Ny vækst i sponsormarkedet

13.09.2007

Af Søren Bang
Det danske sponsormarked vokser fortsat og passerede sidste år 2,5 milliarder kroner. Den største stigning ligger dog uden for sporten, vurderer sponsorbureauet Promovator.

Med samlet omsætning på 2.583 millioner kroner i 2005-2006 oplevede det danske sponsormarked igen et år i fremgang, skriver sponsorbureauet Promovators nyhedsbrev Sponsor NYT på baggrund af egne tal og Dansk Oplagskontrols analyse 'Det Danske Reklamemarked 2006'.

Promovator vurderer, at der i forhold til året før var tale om en stigning i omsætningen på 10,3 procent. Dermed fortsætter væksten i branchen, som siden 2000 er vokset med mellem 6 og 18 procent hvert år.

Målt i absolutte tal er sporten fortsat klart dominerende med en omsætning på 1.918 millioner kroner, men den største vækst ligger uden for sporten, skønner direktør i Promovator Jeppe Madsbad Lauritzen over for Idan.dk. Bl.a. oplever kultursponsoraterne god fremgang, hvilket sidste år udmøntede sig i en samlet omsætning på 318 millioner kroner.

Hårdere konkurrence
Jeppe Madsbad Lauritzen peger på, at konkurrencen om sponsormidlerne er blevet hårdere i takt med, at sports- og kulturinstitutioner i højere grad skal være selvfinansierende og derfor søger ud på sponsormarkedet. 

Desuden nævner han risikoen for, at sporten populært sagt risikerer at sejre sig ihjel ved at satse på for mange små sponsorer, som må kæmpe om opmærksomheden på fx overklistrede spilledragter. Sponsorerne bliver mindre synlige, og sporten kan komme til at devaluere den samlede værdi af sine sponsorprodukter.

"Der ligger her en udfordring i at udvikle produktet og for derved at kunne tage højere priser. Sponsorerne er i dag mere opmærksomme på at dokumentere resultater, og der er en forskel på at være alene eller en 6-8 stykker," siger han.

Håndboldklubben Aalborg DH har i øvrigt draget konsekvensen i sin netop indgåede hovedsponsoraftale med den offentligt ejede it-virksomhed KMD. Op til sæsonstart er der blevet renset ud i spilledragtens mange sponsorlogoer, ligesom KMD har fået lov til at ændre farverne i klubdragten, som nu er blevet grå. 

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.