Systemets svigt i Tour-skandalen

Den danske cykelrytter Michael Rasmussens konkurrenter i Tour de France-feltet og Danmarks Cykle Union havde god grund til at forvente, at antidopingsystemet i international cykelsport havde forhindret hans start i Tour de France og indledt en sag for overtrædelse af dopingreglerne mod den danske rytter.

I stedet er dramaet om Michael Rasmussens fire forskellige advarsler for ikke at have opgivet sit opholdssted eller for ikke at have været til rådighed for dopingkontroller uden for konkurrence endt i et enormt mediecirkus, som den 25. juli førte til, at Michael Rasmussen på et tidspunkt, da han lå til at vinde Tour de France blev fyret af sin hollandske arbejdsgiver, Rabobank.

Der foreligger altså ingen sag for overtrædelse af dopingreglerne mod Michael Rasmussen, men det burde der gøre ud fra ordlyden i den internationale cykelunion, UCI’s, dopingregulativ og WADA’s internationale antidopingkodeks, som anerkendes af stort set alle aktører i international idræt parter og danner grundlag for UCI’s dopingregulativ.

WADA-kodeksen burde sikre den harmoniserede og koordinerede indsats mod doping mellem blandt andet internationale specialforbund, nationale forbund og nationale antidopingorganisationer som Anti Doping Danmark (ADD).

WADA-kodeksen og UCI’s regler gør det klart, at såvel UCI som ADD har hjemmel til at teste Michael Rasmussen uden for konkurrence. ADD, fordi Michael Rasmussen trods licens i Monaco tilhører det danske landshold og er udpeget til den nationale ’testing pool’ som en af ca. 300 danske eliteaktive.

Som bosat i udlandet ligger den overordnede koordinering og ansvaret for en eventuel dopingsag mod Michael Rasmussen hos UCI. De helt generelle regler for testning uden for konkurrence hos UCI forpligter rytterne i den såkaldte ’registered testing pool’ at oplyse deres opholdssted til UCI for tre måneders perioder af hensyn til uanmeldte dopingkontroller. Eksempelvis skulle oplysningerne fra Michael Rasmussens planlagte opholdssteder i april, maj, juni være UCI i hænde på en særlig formular den 15. marts pr. fax, mail eller post.

Sanktionsmuligheden
Sanktionen for at undlade at indberette opholdsstedet eller for såkaldte missed tests, hvis man ikke er på det angivne sted, når dopingkontrollen dukker op, er i førstegangstilfælde en karantæne på mellem tre måneder og et år, hvis atleten får en advarsel for brud på reglerne tre gange inden for en 18 måneders periode. Naturligvis har atleten før udstedelse af advarsler ret til at redegøre nærmere for, hvad der er sket, før advarslen udstedes. Ligeledes skal der køre en antidopingprocedure mod atleten, hvis der på baggrund af tre advarsler indledes en sag for brud på UCI’s dopingregulativ.

“86. Should, in a rolling periode of 18 months, a Rider receive 3 recorded warnings for failure to provide accurate whereabouts information or a combination of failure to provide accurate whereabouts information and missed tests equals 3, an anti-doping violation has occured. The Anti-Doping Commission will notify the Rider’s National Federation and request it to initiate disciplinary proceedings for an anti-doping violation under article 15.4.”

Michael Rasmussen, der har licens hos cykelforbundet i Monaco, havde en advarsel fra UCI fra april 2006 for at aflevere sine opholdsinformationer for sent samt en lignende advarsel fra UCI den 29. juni i år for at have afleveret oplysningerne om sit ophold i Mexico i dagene 4.-12. juni for sent. Men dertil kommer to advarsler fra ADD, der såvel i april som i juni 2007 forgæves forsøgte at finde Michael Rasmussen på det opgivne opholdssted til uanmeldte dopingkontroller.

Brev med post rækker ikke
Dopingreglerne gør det klart til atletens eget ansvar løbende at oplyse om sit opholdssted. Hvis atleten med kort varsel beslutter at ændre opholdssted i forhold til hans indberettede opholdssteder, hvilket han til hver en tid frit kan gøre, er det op til atleten at informere UCI, så listen over opholdssteder løbende er ajour. Denne opdatering skal ske pr. fax eller evt. elektronisk. Altså ikke pr. post, som det er sket i forbindelse med Michael Rasmussens omdiskuterede ophold i Mexico i juni, hvor han i 22 dage var uden for dopingkontrollanternes rækkevidde, fordi de ikke vidste, hvor han befandt sig.

Reglerne står i dopingregulativets paragraf 80 og 81:

”80. Should a Rider’s plans change from those originally submitted on the whereabouts information forms, the Rider shall immediately send updates of all information required in the form so that it is current at all times.”

“81. The Rider shall send his whereabouts information and updates to the Anti-Doping Commission by fax. The Rider may also provide whereabouts information and updates by electronical means, once an appropriate electronic system is in place and the Rider is informed accordingly.”

I den hektiske debat om Michael Rasmussen har det været diskuteret, hvilken karakter hans advarsler fra UCI reelt havde. Rabobank hævdede før fyringen af den danske rytter, at hans første advarsel fra april 2006 var en henstilling (written warning) og ikke en egentlig advarsel (recorded warning). Dette bestrides af såvel DCU som ADD, og det fremgår også af en pressemeddelelse, som UCI udsendte den 26. juli, at advarslen den 29. juni var en final warning – altså i tilfælde af endnu en forseelse faldt hammeren.

“On 29 June 2007, Mr Michael Rasmussen received a final warning from the UCI with respect to his whereabouts obligations. Mr Rasmussen was informed that a further failure to provide accurate whereabouts information would result in the opening of disciplinary proceedings,” hedder det i UCI’s officielle meddelelse.

Danske advarsler talte ikke
Hvad UCI’s meddelelse derimod ikke siger er, at såvel DCU som ADD med god ret kunne forvente, at også de to advarsler i ‘dansk’ regi for ’missed tests’ ville indgå i UCI’s disciplinære regnskab.

ADD indberettede således til UCI i maj 2007, at Michael Rasmussen havde fået en advarsel for en missed test i april måned. Hvis UCI havde medtaget denne advarsel, ville Michael Rasmussen altså inden Tour de France-starten have haft mindst tre tællende advarsler. Det er klart hensigten i WADA’s antidopingkodeks, at advarsler i UCI’s og ADD’s regi skal tælle i samme system.

UCI’s dopingregulativ siger følgende.

“87. Rider’s failure to provide accurate whereabouts information and/or missed tests under these Anti Doping Rules may be combined with failures to provide accurate whereabouts information and/or missed tests recorded by other Anti-Doping Organisation, provided the Anti-Doping Organisation has authority under the Code (WADA-kodeksen), the Anti-Doping Commission was informed in time and the facts recorded by the Anti-Doping Organization constitute, to the satisfaction of the Anti-Doping Commission, a failure to provide accurate whereabouts information or a missed test under these Anti-Doping Rules.”

WADA’s antidopingkodeks siger følgende om gensidig anerkendelse:

”15.4. Gensidig anerkendelse.

Med undtagelse af retten til at appellere i henhold til artikel 13 skal alle afgørelser om prøvetagning, dispensation for behandlingsmæssig anvendelse (medicinsk anvendelse) og høringsresultater samt andre endelige afgørelser truffet af en underskrivende part, som er i overensstemmelse med kodekset og inden for den pågældende underskrivende parts beføjelser, anerkendes og respekteres af alle andre underskrivende parter...”

Et af Michael Rasmussen-affæren store spørgsmål er altså, hvorfor UCI’s antidopingkommission tilsyneladende har valgt at ignorere ADD’s officielle advarsel af Michael Rasmussen for en missed test i april – udstedt den 8. maj 2007? Det synes klart, at UCI senest den 29. juni, da UCI udstedte sin ’final warning’ havde basis for at indlede en sag mod Michael Rasmussen, hvis UCI havde ønsket det.

Basis for flere advarsler 
Siden den 29. juni er yderligere ’belastende’ omstændigheder kommet til i forhold til Michael Rasmussen. Som det er fremgået af medierne, fik Michael Rasmussen sin final warning fra UCI den 29. juni på basis af for sen indberetning af opholdssted i perioden 4.-12. juni.

Som bekendt er det efterfølgende kommet frem, at Michael Rasmussen efter eget udsagn forlængede sit ophold i Mexico til den 26. juni. Oplysningerne om dette nåede først frem pr. brev til UCI efter Michael Rasmussens hjemkomst. Ud fra ånden i de ovenstående regler synes der således at være basis for UCI for at udstede endnu en advarsel til Michael Rasmussen for perioden 13.-26. juni.

Dertil kommer så det faktum, at ADD den 21. juni forgæves forsøgte at teste Michael Rasmussen, hvilket den 10. juli udløste officiel advarsel nummer to fra ADD.

Allersenest var begrundelsen for Rabobanks fyring af Michael Rasmussen den 25. juli formodningerne om, at han slet ikke som angivet befandt sig i Mexico i tre uger i juni, men faktisk mod de angivne oplysninger også var i Italien i det mindste en del af tiden. Hvis det kan bevises, at danskeren har opgivet decideret fejlagtige oplysninger til UCI, er der næppe tvivl om, at han står til endnu en advarsel. Så synes en dopingsag mod ham fra UCI’s side uundgåelig.

Hjemmel til startforbud 
Og for så lige at runde denne gennemgang af, indeholder UCI’s officielle dopingregulativ faktisk endnu en paragraf, som definitivt burde have elimineret enhver berettigelse for Michael Rasmussens start i Tour’en:

220. In case of a recorded warning or a missed test in a period of 45 days before the start of a Major Tour, the Rider is not allowed to participate in that Tour.

Denne regel kaster unægteligt yderligere kritisk lys på UCI’s håndhævelse af reglerne. UCI meddelte derfor den 26. juli, at unionen havde besluttet at sløjfe reglen. Samtidig hedder det i UCI’s meddelelse, at man havde haft mulighed for at teste Michael Rasmussen i perioden (blot ikke i de famøse 22 dage, red.), hvilket dog ikke ændrer på, at UCI rent faktisk udstedte en såkaldt ’recorded warning’ til Michael Rasmussen den 29. juni – altså kort før Tour-starten:

“Concerning article 220 of the UCI anti-doping rules, stipulating that in case of a recorded warning or a missed test in a period of 45 days before a major Tour, the rider is not allowed to participate in that Tour, this article was introduced to ensure that riders were available for testing prior to the Major Tours. In Michael Rasmussen’s case, the UCI was able to conduct testing on him in the 45 days period before the Tour. The testing results were negative. During the implementation of the whereabouts system, it has become obvious that Article 220 is overly harsh if it is used to deny a rider the right to participate in a race because of an administrative oversight (as was, on 29 June 2007, apparently the case with Mr. Rasmussen). The article results in a penalty that is disproportionate to other anti-doping rule infractions. It is in conflict with the three-warning system designed to ensure a rider has the opportunity to address administrative failures. A decision has been made to recommend the formal abrogation of the Article, which will in no way affect the whereabouts system as provided for by the UCI anti-doping rules (article 86) and the World Anti-Doping Code.”

Systemets svigt
I forløbet om Michael Rasmussen er bølgerne gået højt, men hans konkurrenter i Tour-feltet har haft særdeles gode grunde til at undre sig over, at danskeren fik lov at køre Tour de France.

Der synes snarere at have været tale om et justitssvigt over for konkurrenternes rettigheder i form af en svag håndhævelse af reglerne fra UCI’s side end om et justitsmord på den hårdt kritiserede danske Tour-helt i forhold til dopingregulativerne.

På baggrund af ovenstående gennemgang synes man at kunne konkludere følgende om den tragiske Michael Rasmussen-affære:

1) Michael Rasmussen har klart overtrådt dopingregulativernes krav om at stå til rådighed for testning og indberette opholdssted gentagne gange i de seneste 18 måneder. UCI havde hjemmel til at åbne en sag mod danskeren før Tour de France, hvis unionen havde villet.

2) Ved ikke at håndhæve reglerne i den ånd, de er skrevet, har UCI en meget stor del af ansvaret for, at Michael Rasmussen måtte forlade Tour’en på en uværdig og unødigt dramatisk måde, lige som den øvrige del af feltet, DCU, ADD og medierne har haft gode grunde til at stille kritiske spørgsmål til danskerens deltagelse i løbet. Det havde alt andet lige været bedst for alle parter – også Michael Rasmussen – og for tilliden til idrættens antidopingsystem, hvis den danske rytter aldrig var kommet til start i Tour de France.