Foreningspartnerskaber volder vanskeligheder

Partnerskaber, hvor idrætsforeninger involveres i særlige indsatser på sundhedsområdet eller over for socialt udsatte grupper, står i høj kurs blandt idrætsorganisationer og offentlige myndigheder.

Men nye evalueringer fra Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Syddansk Universitet rejser endnu engang spørgsmålet, i hvilken grad det er muligt at inddrage foreninger i løsningen af sociale eller sundhedsmæssige opgaver.

I to konkrete projekter organiseret under DGI har det således vist sig vanskeligt at engagere idrætsforeninger i projekterne, ligesom den idrætslige effekt af indsatsen indtil nu har været begrænset.

Idræt efter skoletid
Den ene rapport omhandler modelprojektet Børn og Unge i Bevægelse (BUB) på Fyn, som gennem et samarbejde mellem DGI, Region Syddanmark og 11 fynske kommuner har haft til opgave at aktivere børn fra seks til ti år efter skoletid med særligt sigte på at nå fysisk og socialt udsatte børn. 

Evalueringen, der er redigeret af Jan Toftegaard Strøckel, viser bl.a., at partnerskaber mellem kommunale institutioner og frivillige idrætsforeninger nok har potentialer, men også at de generelt er skrøbelige og personafhængige konstruktioner.

Desuden er det ikke er lykkedes at nå et af de primære formål med projektet: At øge den fysiske aktivitet blandt projektets børn. De bliver som andre børn mindre fysisk aktive med alderen trods indsatsen. Det gælder også de socialt udsatte børn, som der ellers har været særligt fokus på.

Undersøgelsen viser dog samtidig, at de i forvejen inaktive udtrykker størst motivation for at dyrke mere idræt i fremtiden.

Idræt målrettet patientgrupper
De blandede resultater genfinder man i en midtvejsevaluering af projektet ’Gå i gang’, hvor DGI i samarbejde med Diabetesforeningen, Gigtforeningen og Kræftens Bekæmpelse frem til 2010 vil inddrage patientforeningernes målgrupper og andre fysisk inaktive i tilpassede idrætsaktiviteter. 

Oprindeligt var det meningen, at idrætsforeninger skulle spille en central rolle i udbuddet af aktiviteter og fastholdelsen af deltagere. Men i evalueringen konkluderer forfatterne, Ole Lund og Pernille Andreassen, at det har været meget vanskeligt få de ønskede samarbejdsrelationer op at stå med lokale foreninger. Af samme grund anbefaler evalueringen en diskussion af, hvor aktiviteterne bør forankres.

I øvrigt peger rapporten på vanskeligheder med at rekruttere deltagere i målgruppen, ligesom aktiviteternes fysiske effekt på deltagerne ser ud til at have været begrænset. Til gengæld har arbejdet i de lokale styregrupper generelt fungeret godt.

Potentialer i partnerskabet
Trods vanskelighederne peger især evalueringen af det fynske projekt på en række potentialer ved partnerskabsmodellen. 

Således tyder en efterspørgsel efter flere tilbud blandt de inaktive på, at der er mulighed for at gøre en indsats for denne målgruppe, hvis ressourcer og organisering spiller rigtigt sammen. Samtidig fremhæver evalueringen, at processen har igangsat en øget refleksion over de indsatsområder, der skal fokuseres på fremover.

Derudover har et stort antal aktører vist interesse og været involveret i projektet. Det drejer sig særligt om pædagoger i SFO’er, som er meget åbne over for et samarbejde med de frivillige foreninger og gerne vil opkvalificere personalet til arbejdet med fysisk aktivitet, mens kontakten til kommunerne har været mindre positiv, bl.a. på grund af kommunalreformen.

Det sidste er i øvrigt en erfaring, som også blev gjort i projektet målrettet patientgrupper.

Frivillige foreninger - en god løsning?
Desuden peger rapporten fra Fyn på ressourceknaphed som et generelt problem. De frivillige foreninger har eksempelvis svært ved at stille instruktører til rådighed i dagtimerne, mens pædagogerne i SFO’erne oplever tidsmangel til at gennemføre særlige aktiviteter, ligesom det har været vanskeligt at skaffe adgang til de nødvendige faciliteter. 

Mere generelt peger evalueringerne af begge projekter på, at det synes vanskeligt at etablere nye aktiviteter, som ligger ud over foreningernes idrætslige interesseområde.

Dette ligger i forlængelse af tidligere forskning på området, der har vist, at idrætsforeningerne primært har fokus på deres egne aktiviteter og derfor kun i begrænset omfang har interesse i at løfte sociale eller sundhedsmæssige opgaver gennem målrettede projekter. Dertil kommer som nævnt de praktiske og planlægningsmæssige barrierer for et vellykket samarbejde.

Rapporten fra Fyn konkluderer på denne baggrund, at det er hensigtsmæssigt at tænke videre i partnerskabsmodeller, men at det er nødvendigt med et grundigere forarbejde og nogle kraftige revideringer i samarbejdsmodellerne for at få projekterne til at lykkes.