Skarp debat om OL i Kina

Risikerer vi at støde verdens folkerigeste land fra os ved bruge OL som anledning til at rejse en unuanceret kritik af forholdene i Kina? Eller er faren snarere, at vi lader os forføre af kinesernes imponerende økonomiske vækstrater og koreograferede iscenesættelse af de olympiske lege til august?

Det var det underliggende spørgsmål, da konferencen 'OL i Kina: Medaljens pris' arrangeret af Idrættens Analyseinstitut, Play the Game og Update i Århus kulminerede med en skarp afslutningsdebat om de kommende leges politiske og idrætspolitiske betydning.

I det afsluttende indlæg trak professor Hans Bonde linjer tilbage til de nazistisk arrangerede lege i 1936. Kina er langt fra Nazityskland, men landet styres som en etpartistat, der har store problemer med menneskerettighederne, og som på linje med det daværende Tyskland bevidst bruger sporten i propagandaøjemed.

OL som glansbillede
"Man sprænger skyerne væk, så man er sikret evigt solskin under legene, og man maler om nødvendigt græsset grønt," sagde Hans Bonde, der også pegede på, at en af de fem olympiske maskotter er den truede tibetanske antilope, ligesom den olympiske fakkel skulle op på toppen af Mt. Everest i Tibet.

"Man kan anskue Kinas sportspolitik som en forførelse både indadtil og udadtil," sagde Hans Bonde, der ikke mindst så forførelsen udadtil som et problem:

Man tager for givet, at den positive udvikling fortsætter. Man tror, at økonomisk frihed automatisk fører til politisk frihed. Og man måler Kinas fremskridt ud fra lavpunktet under Maos mislykkede reformer.

Påstand om følgagtighed
I stedet handler det ifølge Hans Bonde om at føre sportspolitik med snilde på et demokratisk-humanistisk grundlag. Og her er en vis sabelraslen nødvendig over for Kina, hvis den såkaldte kritiske dialog skal bære frugt.

Samtidig trak han – mere kontroversielt – paralleller mellem nogle af nutidens Kina-eksperter og 1930'ernes germanister, der var blandt de mest forstående over for Nazi-tyskland.

"Jeg synes, at der er en skævvridning i Danmark, hvor Kina-eksperter sætter andre skakmat," sagde Hans Bonde.

Den indirekte anklage om at være følgagtige over for Kina blev kraftigt afvist som usaglig af de to Kina-kendere på konferencen, lektor Clemens Stubbe Østergaard og journalistisk Flemming Ytzen.

Ifølge Clemens Stubbe Østergaard handler diskussionen i stedet om, hvordan man mest effektivt og konstruktivt kan understøtte udviklingen i verdens folkerigeste land med 1,3 mia. indbyggere.

"Man kan opnå meget ved at samarbejde med kineserne, som fx Institut for Menneskerettigheder gør det, og hvor kineserne ikke taber ansigt. Men det er ikke så sexet," sagde lektor Clemens Stubbe Østergaard fra Aarhus Universitet.

Forsimplet billede af Kina
I sit indlæg dagen forinden havde han kritiseret debatten om Kina og en eventuel boykot af legene for at undervurdere eller misfortolke Kinas fremskridt:

• Der er en mangel på kendskab til forholdene i Kina og en form for 'time lag', hvor man ikke tager højde for den udvikling, der er foregået over de seneste 30 år.
• Dækningen af Kina er for smal med sit ensidige fokus på menneskerettigheder og Kinas økonomiske udvikling. Det giver sort-hvide domme, hvor alt enten bliver vidunderligt eller forfærdeligt.
• Mange artikler er præget af en underliggende angst for Kinas hurtige økonomiske vækst.
• Samtidig bliver Kina et symbol på globaliseringens problemer, fx outsourcing af arbejdspladser fra de vestlige lande, og gjort til syndebuk for store globale problemer som fødevarekrisen og klimaændringerne.

Vrangbillederne bliver ifølge Clemens Stubbe Østergaards forstærket af snap-shot-reportager i medierne, som savner forståelse for den langsomme, men alligevel dynamiske 'tre skridt frem og to tilbage-udvikling', som Kina gennemlever, og som i øvrigt også afspejler sig i en meget mere levende kinesisk debat, end mange er klar over.

Desuden har de vestlige mediers dækning af Tibet-urolighederne og truslerne om en mere eller mindre omfattende boykot af OL efter Clemens Stubbe Østergaards mening gjort langt mere skade end gavn. Resultatet er ikke større fokus på menneskerettigheder i kinesiske samfund, men snarere en styrkelse af nationalismen.

Kinas dominans
Det står under alle omstændigheder uden for diskussion, at Kina på både den sportslige og økonomiske verdensscene får en dominerende rolle i det 21. århundrede.

Hvem vinder videnskapløbet, spurgte forfatteren og journalisten Flemming Ytzen retorisk. Han antydede selv sit bud ved bl.a. at fremhæve, at Kina har 820.000 ph.d.-studerende og inden for en generation vil placere sig som verdens største og mest magtfulde økonomi med et styre, der bedst af alt kan sammenlignes med en koncernledelse.

Den voksende styrke markerer sig også på sportsområdet. På konferencen beskrev Dr. Huang Xiong fra Cork University, hvordan Kina med en statslig investering på knap 5 mia. dollars om året har arbejdet systematisk på at blive den førende nation ved OL i Beijing. 80 procent af de statslige midler anvendt på idræt er op til legene afsat til den målrettede satsning på eliten.

Men tilbage står også, at Kina på de internationale ranglister over demokratiske og personlige frihedsrettigheder ligger i den absolut tunge ende. Det engelske tidsskrift the Economist placerer Kina på plads 138 ud af 167 medtagne lande i sit seneste demokrati-indeks.

På konferencen kunne Ida Relsted Kærup, der i to år arbejdede på den største engelsksprogede avis, China Daily, både fortælle om et ofte overraskende frit og dynamisk redaktionsmiljø, men også om en stærk statslig styring af nyhedsstrømmen. Dertil kommer de store sociale forskelle og spændinger i landet, som er en stigende udfordring for det regerende kommunistparti.

OL til august kan måske give en indikation af, hvad det er for et Kina, som vi i de kommende år i stigende grad vil skulle forholde os til.