Rummer ungdomsuddannelserne et uudnyttet idrætspotentiale?

I begyndelsen af oktober satte Idan Forum fokus på idræt blandt unge i gymnasieskolen. Arrangementet fandt sted på Brøndby Gymnasium for at udforske en helt særlig case, da gymnasiet bor på et stadion. Det er omgivet af idrætsfaciliteter, og en stor del af eleverne på gymnasiet er idrætstalenter, der dyrker idræt på højt plan mange timer om ugen.

En tese kunne derfor være, at sådanne omgivelser også ville inspirere idræts-inaktive elever til at bevæge sig (mere) i hverdagen.

Men som reportagen fra dagen fortæller, var der dog ikke meget, der tyder på, at de idræts-inaktive gymnasieelever i stor stil lader sig inspirere eller motivere af at færdes hver dag på et gymnasium, hvor en stor del af klassekammeraterne brænder for idræt, og hvor de fysiske og organisatoriske rammer indbyder til idræt og bevægelse.

Snarere fik man indtryk af, at de idræts-inaktive selvbevidst positionerer sig som en ’idræts-inaktiv gruppe’ med deres egen identitet.

Er det rigtigt, er det interessant at overveje, hvordan idrætsaktører og andre, som gerne vil fremme bevægelse, fremover kan appellere til de idræts-inaktive ud fra en gruppetilgang snarere end have fokus på den enkelte. En indsats, hvor de inaktive fællesskaber bliver inspireret til fysisk leg og aktivitet, da de normale idrætsudbydere som foreninger tilsyneladende er uden for radaren i de unges bevidsthed. 

Espergærde Gymnasium bygger til både elite og bredde
Dermed ikke sagt, at de fysiske rammer og mødesteder ikke betyder noget.

Nu har Brøndby Gymnasium primært fokus på eliteidræt eller allerede idrætsdedikerede unge. Men i Helsingør har kommune og Espergærde Gymnasium med faglig og økonomisk støtte fra Lokale og Anlægsfonden indledt et samarbejde om at udvikle faciliteter, som oprindeligt var tiltænkt eliteidrætselever på gymnasiet.

Som det blev præsenteret på dagen i Brøndby, er det endt som et forsøg på at skabe fysiske rammer, der også skal inspirere andre gymnasieelever og give adgang for det lokale foreningsliv til at benytte faciliteterne til idræt og bevægelse. Rammerne har bl.a. haft fokus på opholdsmuligheder, omklædningsfaciliteter, en multihal samt et lokale til testfaciliteter, som på sigt ikke kun behøver at være til for eliteidrætseleverne.

Tankerne om et samarbejde mellem kommune, foreningsliv og gymnasium er interessant, og det bliver spændende at følge erfaringerne i de kommende år.

Vil faciliteter, der har et bredt sigte, bedre formå at tale til inaktive? Formår foreningerne at afsøge muligheder for at appellere til nogle af de idræts-inaktive elever, som færdes på stedet i dagligdagen? Eller kommer foreninger ind som irrelevante ’planeter’ efter kl. 16 for at benytte idrætsfaciliteterne til deres velkendte aktiviteter, uden at have kontakt til, fokus på eller relevans for de elever, som ikke i forvejen er medlem af en idrætsforening?

Hvilke aktører har størst potentiale?
Tilbage til de idræts-inaktive elever på Brøndby Gymnasium, så gav de ikke selv indtryk af, at der kunne være tiltag, der ville gøre dem interesserede i at involvere sig i mere idræt og bevægelse.

Måske har ikke-idrætsspecifikke aktører her et større potentiale for at øge idræt og bevægelse for de idrætsuvante målgrupper end de idrætslige eksperter? Kan man kombinere andre interessefællesskaber med bevægelse som en sidegevinst frem for at have idræt og bevægelse som et kernefokus i sig selv?

Koncerter er en oplagt og velkendt adgang til fysisk aktivering af publikum. Kunne gymnasieskolen f.eks. arbejde med ’hverdags- eller minipopup’ koncerter, hvor fest- og musikudvalg, evt. i samarbejde med lokale musikskoler, lægger op til fysisk udfoldelse som et aktivt afbræk i skoledagen eller i forlængelse heraf?

Tanja Hall fra Fremtidsfabrik kategoriserede på dagen unge ud fra en trendkurve opdelt i innovatører, mainstream’ere og de såkaldte laggards. Blandt innovatørerne finder man i dag unge, som involverer sig i den store sags tjeneste – for at ’gøre noget godt for verden’.

Består fremtidens aktivitetsfællesskaber for nogle idrætsuvante unge også af et fokus på at involvere sig i fysisk bevægelse med henblik på at hjælpe andre? Eksempler kunne være at lære etniske kvinder at cykle, eller at lade de idræts-inaktive selv finde på fysiske lege og aktiviteter, som de skulle introducere for eksempelvis yngre, ensomme, overvægtige eller fattige børn.

Kunne man ligefrem benytte fag i gymnasieskolen til at skabe en faglighed om sådan et tema, der ville appellere til idræts-inaktive unge, der generelt fokuserer meget på at præstere og få gode karakterer?

Det ville helt generelt være interessant at se, hvad der kom ud af at italesætte de unge idræts-inaktive som ’bevægelses-innovatører’ og derigennem gøre dem selv til ambassadører og bidrage i udviklingen af nye bevægelsestilbud, som de efterfølgende kunne introducere til andre idræts-inaktive.

I det hele taget er der brug for at tænke de inaktive unge som en meget bredere og mere differentieret gruppe end en problemgruppe, der skal ’reddes’ fra deres egen idrætslige inaktivitet.