Efter Folkemødet: Har idrætten brug for mere stat?

Det ville være forkert at udnævne idrættens forhold til et dominerende tema i de over 3.000 debatter og arrangementer, der udspillede sig under Folkemødet på Bornholm tidligere på måneden.

Det ændrer dog ikke på, at idrætten direkte eller indirekte havde en fod i døren i mange af de debatter, der optog sindene blandt politikere, civilsamfund og organisationer og borgere på Folkemødet i Allinge:

International storpolitik og menneskerettigheder, ulighed, integration, frivillighed og civilsamfund, arbejdsmarked, velfærd, sundhed, vækst og innovation, turisme, arkitektur, byudvikling og egnsudvikling, klima og energi, undervisning, udkant versus urbanisering, mediepolitik, ledelse, modernisering af den offentlige sektor osv. osv.

Ofte kan idræt og idrættens potentialer spille en rolle på sådanne områder, og det afspejler sig i hyppigt i debatterne på Folkemødet.

Idan slog selv et slag for styrket debat om idrættens rolle i samfundet i samarbejde med Lokale og Anlægsfonden med initiativet ’Idrættens Dag på Folkemødet’ i Pilekroen på Folkemødets første dag den 15. juni.

Skal man opsummere på debatterne i Pilekroen og flere andre arrangementer under Folkemødet, kunne en konklusion være, at der tegner sig en begyndende tendens til en mere proaktiv statslig politik på idrætsområdet, når røgen fra den igangværende justering af udlodningsloven har lagt sig.

Debatterne om henholdsvis ulighed i idrætssektoren og om international idrætspolitik i Pilekroen var symptomatiske:

I debatten om ulighed og idrættens sociale potentialer, ’Idrættens forsømte muligheder. Har idrætten plads til alle?’ kom Det Konservative Folkepartis idrætsordfører Orla Østerby med en klar tilkendegivelse af behovet for at se med friske øjne på idrættens potentialer i løsningen af en række sociale opgaver.

Forinden havde debatten budt på indspark fra såvel forskellige mindre aktører med et socialt sigte, fra formanden for Børne- og Kulturchefforeningens fritids- og kulturnetværk samt fra DIF/DGI’s fælles ’Bevæg Dig for Livet’ initiativ:

”Det, der er tydeligt for mig, er, at aktørerne arbejder i siloer. (…) Der er et hjørne, som man ikke fanger i de idrætsforeninger, som gør et fantastisk stykke arbejde. Kommunerne bruger rigtig mange penge på idræt, på folkeoplysning. Vi skal have lavet en connection … og det ved jeg, at der er i dag også imellem DGI og DIF, men vi mangler det sociale hjørne. Der mangler vi de aktører, som kender til problematikkerne, når vi skal fange dem, der er allermest udsatte,,” sagde Orla Østerby.

Den konservative idrætsordfører pegede som afslutning på debatten på en Christiansborg-høring om idræt og socialt ekskluderede grupper som et muligt initiativ.

Svær balancegang om ulighed i idrætten
I det hele taget spillede debatter om ulighed i idrætsdeltagelsen og i fordelingen af de statslige ressourcer til idræt en væsentlig rolle på Folkemødet. DIF og DGI går her en svær balancegang med visionen ’Bevæg dig for Livet’, som også er med i regeringsgrundlaget.

På den ene side vil man gerne forsvare det selvstyrende, lystbetonede og foreningsdrevne som den absolutte kerne i dansk idræt. På den anden side vil man som hovedmodtager af statens udlodningsmidler også i stigende grad signalere samfundsansvar i forhold til grupper eller udfordringer uden for det etablerede foreningsliv.

Her er der bare en lang række andre aktører, som også meget gerne byder ind og måske har mere historik og erfaring, og som i nogen grad føler sig ressourcemæssigt og politisk kørt over af DIF/DGI’s fælles vision.

”Vi mangler et begreb, der gør det klart, at der er noget ved siden af breddeidræt og eliteidræt. Det kunne måske være socialidræt,” sagde Palle Plesner, som er grundlægger af foreningen Fit for Kids, der arbejder med overvægtige børn i 23 kommuner i landet.

Måske anede man ligefrem konturerne til en fremtidig ’Idrættens trivselsalliance’ på Folkemødet?

En lang række små og store aktører stødte formelt og uformelt på hinanden under debatterne. Udfordringerne og tilgangene til idræt for forskellige ’ekskluderede’ målgrupper i idrætten er forskellige, men der synes at være stigende enighed om, at der overordnet mangler ressourcer, koordinering og styring i forhold til den stadigt mere udbredte tendens til også at anvende idræt som ’instrument’ i forhold til at nå forskellige vanskelige målgrupper.

Om Kulturministeriet eller andre dele af regeringen tager bolden op, vil vise sig. En anden mulighed er, at ’trivselsalliancen’ kommer nedefra inden for en overskuelig fremtid.

Hvem blander sport og politik smartest?
En helt anden boldgade handler om den internationale idrætspolitik, hvor dagsordenen i høj grad er sat af store korruptions- og dopingskandaler, enormt ressourcespild ved store internationale sportsbegivenheder samt tilbagevendende udfordringer med magtglidning i de internationale idrætsorganisationer mod stater, hvor danske demokratiske festivaler som Folkemødet ikke ligefrem hører til magthavernes livretter.

’Hvordan blander vi sport og politik lidt smartere’, lød overskriften for debatten i Pilekroen, og det var faktisk en debat, der flyttede sig undervejs.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) indledte debatten med en klar afstandtagen til mere statslig indblanding i ’idrætsudenrigspolitikken’. Mest af hensyn til idrætten selv:

”I skal passe på med, hvad I beder om. Et eller andet sted beder I om, at vi politikere går ind og løser nogle opgaver, som I kan se, der er, og som jeg er helt enig i. Og I har sikkert en meget klar viden og bevidsthed om, hvordan det skal gøres. Problemet er bare, at det ikke er det, I får, hvis politikerne kommer ind i det. Politikerne ’fucker’ alt op, og det kommer de også til at gøre med det her, for der går politik i det. Der går populisme i det, der kommer nemme point i det, der kommer hovsaløsninger ind i det,” advarede Anders Samuelsen.

Tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) var inde på noget af det samme, da han fremhævede den politiske respekt for det frivillige arbejde og idrættens autonomi, men også rejste spørgsmålstegn ved, om det var et naivt standpunkt internationalt.

”Der ligger en meget smuk tanke i, at idrætten er politikfri – hvis den kan være det. Og det er så dér, spørgsmålet kommer ind: Kan den også være det? Er det ikke for naivt, at tro på det? Det kan vi så heller ikke. Så det handler om, at vi på det politiske niveau får en mere seriøs diskussion med idrættens organisationer omkring de her ting. Om hvordan idrætten og Danmark får en profil sammen,” sagde Holger K. Nielsen.

Idræt som udemokratisk redskab
Undervejs i debatten gav paneldeltagerne fra idrætten som international chef Jens Sejer Andersen fra Play the Game, direktør Morten Stig Christensen fra Dansk Håndbold Forbund og direktør Michael Ask fra Anti Doping Danmark konkrete eksempler på, at idrætten netop ikke er politikfri på den internationale bane.

Tværtimod er idrætten i mange andre lande uden udviklet demokrati et decideret magtredskab for stater og politikere: Hvis Danmark og ligesindede lande ikke formår at blande sport og politik på en smartere måde, bliver Danmark og ligesindede lande altså kørt over af ikke-ligesindede lande, der formår at blande sport og politik på en smartere måde…

Dilemmaet stod tydeligt under debatten i Pilekroen og andre debatter om temaet på Folkemødet.

Udenrigsminister Anders Samuelsen afsluttede debatten med at invitere til yderligere drøftelser, selv om han også fastholdt, at hovedparten af de internationale udfordringer skal løses gennem kulturændringer i idrætten selv.

”Jeg lytter gerne til debatten og vil gerne diskutere, hvordan vi kommer videre. Men debatten afslører også, at der er mange bud på, hvor vi bør sætte ind,” sagde Anders Samuelsen.

Kulturministeriet har p.t. en arbejdsgruppe om international idrætspolitik i arbejde. Det synes åbenlyst, at idrættens forskellige aktører med internationale berøringsflader eller formål har en chance for at få statslig opbakning til en mere proaktiv dansk international indsats, hvis de selv formår at finde sammen om det.

Konturer til en statslig idrætspolitik
Debatterne om international idrætspolitik og om social ulighed i idrætten er blot to eksempler på, at idrætten spreder sig langt ud over de opgaver, der traditionelt sorterer under foreningslivet.

Der er mange andre eksempler, og et af de mere ubesvarede spørgsmål fra Folkemødet er, om Kulturministeriet eller regeringen på et tidspunkt kommer mere på banen ressourcemæssigt og politisk i forhold til de mange opgaver, der rager ud over (forenings)idrættens nuværende organisationsstruktur. Idrættens aktører synes delte i spørgsmålet, alt efter om de er på den grønne gren eller ej i den nuværende statslige fordelingspolitik.

Hvor de fleste aktører i idrætten kan blive enige om at sige nej tak til øget statslig detailstyring, synes stadigt flere kræfter i idrætten at efterlyse en statslig idrætspolitik, der – helt i tråd med de fleste kommunale idrætspolitikker – er langt mere tydelig i spørgsmålet om, hvorfor staten støtter idrætten, som den gør, hvad den overordnet ønsker, at idrætten skal levere for pengene og opmærksomheden, og hvordan regeringen i givet fald har tænkt sig at indfri målene i en eventuel statslig idrætspolitik.

En fremtidig statslig idrætspolitik kunne passende supplere disse logiske spørgsmål med et svar på, om den nuværende struktur er den bedst egnede til at opnå de mål, man måtte vælge at formulere. Problemet er i dag, at alt for mange vigtige indsatsområder i idrætten falder ned mellem alle stole, fordi der mangler engagement og klarhed i formålet med statens ressourcetildeling til idrætten i en idrætsverden i hastig bevægelse.

Så vi derfor på Folkemødet konturerne til en mere proaktiv statslig idrætspolitik? Noget kunne tyde på det.

Men følg hellere med i næste afsnit af Idrættens Dag på Folkemødet i 2018. Måske venter svaret der?