Masterplan klar for Sportsåret 2009

15.01.2008

Af Søren Bang
Sportsåret 2009 skal bruges til en omfattende markedsføring af Danmark. Kulturministeriet har offentliggjort sin masterplan, der er udarbejdet af Wonderful Copenhagen.

Kendskabet til danske værdier og Danmark som værtsland for store idrætsbegivenheder skal udbredes over hele verden, når Sportsåret 2009 løber af stabelen med en lang række internationale idrætsarrangementer på dansk jord. Kulminationen bliver IOC’s session og verdenskongres i efteråret 2009.

En ny masterplan offentliggjort af Kulturministeriet og udarbejdet af Wonderful Copenhagen understreger, at kommunikations- og markedsføringsindsatsen skal styrke Danmarks internationale 'brand' i forlængelse af regeringens samlede plan for en global profilering af Danmark. 

På sportsområdet er visionen, at ”Danmark skal være blandt Europas førende lande, der kan tiltrække, iscenesætte og organisere store, internationale sportsbegivenheder.” Det overordnede slogan ’Inviting The World of Sports’ skal afspejle den ambition.

Tre budskaber om Danmark
Visionen kobles sammen med tre budskaber, der som målgruppe både har beslutningstagere i internationale idrætsorganisationer og udenlandske medier. 

De tre budskaber er formuleret som engelske slogans:

  • We care for human values
  • We care about the world
  • We invent a better world

Mere konkret opererer planen bl.a. med kortsigtede målsætninger om, at budskaberne bag Sportsåret 2009 bliver kendt af 75 procent af udvalgte beslutningstagere i de internationale specialforbund, og at den internationale presseomtale på udvalgte markeder resulterer i mindst 2.000 positive artikler, hvor et eller flere af budskaberne indgår.

På længere sigt er målet, at Danmark i 2015 skal ligge i top 25 over de ultimative sportslande i verden, og at der er opbakning fra to tredjedele af befolkningen til at afholde internationale sportsbegivenheder.

IOC-kongres står i centrum
Masterplanen beskriver detaljeret indsatsområderne, og hvordan de enkelte eventarrangører bør inddrages i kampagnen. 

Centralt står dog IOC’s session og kongres, der som det eneste arrangement i 2009 klassificeres som en ’megabegivenhed’. Alene valget af værtsby for sommerlegene i 2016 vil sikre en meget omfattende dækning i udenlandske medier.

I gruppen af arrangementer, som masterplanen skønner har den næststørste brandingværdi, finder man VM i taekwondo, VM i brydning, World Outgames (for homoseksuelle) samt Bike City Copenhagen, der dækker over flere internationale mesterskaber inden for cykelsporten.

Regeringen har allerede afsat 9,5 mio. kroner til Sportsåret 2009. Herudover vurderer masterplanen, at det er realistisk at finde yderligere cirka 10 millioner fra andre private og offentlige kilder til markedsføringsindsatsen. 

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.