Vagtskifte på DR Sporten
06.08.2007
Af Henrik H. BrandtForårets store opstandelse over Danmarks Radios spareplan, der så ud til at koste DR Sporten livet, ender med en relativt blød landing, selv om stillingen som sportschef nu er nedlagt og tidligere sportschef Olav Skaaning Andersen pr. 1. august overgået til en ny chefstilling andetsteds i huset. Organisatorisk hører DR Sporten fremover hjemme under programchef for Aktualitetsdivisionen, Judith Skriver.
DR fortsætter som hidtil med live radio, og noget tyder endda på, at konkurrenten TV 2 Radio er ved at opgive ambitionerne om at overtage senderettighederne til SAS Ligaen. Chef for live radio er Henrik Brandt.
På nyhedsområdet fortsætter DR som hidtil med egen vært og produktion i de to daglige tv-sportsnyhedsudsendelser, lige som DR fortsat vil producere sportsnyheder på radio og online. Dog skæres der muligvis nogle minutter fra sportsdækningen på tv efter nytår. Chef for sportsnyhederne er Kurt Lassen. Senest under Tour de France har DR til skiftende behag for seerne kørt en selvstændig og kritisk linje, der i høj grad har afveget fra TV 2’s dækning.
På transmissionsområdet er DR’s fremtidige rolle mere usikker. Foreløbig sender DR de planlagte transmissioner, men DR forsøger at afhænde rettigheder til de kommende år som led i spareplanen. Der er dog fortsat en chance for, at rettighederne kan afhændes som led i strategiske aftaler, der fortsat vil sikre DR adgang til attraktive sportstransmissioner. Chef for DR’s sportstransmissioner er Jan Rosendal.