Idrætsfaciliteter: Flere mursten hæver sjældent idrætsdeltagelsen

Med afsæt i tal fra DIF bragte Jyllands-Posten den 22. maj en forsideartikel under overskriften ’Umoderne idrætsfaciliteter forhindrer at flere motionerer’. En overskrift, som direkte modsiger flere års dansk og international forskning i idrætsfaciliteter og befolkningens idrætsvaner.

Det er positivt og tiltrængt med en debat om idrætsfaciliteter i Danmark. Det er en hjørnesten i kommunernes idrætspolitik, og i de fleste danske kommuner går over 80 pct. af udgifterne på fritidsområdet til faciliteter.

Debatten har dog brug for at basere sig på nuanceret og objektiv viden, for kun derved bliver vi bedre til at skabe gode idrætsrammer for en endnu større del af befolkningen, end det allerede er tilfældet.

Ingen sammenhæng mellem facilitetsdækning og idrætsdeltagelse
Jyllands-Postens overskrift er problematisk, fordi man ikke i Danmark kan finde belæg for, at der skulle være en direkte sammenhæng mellem en kommunes idrætsfaciliteter og borgernes tilbøjelighed til at dyrke sport eller motion i almindelighed og foreningsidræt mere specifikt. Eksempelvis er idrætsdeltagelsen i kommuner som Gentofte og Frederiksberg relativt høj, selvom facilitetsdækningen her er lav målt på antal faciliteter i forhold til indbyggertallet.

Idan bragte endvidere i efteråret 2017 en analyse af sammenhængen mellem en kommunes facilitetsdækning (baseret på de fem mest almindelige facilitetstyper) og andelen af borgerne i kommunen, som er medlem af en idrætsforening. Analysen viste, at der ikke findes nogen generel og direkte sammenhæng mellem, hvor mange midler kommunerne bruger på faciliteter og antallet af medlemmer.

Det er i stedet ’baggrundsfaktorer’ i kommunerne, som afgør befolkningens tilbøjelighed til at dyrke sport og motion: Borgernes uddannelsesniveau, kommunestørrelse og urbaniseringsgrad har afgørende betydning, og man kan ikke kompensere for sådanne faktorer ved alene at bygge flere faciliteter.

En lignende analyse fra 2014 foretaget af Syddansk Universitet viste heller ikke nogen sammenhæng mellem, hvor meget kommunerne investerer, og foreningernes trivsel.

Behov for nuanceret debat om faciliteter
Faciliteter spiller en nøglerolle, især for børns idrætsdeltagelse, mens et flertal af voksne danskere omvendt dyrker motion uden at gøre brug af traditionelle idrætsfaciliteter. Voksnes aktiviteter foregår primært udendørs på veje og i naturen.

Derfor er det vigtig ikke at have et snævert fokus på flere midler til idrætsfaciliteter, hvis man har ambitioner om at øge befolkningens idrætsdeltagelse. Facilitetsstrategien bør variere på tværs af kommuner og tage afsæt i lokale behov og forudsætninger, hvis man gerne vil øge idrætsdeltagelsen.

Når man ser på idræts-inaktives oplevede barrierer for at dyrke sport eller motion, dominerer strukturelle hverdagsforhold, manglende interesse/motivation og dårligt helbred, mens mangel på faciliteter og passende tilbud faktisk spiller en meget lille rolle. Det ved vi fra undersøgelser af danskernes idrætsvaner, idræt for socialt udsatte og kommunale idrætsvaneundersøgelser. Dertil kommer, at faciliteter har vidt forskellig betydning for børn, unge, voksne og seniorer.

Forskningsresultater viser et mere positivt billede
Det betyder ikke, at der lokalt ikke kan være problemer med dårlig facilitetsdækning, eller at vedligeholdelsen er lige god alle steder. Særligt i storbyen kan der være behov for et mere tværkommunalt samarbejde og en facilitetsstrategi, som samtidig tager højde for borgernes tendens til at bryde kommunegrænser for at dyrke idræt og motion.

Men ser man på nogle af de foreløbige hovedresultater af et stort forskningsprojekt om idrætsfaciliteter som Syddansk Universitet og Idrættens Analyseinstitut gennemfører i 50 danske kommuner frem til 2019, er billedet langt mere nuanceret, end det bliver fremstillet i Jyllandspostens artikel.

Eksempelvis viser resultaterne, at de fleste anlæg ikke er i brug i det omfang, som de kunne blive. Mange steder vil fokus på benyttelse af de eksisterende idrætsfaciliteter derfor kunne imødekomme foreninger og andre brugeres ønsker om mere tid i idrætsfaciliteterne.

Forskningsprojektet viser også, at idrætsanlæggenes fysiske tilstand er bedre, end det ofte bliver fremført (de får en score på 2,22 på en skala fra 1-4, hvor 4 er dårligst). Dertil kommer en generel høj tilfredshed blandt brugerne af faciliteterne (score på 6,15 på en skala fra 1-7, hvor 7 er bedst), og rigtig mange vil gerne anbefale anlægget til andre (6,41 på en skala fra 1-7). Endelig viser forskningsprojektet, at brugerne generelt vurderer, at anlægget er velegnet til deres idrætter.

Disse resultater ligger fint i forlængelse af den landsdækkende undersøgelse af danskernes idrætsvaner fra 2016, som viste, at hele 85 pct. af børn i alderen 7 til 15 år er mere eller mindre tilfredse med idrætsfaciliteterne i lokalområdet, mens blot 4 pct. svarer, at de i varierende grad er utilfredse.

Blandt voksne er tilfredsheden næsten tilsvarende, og samme indtryk for man i øvrigt, når man kigger på resultaterne på tværs af de foreløbig 16 kommuner, som Idan i samarbejde med SDU har gennemført idrætsvaneundersøgelser i løbende i perioden 2014-2018.

Sæt fokus på bedre drift og ledelse af faciliteter
Sidst, men ikke mindst, viser forskningsresultaterne, at der ligger uudnyttede potentialer i bedre drift af faciliteterne, der åbner faciliteterne mod flere brugergrupper. Denne viden er essentiel at bringe ind i debatten om idrætsfaciliteter, hvis målet er at få flere danskere til at dyrke idræt:

Hvordan skaber man eksempelvis drift og ledelse af idrætsfaciliteter, så de bliver vedkommende for de dele af lokalbefolkningen, som ikke af sig selv melder sig ind i facilitetens idrætsfællesskaber? Hvilke aktiviteter, behov og interesser skal italesættes og tages i betragtning, når kommuner investerer i nye faciliteter eller i renovering og modernisering af de eksisterende? Hvordan sikrer man, at investering i faciliteter følges op at øget aktivitet?

Dertil kommer, at det ofte kan være helt legitimt at bygge eller renovere for at skabe anlæg med højere kvalitet og dermed bedre vilkår for eksisterende brugere.

Det er dog en helt anden dagsorden end at fastholde myten om, at det er en udbredt mangel på faciliteter, som er en hindring for mange flere idrætsaktive danskere.