Satsning på børn får gode karakterer

02.10.2007

Af Søren Bang
Den norske regering har siden 2003 øremærket over 200 mio. norske kroner til lokale børne- og ungdomsaktiviteter i foreningsregi. En evaluering konkluderer, at ordningen har givet gode resultater.

En statslig økonomisk saltvandsindsprøjtning til norsk børne- og ungdomsidræt ser ud til at bære frugt, konkluderer en ny undersøgelse blandt klubber og specialforbund, som blev præsenteret på det norske kulturministeriums idrætskonference i sidste uge.

Pengene er øremærket af til lokale og foreningsdrevne idrætsaktiviteter, og der er ikke tale om småpenge.

Alene i 2007 er beløbet på 55 millioner kroner (53 mio. dkr.), og siden 2003 har den norske stat bevilliget i alt 213,5 millioner norske kroner (cirka 207 mio. dkr.) til specialforbund under det norske idrætsforbund, NIF. De er herefter forpligtede til at distribuere midlerne ud til lokale idrætsaktiviteter målrettet børn og unge i alderen 6-19 år.

Flere børn og unge i foreningerne
Indtil nu har effekten været uklar. Men i en evaluering bestilt af ’Kultur- og kirkedepartementet’ vurderer International Research Institute of Stavanger, at målsætningen om flere aktiviteter blandt børn og unge ser ud til at være nået. 

Mere end otte ud af ti i specialforbundene vurderer, at ordningen har ført til, at flere børn og unge dyrker organiseret idræt. Lokalt er det ligeledes bred enighed om, at ordningen har stimuleret aktivitetsniveauet, mens meningerne er mere delte om den reelle effekt. 

Instituttet understreger også, at det er vanskeligt at afgøre, om resultaterne står mål med de afsatte ressourcer. Men under alle omstændigheder kan det norske idrætsforbund glæde sig over en samlet vækst på ikke mindre end 130.000 børn og unge i den undersøgte periode.

Rapporten konkluderer desuden, at det især synes at være nye idrætsgrene eller idrætsgrene med få børn og unge, der har opprioriteret indsatsen på området.

Mere statsstyret model 
Ordningen indgår i den statslige støtte til det norske idrætsforbunds (NIF) gennem en særlig post, der har betydet, at den samlede støtte til idrætten under NIF er steget siden 2002. 

Sammenlignet med i Danmark er det norske kulturministerium dog betydeligt mere direkte og deltaljeret i sine politiske krav til de frivillige idrætsorganisationer. Bl.a. bliver det i bevillingsbrevet til NIF præciseret, at pengene til børne- og ungdomssatsningen ikke bør gå til lønnet personale, fordi man fra regeringens side ønsker at understøtte det frivillige arbejde. 

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.