FIFA ønsker loft på udlændinge
10.10.2007
Af Søren BangAntallet af udlændinge i de store fodboldligaer er så skadeligt for spillet og klubbernes udvikling af egne spillere, at EU må undtage fodbolden fra arbejdskraftens frie bevægelighed og tillade et udlændingeloft, mener FIFA.
I et interview med BBC foreslår FIFA’s præsident, Sepp Blatter, at der indføres et loft på maks. fem udlændinge i startopstillingen, som både skal sikre flere unge spillere på banen og en sundere økonomi i klubberne.
En ny udlændingebegrænsning vil være modstrid med den såkaldte Bosman-dom, der i 1995 underkendte fodboldens daværende transfer- og udlændingeregler og sendte chokbølger ind i fodboldens organisationer. Men ifølge Sepp Blatter har fodbolden i stigende grad brug for undtagelser fra EU’s regler.
”Du kan ikke opfatte en fodboldspiller som en normal arbejdstager, for du behøver 11 for at kunne spille en kamp, og de er mere kunstnere end arbejdere,” siger han til BBC.
Kritik af udlændingedominans
Udmeldingen kommer som reaktion på en debat om de udenlandske spilere stigende dominans i den engelske Premier League. En opgørelse på BBC viser, at antallet af ikke-engelske spillere i startopstillingen til den første kamp i sæsonen er steget fra 37 procent i 1992 til 76 procent i år.
I hele 2006-2007-sæsonen tegnede ikke-engelske spillere sig for 57 procent af alle kampoptrædender. Kun den tyske Bundesliga matcher udlændingeandelen i engelsk fodbold, mens den i Spanien, Frankrig og Italien lå mellem 30 og 40 procent.
Bekymringen over antallet af udlændinge bliver delt af mange fans. En ny undersøgelse blandt 1.055 engelske fodboldinteresserede foretaget af BBC viser, at 56 procent støtter en udlændingekvota, og at 55 procent mener, at de mange udlændinge i engelsk fodbold skader det engelske landshold.
Bekymringen over pengenes magt er dog endnu mere udbredt. 78 procent mener således, at de mange penge i topfodbold er ødelæggende for spillet.