Hvem skal sætte standarden for lokale stadionbyggerier?

De seneste sæsoner har kommunerne i Mariagerfjord, Silkeborg, Hjørring og Helsingør økonomisk bidraget til, at de lokale klubber kan spille på stadionanlæg, som lever op til kravene i Superligaen. Det er der i sig selv intet usædvanligt ved. I lang tid var DBU og Divisionsforeningens krav til Superliga-anlæg noget givet, som danske kommuner ikke satte spørgsmålstegn ved.

Men siden midten af nullerne er der opstået en diskussion om idrættens krav til anlæg og den faktiske udnyttelse af eliteidrættens faciliteter. Allerede ved et seminar i 2007 satte Idan sammen med Center for Idræt og Arkitektur (CIA) og Lokale og Anlægsfonden (LOA) fokus på de arenaprojekter, som dengang var på tegnebrættet i mange kommuner, og diskuterede deres sportslige og økonomiske bæredygtighed.

Men det var meget sigende ikke kommunerne, som rejste debatten. Det kritiske kommunale syn på idrættens krav til anlæg kom først til senere.

Debatten tog fart i Sverige
Faktisk skal man krydse Øresund for at finde den første organiserede kommunale opposition til idrætsforbunds forskellige anlægskrav. Her begyndte kommunernes kritik af forbundenes krav allerede i 2008, da det svenske fodboldforbund vedtog en række nye krav for afvikling af kampe i den bedste og næstbedste række for herrer samt den bedste række for damer. Regler, der skulle træde i kraft 2014. 

Efterfølgende introducerede andre specialforbund, herunder bandy og håndbold, også krav til anlæg, og presset på kommunerne fik mange til at henvende sig til Sveriges Kommuner och Landsting (SKL), det svenske modstykke til KL. Kommunerne pegede bl.a. på det problematiske i, at kommunerne i høj grad forventedes alene at finansiere krav og ønsker til anlæg til eliteidrætten og inden for en stram tidsramme.

Som resultat blev der i 2011 i form af et supplement til SKL’s idrætspolitiske program fra 2010 udviklet en række vejledende principper, der havde til formål at informere organisationens medlemmer om, hvad der ifølge SKL er kommunernes respektive eliteidrættens ansvar i forhold til efterlevelse af anlægskrav. F.eks. mener SKL, at krav, der er blevet besluttet i idrætsforbund på nationalt eller internationalt niveau, og som kræver bidrag fra kommunerne i rollen som anlægsejere, skal finansieres af idrætten selv.

Ud over at vejlede sine medlemmer har SKL på forskellige måder prøvet at få specialforbundene til at ændre sine krav. Et initiativ var at kontakte EU-kommissionen.

Da mange af de svenske specialforbund henviste til regler under de europæiske idrætsforbund, hvis kommunerne satte spørgsmålstegn ved kravene, valgte SKL i 2012 at sende en skrivelse til den daværende EU-kommissær for uddannelse, unge, idræt og kultur, Androulla Vassiliou, hvori de opfordrede hende til at indlede en dialog med de europæiske specialforbund. Derudover har SKL været aktiv i landsdækkende medier med debatindlæg og kronikker, ligesom man har været i dialog med de nationale forbund om anlægskravene. 

Selv om SKL’s politiske arbejde ikke har resulteret i nogen ændringer af anlægskravene, er der kommet større bevidsthed om spørgsmålet i kommunerne. Mange kommuners ureflekterede tilsagn om at finansiere anlægskrav fra eliteidrætten er i dag erstattet af en mere reflekteret proces, hvor kravene i højere grad vejes er op mod de lokale idrætspolitiske målsætninger. Eksempelvis valgte Ängelholms Kommune i 2013 at trække sig fra opførelsen af et nyt stadion til den lokale klub i fodboldens næstbedste række.

En kommunal opgave?
Bag kravene i såvel Danmark som Sverige gemmer sig først og fremmest en stigende kommercialisering og professionalisering af eliteidrætten. Frem for alt inden for topfodbolden, hvor stadion er blevet en del af denne kommercialiserings- og professionaliseringsproces. 

Hvor mål og streger på banen i princippet tidligere var det eneste, der havde en betydning for, om en fodboldkamp skulle kunne afvikles, er der kommet nye krav og regler til, der ud over at specificere et stadions tilskuerkapacitet også har til formål at give bedre forhold til tilskuere, medier og sponsorer.

Et stadion er, set fra topfodboldens perspektiv, blevet et redskab til at optimere klubbernes kommercielle muligheder. Der er en forventning om, at et moderne stadion skal genere penge. Dertil kommer, at øgede indtægter og dermed en stærkere økonomi er vigtigere end nogensinde i dagens topfodbold, da den økonomiske styrke øger sandsynligheden for sportslig succes.

Men selv om de danske klubbers omsætning er steget markant de sidste 20 år, er det ikke topfodbolden, men de danske kommuner, som har påtaget sig det store økonomiske ansvar at implementere stadionkravene. Krav, der er blevet vedtaget, uden at kommunerne, som i stor udstrækning ejer de relevante stadionanlæg, har haft mulighed at påvirke deres udformning.

En medvirkende årsag til, at kommunerne i både Danmark og Sverige har finansieret idrættens krav og ønsker, har været fraværet af kritiske spørgsmål om brugen af offentlige midler på stadions. Idrættens krav til anlæg har været det styrende princip.

Det har ændret sig – i hvert fald i forhold til debatten.

I forbindelse med Idans undersøgelse ’Eliteidrættens krav til offentlige idrætsanlæg’ og Hobro IK’s oprykning i Superligaen i 2014, kom stadionkravene for alvor på den kommunale dagsorden herhjemme. Det resulterede i en stigende kritik, der først og fremmest gik på kapacitetskravet om 10.000 tilskuere, som nogle kommuner mente var udformet alt for firkantet. I Hobro, hvor der bor cirka 12.000, spædbørn og oldinge medregnet, kunne man således med en vis ret diskutere behovet for et stadion med plads til 10.000 tilskuere.

Efterfølgende er Kommunernes Landsforeningen (KL) også kommet ind på den idrætspolitiske bane med krav om mere fleksibilitet og bedre tilpasning til lokale forhold. Og på en måde kan man sige, at topfodbolden under Divisionsforeningen til dels har imødekommet kommunernes ønske, da oprykkerklubber fra og med sæsonen 2019/20 vil kunne nøjes med et stadion med plads til 6.000 tilskuere.

Til gengæld skal der nu være 4.000 siddepladser mod 3.000 i dag, ligesom alle tribuner skal være sammenhængende og overdækkede. Der er på andre punkter også stadig en modsætning mellem de faktiske krav og kommunernes holdninger.

Ud over at efterlyse mere fleksible krav ønsker KL også, at kommunerne og de lokale klubber skal have længere tid til at planlægge stadioninvesteringer. De nuværende krav opererer med, at en klub, der rykker op til Superligaen, kan blive tildelt en dispensation på 1+1 år, hvis den ikke opfylder stadionkravene. Imidlertid vil muligheden for dispensation bortfalde, når forslagene til de reviderede krav sandsynligvis træder i kraft til sæsonen 2019/20.

En gordisk knude?
Interessemodsætningerne mellem topfodboldens organisationer og kommunerne bunder i, at de på det overordnede plan agerer og virker inden for to parallelle systemer med forskellige formål, organiseringer og styringsprincipper. Disse to parallelle systemer kolliderer i princippet, hver eneste gang en klub uden et godkendt stadion rykker op i den bedste række.

I en klassisk europæisk idrætsmodel, hvor et åbent ligasystem med op- og nedrykning er normen, vil der altid være en (i det mindste teoretisk) mulighed for, at en klub kan rykke op i Superligaen. Dette skaber en tilbagevendende planlægningsudfordring for kommuner, der må acceptere, at det i høj grad er en lokal klubs præstationer på banen, som afgør, hvorvidt stadioninvesteringer bliver aktuelle.

Dertil kommer, at kommunerne er oppe imod aktører, der styrer og organiserer et populært produkt på et marked med få konkurrenter. De er derfor nødt til at acceptere de krav, der opstilles af DBU og Divisionsforeningen, hvis de ønsker at have en klub i de bedste rækker. Også selv om kravene ikke altid er forenelige med de lokalpolitiske målsætninger. Erfaringer fra både Danmark og Sverige viser i øvrigt, at det ikke er en holdbar eller attraktiv løsning at afvikle kampe på et stadion i en anden kommune, hvis det ellers er muligt.

Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at løse den gordiske knude. Om der er måder, som kan få de to systemers forskellige interesser til at mødes. Man kan i hvert fald overordnet pege på forskellige veje at gå - tre forskellige scenarier:

En lukket ligastruktur
En i praksis meget lidt sandsynlig løsning ville være at etablere en lukket Superliga efter amerikansk forbillede, som var forbeholdt klubber med alle nødvendige strukturer og rammer på plads. Et problem med en sådan model er selvfølgelig, at den bryder med europæisk idræts tradition for åbne rækker og at det ville indebære yderligere regulering, f.eks. i form af lønloft og løngulv.

I praksis ville det sandsynligvis også blive dyrere for de berørte kommuner, da en lukket liga vil forstærke fodboldsorganisationernes magt og dermed mulighed for at presse krav igennem.

Mere lempelige krav
En anden og mindre drastisk mulighed kunne være, at fodboldens aktører i højere grad tager højde for de forskellige lokale behov i kommunerne og hos klubberne. Den delvise sænkning af kapacitetskravene var set fra et kommunalt perspektiv et lille skridt i den rigtige retning, men der er stadig langt til de mere beskedne krav i nabolandene Norge og Sverige, hvor der blot skal være 3.000 siddepladser. Desuden forstærker bortfaldet af dispensationsmuligheden kun den diskrepans, der findes mellem de to systemer.

Tilsvarende kunne en øget fleksibilitet i form af en dispensationstid på tre år som i Sverige måske medvirke til at mindske interessemodsætninger. 

Bedre dialog
En tredje mulighed, som ligger i forlængelse af især kommunernes ønske om større fleksibilitet, er en mere institutionaliseret dialog aktørerne imellem, hvor kommunerne som stadionejere eller medejere bliver inddraget i udformningen af anlægskravene. I andre brancher kunne man forvente, at aktører, der bidrager til finansieringen af et projekt, har en vis form for indflydelse. Men selv om kommunerne har støttet klubberne og dermed indirekte DBU og Divisionsforeningens Superliga og 1. Division med hel eller delvis finansiering af hovedparten af de bedste rækkers stadionanlæg, har kommunerne kun haft beskedne muligheder for at påvirke udformningen af stadionkravene.

Konsekvenserne af manglen på en formaliseret dialog mellem kommunerne og topfodbolden så man bl.a. i forbindelse med Roskilde Kommunes beslutning om at opføre et stadion med plads for 10.000 tilskuere i juni 2018. Senere samme måned meldte Divisionsforeningen ud, at det fremover vil være nok med 6.000 pladser. I sit svar på kommunens efterfølgende kritik henviste Divisionsforeningen blot til, at de havde meldt de nye krav ud, så snart beslutningen var truffet. Der havde med andre ord ikke været en forudgående dialog.

Alternativet til nationale løsninger
Det radikale alternativ til de tre skitserede scenarier er, at kommunerne, som det er set i Sverige, vælger at tage konflikten med de lokale klubber og helt afviser at bidrage til stadionbyggerier. Dette vil i nogle kommuner være et meget vidtgående skridt, bl.a. af historiske og politiske årsager, ligesom mange generelt gerne vil støtte den lokale eliteidræt.

Det mindre vidtgående alternativ er derfor, at kommunerne ud over at indkræve leje for at afvikle kampe på stadion stiller supplerende krav til klubberne, hvis penge fra den kommunale kasse skal finansiere eller medfinansiere indfrielsen af stadionkrav. F.eks. opstillede Mariagerfjord Kommune en række betingelser for at yde et anlægstilskud til Hobro IK’s nye stadion. Bl.a. skulle klubben stille en gæstetræner til rådighed for ungdomsspillere i kommunen.

Lokale løsninger er altså mulige, men fjerner ikke de grundlæggende interessemodsætninger. Vanskeligere er det da også at få øje på en vej, som kan tilfredsstille fodboldens organisationer og kommunerne fuldt og helt.

En lukket Superliga som skitseret ovenfor er næppe realistisk og måske heller ikke ønskværdig af flere årsager. Skal der i fremtiden komme bevægelse på området, handler det nok snarere om fortsat at diskutere mere fleksible krav og skabe en bedre dialog parterne imellem. Spørgsmålet er, om vi inden da vil opleve, at flere kommuner vælger at tage en konfrontation med den lokale fodboldklub.