Risiko for olympisk stagnation
20.06.2007
Af Henrik H. BrandtNår medlemmerne af den internationale olympiske komité (IOC) den 4. juli mødes i Guatemala til den 119. IOC-session, hvor værtsbyen for vinter-OL i 2014 skal udpeges, er der for første gang i mange år stor forhåndsusikkerhed om de forventede milliardindtægter fra tv-rettigheder fra legene.
Måske som et tegn på et stigende pres på de traditionelle reklamefinansierede modeller på tv-markedet på grund af nye medier og som følge af en faldende værdi af mange af de olympiske sportsgrene på tv-markedet, har de amerikanske tv-stationer for første gang i mange år afholdt sig fra at tegne langtidskontrakter med IOC endnu inden værtsbyen for 2014-legene er kendt.
NBC betaler 820 mio. dollars for vinterlegene i Vancouver i 2010. Den amerikanske tv-station og IOC har haft et fasttømret partnerskab helt tilbage til Sydney-legene i 2000, og IOC har nydt godt af, at NBC indgik langtidskontrakter for fremtidige lege, så IOC allerede inden udpegningen af de kommende værtsbyer for sommer- og vinterlegene i 2004-2012 kendte niveauet af indtægter fra det amerikanske marked, der alene finansierer 75 pct. af indtægterne fra vinterlegene og 50 pct. af indtægterne fra sommerlegene og i øvrigt lægger niveauet for andre verdensdele.
Typisk får den kommende værtsby 49 pct. af IOC’s tv-indtægter. Dette forhold betyder, at de tre kandidatbyer til 2014-legene, Sotchi, Pyongchang og Salzburg, i modsætning til de tidligere års olympiske kandidatbyer ikke på forhånd kender deres indtægter fra tv-rettigheder, når de anbefaler deres kandidaturer for IOC-medlemmerne i Guatemala.
Risiko for olympisk bet
Ifølge branchebladet Tv Sports Markets kan det give en alvorlig økonomisk bet for IOC og den sydkoreanske by, Pyongchang, hvis legene, som mange eksperter spår, ender i Sydkorea i 2014. Tidszonen er ganske enkelt dårlig for amerikansk tv. I forvejen kæmper IOC med rasende tv-stationer i Asien og Oceanien, fordi IOC efter amerikansk pres har besluttet at forlægge en række af de vigtigste finaler i svømning og gymnastik ved næste års OL i Beijing til morgentimerne, netop for at give NBC mulighed for at transmittere disse finaler i prime time i USA.
Det er den hastige udvikling på tv-markedet, som får de amerikanske tv-stationer til at tøve med langtidsaftalerne. Det er p.t. yderst vanskeligt at forudsige, hvordan den teknologiske udvikling med tilsynekomsten af hundredvis af dedikerede web-baserede tv-stationer vil påvirke fremtidens økonomiske modeller for kommercielt tv.
Dalende seertal til traditionelt tv kan gøre det vanskeligt for tv-stationer som NBC at reklamefinansiere de enorme investeringer i olympiske lege i fremtiden.
De olympiske tv-rettigheder er ikke kun vigtige for IOC og for værtsbyerne. IOC distribuerer en stor del af overskuddet til de internationale specialforbund på basis af en fordelingsnøgle ud fra de olympiske idrætsgrenes historie, popularitet og gennemslagskraft.
Livsvigtige tv-indtægter
For flere af de mindre specialforbund udgør de olympiske tv-indtægter langt over halvdelen af det samlede budget, og nedgang i IOC’s tv-indtægter på længere sigt kan derfor få katastrofale følger for en række af verdens mindre idrætsgrene.
Måske har mange sportsgrene simpelthen ikke længere samme appel til seerne som tidligere? Mens topfodbold og Formel 1 kører med klatten, oplever man eksempelvis også i Danmark, at DR og TV 2 ikke længere har den store interesse i olympisk idræt. DR forsøger decideret at komme ud af stationens forpligtelser til og med London-legene i 2012.
Ud over de olympiske vanskeligheder har mange af de store internationale specialforbund med en stolt olympisk fortid i de senere måneder generelt haft vanskeligheder med at klare sig på tv-markedet.
Over de seneste måneder har Tv Sports Markets således kunnet berette om udsigt til fald i priserne på nye tv-aftaler til store olympiske sportsgrene som europæisk (EAA) og international (IAAF) atletik, skøjteløb (ISU) og skisport (FIS).
Dalende rettighedspriser
Atletikken lider under dopingskandaler og mangelen på store europæiske stjerner, og det bliver yderst vanskeligt for EAA og IAAF at bevare det nuværende niveau i aftalerne med de europæiske public service stationers samarbejde, EBU, i kommende aftaler. EAA’s fireårige aftale, som udløber i år, har en værdi af 150 mio. kr., mens IAAF’s otteårige aftale med EBU, som udløber i 2009, har en værdi af 1,118 mia. kr.
Den internationale skøjteunion, ISU, havde store vanskeligheder med at finde en host broadcaster for VM i kunstskøjteløb i 2009 i USA, hvor sporten ellers nød enorm popularitet i 1990’erne, da eksempelvis voldsdramaet mellem skøjteprinsesserne Tonya Harding og Nancy Kerrigan optog sindene op til OL i Lillehammer i 1994. Amerikanernes største stjerne, Michelle Kwan, har indstillet karrieren.
Også skisporten føler i bogstaveligste forstand et hedt pust fra den globale opvarmning. Skisporten oplever faldende seertal uden for de relativt små kernemarkeder i alpelandene og Norden, og sporten er under pres af mange aflysninger på grund af vejret, langtrukne events, dårlige sendetidspunkter og for mange ligegyldige discipliner.