Floorball satser på net-tv

08.05.2007

Af Søren Bang
Dansk Floorball Union transmitterer live på nettet fra VM for kvinder. Projektet kan blive et forbillede for andre små sportsgrene, der har svært ved at komme på tv.

Med live-kampe, baggrundsindslag og interviews på nettet prøver Dansk Floorball Union at nå ud til et bredere dansk og internationalt publikum, når VM i floorball for kvinder bliver afholdt i Frederikshavn fra den 12.-19. maj.

Satsningen sker i erkendelse af, at det ikke er muligt at få de traditionelle tv-stationer til at dække begivenheden. Derfor afprøver floorball-sporten nu nettets muligheder som platform for levende billeder.

”Det er første gang, at en idrætsbegivenhed på dansk grund dækkes så tæt via web-tv. Dansk Ride Forbund og Dansk Orienterings-Forbund har haft fine erfaringer med web-tv, men kombinationen af live-streaming og on-demand-klip er noget helt nyt. Derfor er vi meget spændte på, hvordan folk tager imod portalen,” fortæller Martin Hedal, der er projektansvarlig for www.sports4u.dk, projektets web-adresse.

Skal bryde isen for små idrætsgrene
Martin Hedal har som ansat på Idrættens Analyseinstitut udarbejdet rapporten ’Sport på dansk tv’ og opfølgningsartiklen ’Ny teknologi – nye muligheder’, der bl.a. forholder sig til, hvordan små og mindre idrætsgrene kan bryde tendensen til, at tv-interessen koncentrerer sig om meget få og kommercielt interessante idrætsgrene. 

Den nye portal tager udgangspunkt i dette arbejde, og Dansk Floorball Union håber, at erfaringerne kan komme hele dansk idræt til gavn.

”Hvis vi med dette projekt kan være med til at skabe en ny medieplatform for den danske idrætsverden, så vil jeg være ikke så lidt stolt. Potentialet i sport på nettet er enormt. Især for os selv inden for floorball, som vi anser som internetgenerationens sport, men lige såvel for mere traditionelle og etablerede sportsgrene,” mener William Ehmsen, der er formand for floorballunionen og ansvarlig for afviklingen af VM.

Bred støtte til projekt
Projektet er støttet med 75.000 fra Idrættens Medieudvalg, Idrætsfonden Danmark og Frederikshavn Kommune. Dertil kommer et endnu ukendt beløb fra det internationale floorballforbund, som har interesse i at få produceret billeder fra mesterskabet. 

Under VM vil fem personer stå for optagelser og redigering. I de indledende kampe vil der være et enkelt kamera på kampene, mens finalen og semifinalerne bliver optaget med to kameraer, ligesom tv-stationerne vil få tilbudt et sammendrag i broadcast-kvalitet.

Erfaringerne fra Frederikshavn bliver efter VM samlet i en offentlig tilgængelig afrapportering.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.