WADA offentliggør sidste udkast til kodeks
16.10.2007
Af Søren BangMere fleksible sanktioner, klarere regler for dopingkontrol uden for konkurrence og mulighed for at belønne udøvere, som frivilligt erkender doping.
Det er nogle af de ændringer, som det internationale antidopingagentur, WADA, lægger op det sidste udkast, inden repræsentanter fra regeringerne og idrættens organisationer mødes den 15.-17. november i Madrid til den første verdenskonference om doping siden konferencen i København for fire år siden.
Det seneste udkast er det tredje i rækken, og det har som de tidligere versioner været gennem en omfattende høringsproces hos WADA’s interessenter.
Fleksible sanktioner
Overordnet giver det nye udkast bedre muligheder for at tilpasse sanktionerne i både hårdere og mildere retning alt efter omstændighederne i den enkelte dopingsag, selv om to års udelukkelse for førstegangsforseelser stadig er normen.
Fx vil udøvere, som bidrager til opklaringen af en dopingsag eller uopfordret tilstår at have taget doping, kunne få nedsat straffen. Det samme gælder ved indtagelse af en række mindre alvorlige dopingstoffer.
Omvendt kan en udøver i skærpende tilfælde blive udelukket i op til fire år, ligesom udøvere, der tre gange inden for 18 måneder giver utilstrækkelig eller forkert information om opholdsted uden for konkurrence, fremover vil få mindst et års udelukkelse. Samtidig skal nationale antidopingorganisationer og de internationale specialforbund udveksle informationer, hvilket kan udelukke en ny Michael Rasmussen-sag.