Seminar om fitnessdoping
15.08.2008
Af Søren BangNytter den øgede dopingkontrol i fitnesscentre, eller er der andre mere effektive måder at begrænse brugen af dopingmidler blandt motionister?
Det er et af de centrale spørgsmål, som seminaret ’Dopingkontrol i fitnessmiljøer – formål, politik og strategier’ sætter til debat den 28. august på Institut for Idræt ved Aarhus Universitet.
På seminaret vil en række eksperter på området diskutere den seneste gren af dopingkontrollen, som er blevet positivt modtaget af flere fitnesskæder, men som også opererer inden for et helt andet felt end eliteidrættens konkurrencekultur og derfor byder på andre udfordringer.
Danske og internationale erfaringer
Fra Liverpool John Moore’s University vil forskningslederen Jim McVeigh bl.a. tale om de engelske erfaringer med såkaldte ’harm reduction-strategier’, der lægger mindre vægt på kontrol og straf end den almindelige dopingbekæmpelse.
Fra Danmark vil Anti Doping Danmarks formand, Jens Evald, overlæge Marianne Andersen fra Odense Universitetshospital, personlig træner og fitnessansvarlig Peter Vadskær samt idrætsforsker Ask Vest Christiansen fra Institut for Idræt ved Aarhus Universitet give deres bud på dopingproblemets omfang i fitnessmiljøerne og effekten af forskellige bekæmpelsesstrategier.
Seminaret afholdes den 28. august fra kl. 13-16 på Institut for Idræt ved Aarhus Universitet. Deltagelse i seminaret er gratis, men tilmelding skal på forhånd ske hos Jonas Havelund på e-mail jhavelund@idraet.au.dk. Tilmeldingsfristen er mandag den 25. august.