Færre lokale spillere i topligaer

10.10.2007

Af Søren Bang
Andelen af lokalt udviklede spillere falder i de fem store europæiske fodboldligaer, mens antallet af udlændinge stiger, viser en undersøgelse af fodboldens arbejdsmarked.

Internationaliseringen fortsætter i de store europæiske ligaer, viser tal fra ’The Professional Football Players Observatory’, der blev etableret i 2006.

Projektet er et FIFA-støttet schweizisk-fransk samarbejde mellem universiteterne i Neuchâtel og France-Comté, som registrerer alle spillere i den bedste tyske, engelske, franske, spanske og italienske række. Målet er at skabe overblik over tendenser på fodboldens europæiske arbejdsmarked.

De seneste tal, som sammenligner sæsonerne 2005-2006 med 2006-2007, dokumenterer, at de store ligaer i stigende grad er blevet globaliserede, selv om der er forskelle landene imellem.

Flere udlændinge
Generelt viser tallene, at antallet af egne spillere i klubberne falder, mens der kommer flere udlændinge til. 

Mest international er den engelske Premier League, hvor udlændinge tegner sig for over 55 procent af klubbernes spillere, hvoraf mange dog kommer fra Irland og andre dele af Storbritannien. Færrest udlændinge finder man i den italienske Serie A med en andel på 29 procent.

Set under ét udgjorde de udenlandske spillere i de fem ligaer 38,9 procent af klubbernes trupper. En stigning på 1,5 procentpoint siden den foregående sæson.

Ikke overraskende det især topklubberne på tværs af ligaerne, som benytter sig af udenlandske spillere. I ligaernes top-fem er næsten hver anden spiller udenlandsk, mens det kun drejer sig om 30 procent i bunden.

Omvendt får færre såkaldte ’home grown’-spillere – dvs. spillere, som har spillet mindst tre sæsoner i klubben, fra de var 15 til 21 år – plads i trupperne. Siden forrige sæson er andelen faldet fra 26,8 til 24,3 procent i de fem europæiske lande.

Forskelle i spillerrekruttering
Med den nye spillerdatabase, som er offentligt tilgængelig, er det også muligt at få overblik over, hvilke lande de udenlandske spillere kommer fra, og hvor de spiller. Brasilien er således den største eksportør med 140 spillere i de fem ligaer. Hovedparten søger i øvrigt mod de kontinentale ligaer. 

Man finder også markante mønstre i de enkelte ligaers rekruttering af udenlandske spillere. Fx leverer Frankrig mange spillere til engelsk fodbold, samtidig med at den franske liga flittigt rekrutterer sydamerikanske og afrikanske spillere. 

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.