Den danske idrætsmodel sakker agterud

En lille idrætspolitisk bølgegang eller et symbol på en idrætsmodel, der i stigende grad er ude af trit med den faktiske udvikling på idrætsområdet?

Set udefra er spørgsmålet om, hvorvidt en af tidens trendy vandsportsaktiviteter, ’stand-up paddling’ (SUP), er en kanosport eller en surfsport muligvis et stridsspørgsmål for nørder.

Kan det ikke være lige meget, om de padler rundt derude med Dansk Kano og Kajak Forbunds (DKF) eller Dansk Surf & Rafting Forbunds (DSRF) emblem på udstyret?

Jo, umiddelbart er det naturligvis ligegyldigt. Tilmed har mange SUP’ere i praksis sikkert hverken en særlig følelsesmæssig tilknytning til det ene eller det andet forbund, men måske nærmere til den lokale surfbutik eller en privat surfskole?

Modellen er ude af trit
Men striden står alligevel som et af flere symboler på, at den statslige danske idrætspolitik, der officielt har som målsætning at skabe flere aktive i foreningslivet og generelt flere fysisk aktive i stigende grad kommer ud af trit med den faktiske udvikling på idrætsområdet.

Aktiviteterne pibler og gror – i stigende grad uden for det forbundsorganiserede og DIF-sanktionerede domæne – og det er jo sådan set fint nok. Problemet er bare, at den danske model i den nuværende udformning hverken skaber tilstrækkelige incitamenter eller muligheder for nye aktiviteter til at gro med den hast, de fortjener.

Der står ikke kun følelser på spil i striden mellem Dansk Kano og Kajak Forbund eller Dansk Surf & Rafting Forbund om retten til at være det officielle organ for ’stand-up paddling’. Der står naturligvis også kroner, dollars og idrætspolitisk indflydelse og anerkendelse på spil i et specialforbundssystem, som er præget af internationale monopoler.

Striden om stand-up paddling handler i praksis om muligheden for at få andel i de hundredvis af millioner af kroner, som den danske stat hvert år kanaliserer til den såkaldt foreningsbårne idræt gennem DIF og DGI, og den handler på dansk og internationalt plan om retten til at modtage elitestøtte, eventstøtte, IOC-midler og den idrætspolitiske rygdækning, der ligger i at være en del af DIF eller IOC-paraplyen.

En indbygget træghed
Det er jo åbenlyst, at der internt i DIF-systemet altid vil være en vis indbygget træghed mod nye aktiviteter og specialforbund.

I sidste instans kæmper specialforbundene og aktiviteterne om den samme kage, så skal der flere ind i det gode selskab, må andre som udgangspunkt have mindre. Det er en problemstilling, DIF gennem årene efter bedste evne har bøvlet med at adressere, men det er naturligvis en vanskelig opgave i den forstand, at de idrætter og forbund, som er sluppet til varmen på det rette tidspunkt, sidder på stemmerne og indflydelsen. Incitamentet til at lukke nye udbydere – måske sågar af tilsvarende eller konkurrerende aktiviteter – ind i varmen, er naturligvis relativt lunkent.

Man kan godt diskutere, om der overhovedet er noget nyt under solen. Hvordan mon idrætten og idrættens organisationer udviklede sig for 75 eller 100 år siden? Naturligvis på samme måde som i dag ved at ’aktivitetsnørder’ og brændende idrætshjerter slog sig sammen – eller netop gik hver for sig – for at regulere og kæmpe for netop deres idrætsgren eller idrætskultur.

Forskellen til i dag er udelukkende den, at der såvel herhjemme gennem spillemidlerne, som kanaliseres direkte ud til idrættens organisationer, og internationalt gennem de stigende tv- og sponsorindtægter i IOC-systemet er kommet en økonomisk faktor ind i sportens organisering, som øger forskellen mellem at være inde i varmen eller udenfor for de forskellige aktører.

I Danmark kan mange foreninger og aktiviteter nyde godt af den alternative mulighed for at komme ind under hatten hos DGI som enkeltstående forening, ligesom den lokale støtte gennem folkeoplysningsloven og andre initiativer har relativt stor smidighed i forhold til nye aktiviteter og foreningsdannelser sammenlignet med strukturerne i mange andre lande. Men også DGI-systemet har i lighed med DIF-systemet i praksis svært ved at rumme stærke idrætskulturer som den, man eksempelvis kan opleve i SUP-sporten, i trailløb, i crossfit, i gadeidrætten, i cykelsporten, i e-sporten, i forskellige kampsportsgrene osv. osv.

Udviklingen siddes overhørig
Efterhånden er diskrepansen mellem den faktiske udvikling i idrætssektoren og den statslige støttestruktur gennem DIF og DGI så stor, at det er ufatteligt, at den statslige idrætspolitik med politisk opbakning fra stort set samtlige partier i Folketinget vedblivende kan siddende situationen overhørig og tilmed i den seneste stemmeaftale om udlodningsmidlerne forstærke DIF, DGI og Firmaidrættens dominans i forhold til udlodningsmidlerne.

Stemmeaftalen giver kun ringe mening i forhold til en statslig idrætspolitik, som officielt sigter efter at stimulere idrætsdeltagelsen og mangfoldigheden i idrætssektoren. Modellen og den tiltagende karteldannelse mellem idrættens hovedorganisationer er i stigende grad direkte kontraproduktiv. Den organiserede idræts fortsatte tab af markedsandele i forhold til den samlede mængde idræt dokumenterer skævheden med al tydelighed. Monopolernes tid, ikke kun blandt udøverne på gulvet, men sandelig også i forhold til idrættens støttestrukturer, bør få en ende.

Naturligvis er det muligt at skabe en alternativ støttestruktur, der ikke kun giver rundhåndet støtte til foreningsidrætten gennem DIF og DGI, men som også giver nye sammenslutninger, nye idrætskulturer, nye tendenser en mulighed for lidt sekretariatshjælp og for den anerkendelse og troværdighed, der ligger i at være en del af et officielt støttesystem.

DIF-systemet rummer i dag snesevis af mindre, traditionelle idrætskulturer, der deltagermæssigt eller foreningsmæssigt ikke har rokket sig ud af stedet de seneste 10-20-30 år trods rundhåndet støtte fra DIF-systemet. Fred være med det, en mangfoldig idrætssektor skal have plads til nicher, fordybelse og mangfoldige idrætskulturer.

Situationen bliver først problematisk, når nye idrætskulturer og tendenser mødes med træghed, ligegyldighed eller reel konkurrenceforvridning og modstand fra de etablerede systemer. Vi nærmer os med SUP-eksemplet som symbol en situation, hvor det er tilfældet.

Væksten sker på trods
Man kan bare tage listen over nye livstilsidrætter, wellness- og sundhedsbaserede aktiviteter, store motionsidrætter, idrætsudbydere med fokus på særlige målgrupper osv. Det er tankevækkende, hvor relativt lille en del af de seneste årtiers reelle vækst i idrætssektoren, der reelt er understøttet eller udviklet inden for rammerne af de eksisterende statsstøttede idrætsorganisationer. Væksten sker ofte på trods af systemet.

Er der nogen derude, der forventer, at situationen med vækst uden for de etablerede systemer for alvor kommer til at ændre sig i de kommende år med den hastige fremvækst af nye teknologier, nye digitale muligheder og nye udbydere på idrætsmarkedet?

Hvorfor er det så farligt at skabe en supplerende, alternativ støttestruktur, der kigger på idé, gennemslagskraft og potentiale i nye aktivitetsformer før organiseringsform og regelsæt som kriterier for anerkendelse og udviklingsstøtte?

Hvorfor er det så farligt at skabe plads til og gå i dialog med nye hybrider, nye kulturer og en ny tids ildsjæle i det statslige idrætssystem? Naturligvis efter visse objektive kriterier.

Er det ikke netop konkurrence, rivalisering, mangfoldige udgangspunkter og lokal smidighed i støttesystemerne, der har skabt den idrætsnation, vi normalt er så stolte af i internationale sammenhænge? Kan det passe, at den statslige danske idrætsmodel skal stå tilbage som en anakronisme og barriere for innovation og nytænkning i idrætssektoren, mens udviklingen buldrer af sted?

Giv dog plads til, at en ny tids ildsjæle også får plads på deres egne præmisser. I bedste fald kommer den nye tids ildsjæle til at puste lidt til de etablerede aktører og bidrage til udvikling over hele linjen. I værste fald bliver de over tid lige som alle de andre, hvilket jo dybest set også ser ud til at være Dansk Surf & Rafting Forbunds inderste ønske.