Den, der sælger tv-rettighederne, bør først og fremmest søge for, at alle har adgang (til transmissionerne), og først i anden række tænke på indtægterne,” siger han til Süddeutsche Zeitung.

Han peger samtidig på, at eliteidrætten alene i Tyskland årligt modtager 250 mio. euro i støtte fra det offentlige, og at det kan ligge i kortene, at tv-rettighederne derfor også bør gå til de offentlige stationer for en overkommelig pris.

IOC's gambling
Men også set gennem IOC’s kommercielle briller kan den nye tv-strategi for legene i 2014 og 2016 vise sig at være risikabel. 

En markedsanalyse i TV Sports Markets peger som andre på, at de små og mellemstore OL-idrætsgrene risikerer at miste sendetid på de nationale tv-stationer. Dertil kommer mere tekniske aspekter, som at IOC og OL-værtsnationerne kan miste adgang til EBU’s tekniske produktionskapacitet.

Men frem for alt kan IOC’s satsning vise sig at være mindre økonomisk gunstig end forventet.

IOC har ganske vist allerede indgået aftaler med kommercielle stationer i Italien og Tyrkiet for en samlet pris af 175 mio. euro. Men siden er finanskrisen slået globalt igennem, og målsætningen om at tjene yderligere lidt over 800 mio. euro fra resten af Europa kan vise sig at vanskelig at nå. Til sammenligning bød EBU angiveligt i omegnen af 630 mio. euro.

Ifølge TV Sports Markets regnestykke kan IOC håbe på at hente 550 mio. euro fra tv-aftaler i Tyskland, England, Frankrig og Spanien. Herudover skal mellemhandlere sikre tv-aftaler med alle de øvrige mindre lande til en samlet værdi af 250 mio. euro – eller cirka 65 mio. euro mere end det, landene betaler for VM i fodbold i 2010.

Overdrevne forventninger?
Om regnestykket i sidste ende går op, ved ingen endnu.

Men flere af de store kommercielle stationer på de store tv-markeder er ifølge TV Sports Markets under økonomisk pres, ligesom nogle iagttagere vurderer, at IOC’s forventninger til legenes værdi virker opskruede – ikke mindst, hvis de i 2016, som mange forventer, går til enten Chicago eller Rio de Janeiro, dvs. byer med ’dårlige’ tidszoner set fra Europa.

At også den internationale krise sætter sine spor, indikerer IOC’s nylige beslutning om at udskyde salget af tv-rettigheder til det amerikanske marked. Sandsynligvis bliver der først indgået en aftale efter valget af OL-værtsbyen for 2016, som finder sted på IOC’s session i København til næste år. Her vil valget af Rio eller Chicago til gengæld kunne være med til at løfte prisen på tv-rettighederne.

”Jeg kunne forestille mig, at det ville have en indflydelse (på forhandlingerne), hvis du ved, hvor legene bliver afholdt,” som Richard Carrion, formand IOC’s finanskommission, formulerer det over for Chicago Tribune.

IOC forsvarer sin linje
IOC forsvarer sin foreløbige skilsmisse fra EBU og det samarbejde, der har stået på i mere end 50 år. Ifølge IOC-præsident Jacques Rogge kom der ganske enkelt mere attraktive bud fra anden side. 

”Sandheden er, at der var selskaber på markedet, som tilbød flere penge end EBU har gjort på nuværende tidspunkt,” lyder meldingen fra IOC-hovedkvarteret i Lausanne.

Samtidig peger IOC’s vicepræsident Thomas Bach på, at IOC fortsat vil kræve, at en meget stor del af de olympiske transmissioner skal kunne ses af alle. I Tyskland vil der være tale om mindst 200 timers tv, siger han til Süddeutsche Zeitung. 

Læs mere

 
 
Læs mere om kritkken af IOC's tv-strategi på den tyske journalist Jens Weinreichs blog med links til den citerede artikel i Süddeutsche Zeitung

EBU's pressemeddelelse om forhandlingerne med IOC

Idan.dk's tidligere artikel om IOC's brud med EBU

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.