Udøvere kritiserer meldepligt

Introduktionen af det såkaldte ’whereabouts-system’ i den internationale dopingbekæmpelse bliver af mange set som et effektivt redskab i kampen mod de udøvere, der bevidst prøver at undgå dopingkontrol uden for konkurrencerne.

Men kravet om, at de bedste udøvere skal indberette, hvor de opholder sig året rundt, er ikke uproblematisk, viser en spørgeskemaundersøgelse blandt de 292 norske topudøvere, som i efteråret 2006 var omfattet af indberetningspligten. Altså længe før Michael Rasmussen ufrivilligt gjorde systemet kendt i en bred offentlighed.

Bag undersøgelsen, der offentliggøres i Nytt Norsk Tidsskrift til september, står stipendiat Dag Vidar Hanstad og professor Sigmund Loland fra Norges idrettshøgskole.

Førstnævnte præsenterede i sidste uge en række af konklusionerne, da København var vært for en international konference med idrætshistorikere og idrætssociologer. Resultaterne dokumenterer en udbredt skepsis over for indberetningspligten blandt de norske udøvere, som ellers er positive over for dopingbekæmpelsen.

Big Brother spøger
Knapt 54 procent er således helt eller delvist enige med dem, som kalder systemet for et Big Brother-system. Knapt 25 procent erklærer sig ligefrem 100 procent enige. Som en af de kritiske udøvere skriver i sin besvarelse, der gav mulighed for at tilføje egne kommentarer: 

”Det er et system, som tager udgangspunkt i, at alle er syndere. (..) Et system som dette hører hjemme i helt andre politiske systemer end det, som kaldes demokrati.”

Så vidt går langt fra alle udøvere i kritikken. Men de regelmæssige og detaljerede indberetninger opfattes af mange som et klart irritationsmoment. En af udøverne kalder det endda en lettelse at skulle slippe for systemet, når karrieren er slut.

Samtidig angiver cirka 70 procent af udøverne med varierende styrke, at det er unfair, at indberetningspligten ikke er indført i alle lande og idrætsgrene og derfor ikke omfatter alle konkurrenterne på internationalt plan. Og blot 43 procent af udøverne mener i øvrigt, at hele systemet bidrager til en dopingfri sport.

Hårdere straffe trods uvilje blandt udøvere
Endelig er der markant modstand mod, at tre advarsler inden for 18 måneder for manglende eller ufuldstændige indberetninger og missede tests skal udløse en dopingsag. Cirka 76 procent af udøverne hælder mod at afvise dette, mens 42 procent er lodret imod. Kun fire procent synes, at det er 100 procent i orden.

Netop uviljen mod at sanktionere hårdt for brud på indberetningsreglerne er opsigtsvækkende, fordi WADA op til efterårets dopingkonference i Madrid har foreslået en stramning af det internationale antidopingkodeks på det punkt. Mens sanktionen for tre advarsler i dag lyder på 3-12 måneders karantæne, ønsker WADA strafferammen sat op til minimum et års udelukkelse.

Grænsen er nået?
Holdningen til whereabouts-systemet er dog ikke entydigt negativ. Kun cirka en tredjedel mener, at det norske datatilsyn skulle have forhindret Anti Doping Norge i at kunne kræve oplysninger om eliteudøvernes opholdsted. Og flertallet føler ikke, at udleveringen af personoplysninger i sig selv udgør en risiko.

Der kan også være et tilvænnings- og generationsproblem. Fx er de ældre eliteudøvere mere negative end de yngre.

Men generelt indikerer tallene, at idrættens antidopingsystem måske er ved at nå grænsen for, hvad antidopingorganisationerne kan kræve af udøverne uden at ende i et modsætningsforhold til dem. På konferencen i København opfordrede Dag Vidar Hanstad derfor organisationerne til at tage udøveres principielle og praktiske indsigelser alvorligt.

Han ser dog samtidig indberetningspligten som en logisk forlængelse af ønsket om en effektiv dopingkontrol. Et nødvendigt system, der trods alt er mindre problematisk end det moderne samfunds daglige overvågning af almindelige borgere, som i modsætning til whereabouts-systemet foregår i det skjulte via bl.a. 'elektroniske fodaftryk' og på langt mindre klare præmisser.