DIF og DGI i historisk samarbejde

Danmarks Idræts-Forbund og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger går sammen om en stor fitness-satsning, der kan udvikle sig til en alvorlig konkurrent for de kommercielle fitnesscentre.

For første gang går Danmarks to store idrætsorganisationer sammen om et stort udviklingsprojekt.

Med en fælles fitness-satsning reagerer DIF og DGI på det pres, som de kommercielle fitnesscentres succes har sat foreningsidrætten under. Den strategiske alliance mellem DIF og DGI er foreningslivets svar på befolkningens ændrede idrætsvaner, hvor større andele af befolkningen dyrker idræt uden for foreningslivets rammer. 

Fitness-samarbejdet lanceres under navnet 'foreningsfitness', og der er ligeledes udarbejdet et fælles logo, hvor både DIF og DGI’s navne optræder.

I foreningsfitness vil medlemsforeninger under både DIF og DGI kunne søge om lån og rådgivning til at etablere foreningsdrevne fitnesscentre, ligesom foreningerne vil kunne sende folk på instruktørkurser med henblik på at udbyde aktiviteterne på et højt fagligt niveau. På denne måde er samarbejdet en udvidelse af det projekt under navnet ’DGItræningskultur’, som DGI har haft stor succes med i de seneste fire år.

Herudover indebærer projekt foreningsfitness, at:

  • Der etableres eller udvikles 80 nye foreningsdrevne fitnesscentre inden for de kommende fire år – 20 om året.
  • DIF og DGI hver skyder 3 mio. kr. ind om året til lånebevillinger.
  • Der bruges 2 mio. kr. fra hver organisation til driftsudgifter under projektperioden
  • Foreninger under DIF og DGI vil kunne modtage op til 400.000 kr. i rentefrie lån til etablering af fitnesscentre og investeringer i træningsudstyr

Samarbejdsprojektet løber foreløbig fire år, men begge organisationer forventer, at foreningsfitness bliver en permanent ordning efter projektperioden.

DGI tog initiativet
Samarbejdet blev bragt i stand på DGI’s initiativ foranlediget af den flirt, som DIF havde med den største kommercielle fitnesskæde sidste år, hvor der i flere omgange blev lagt op til et samarbejde mellem DIF og fitness dk. 

Ifølge formanden for DGI, Søren Møller, er det vigtigt at signalere, at foreningslivet også kan bære fitnessaktiviteter:

”Det gør en afgørende forskel, om et fitnesscenter er kommercielt eller ikke-kommercielt, og jeg tror ikke, at man skal rode de to organisationsformer sammen. Der er ingen tvivl om, at der er konkurrence mellem dem, men den store vision for os i foreningsfitness er, at hver eneste idrætshal om 10 år også har et træningscenter. Så må de kommercielle sådan set gøre, hvad de vil.”

DGI har i de seneste fire år uddelt rentefrie lån til etablering af 46 foreningsdrevne centre. Med den nye satsning med 80 kommende foreningsbaserede centre, vil landkortet om få år tælle mindst 120 fitnessforeninger.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.