Kommentar
Fem bud på en fremtidsrettet statslig idrætspolitik
Netop i disse uger forhandler Folketingets partier om en ny finansieringsmodel for den statslige støtte til idræt og andre gode formål gennem de midler, der genereres via spil. Baggrunden for forhandlingerne er stagnation i Danske Spils overskud til udlodning til gode formål på grund af ændringer i danskernes spillevaner og øget konkurrence på et globaliseret online-spillemarked.
Ironisk nok skal fordelingen af indtægterne fra et spillemarked i forandring først og fremmest justeres for at sikre, at støttestrukturerne i idrætssektoren og på andre støttede områder kan fortsætte nærmest uforandrede. Regeringen gik ind til forhandlingerne med det erklærede mål at bevare DIF og DGI i førertrøjen og sikre, at især disse organisationer først og fremmest tilgodeses økonomisk i fremtiden trods de vigende indtægter fra spillemarkedet.
Alt tyder på bred politisk enighed om fremtidens støttemodel, men man bør allerede nu begynde forhandlingerne om næste justering af den statslige støttemodel til idrætten. Det er en politisk fejltagelse af de store at fastlåse den statslige støttestruktur til idrætten i mange år fremover.
Status quo i støttemodellen vil i praktisk betyde stagnation og tilbagegang for den idrætsdeltagelse og det foreningsliv, man så gerne vil styrke. Den danske idrætspolitiske tradition med at føre statens idrætspolitik gennem stærke idrætsorganisationer kan ikke længere stå alene, hvis den danske idrætssektor skal være rustet til at omfavne og udnytte de store teknologiske og organisatoriske omvæltninger, der uundgåeligt vil skylle ind over idrætten i de kommende år.
Behov for kursskifte hurtigt
Udviklingen går så hurtigt, at der er behov for et hastigt kursskifte i idrætspolitikken, så nye idrætsstrømninger, nye iværksættere og nye interessesammenslutninger i langt højere grad får mulighed for at opnå en vis grundlæggende støtte og idrætspolitisk opmærksomhed på linje med de centrale idrætsorganisationer.
DIF og DGI tager med deres fælles vision ’Bevæg dig for Livet’ i praksis hverken et tilstrækkeligt ansvar for den brede udvikling i idrætssektoren eller for deres egne foreninger. Tværtimod er de i færd med at udvikle sig til bureaukratiske og ineffektive konsulenthuse, der skygger for de mange iværksættere og innovatører, som i stadigt stigende grad bidrager til dynamikken i den danske idrætssektor. En større del af ’produktionen og produktudviklingen’ i idrætssektoren skal kunne lægges ud til nye aktører.
Det kritisable ved den førte politik er ikke, at to ofte kompetente idrætsorganisationer med historisk rod og tradition i foreningsidrætten har en rundhåndet finansiering. På mange områder – og især i international sammenligning – har DIF og DGI gjort det udmærket inden for deres traditionelle områder.
Det kritisable er, at der med visionen og det tættere samarbejde mellem DIF og DGI sker en helt uhensigtsmæssig koncentration af arbejdspladser og udviklingsmidler i de centrale organisationer. Det kan i lyset af den aktuelle udvikling i samfundet og idrætssektoren derfor ikke siges hårdt og advarende nok:
Den Vision, der egentlig skulle samle landet og skabe ekstra udvikling i idrætssektoren, gør i praksis det modsatte dernede, hvor idrætten ’produceres’: Den skaber ineffektive og unødigt dyre løsninger, forstærker interessemodsætningerne mellem idrætssektorens mangfoldighed af aktører og fjerner de lokale foreninger og de landsdækkende forbund fra deres historiske kerneopgaver.
Der vil stadig være plads til DIF og DGI, men i stedet for at se de mange nye aktører og udbydere i idrætssektoren som trusler mod ’forenings-Danmark’ bør en fremadskuende statslig idrætsstøtte i langt højere grad investere bredt i kreativiteten på tværs af sektoren gennem nytænkning i støttemodellen.
Fem forslag til ny fremadskuende idrætspolitik
Er det for sent at ændre kursen, eller hænger vi på en fejlagtigt udført Vision helt til 2025? Naturligvis er det aldrig for sent.
Det er ikke for sent for Folketingets ansvarlige partier at lægge nye tvungne serviceeftersyn af idrætspolitikken ind eller arbejde for en supplerende statslig idrætspolitik, som sikrer, at idrættens vækstlag kan få lov at flyve langt højere end i dag. Vi taler ikke om en økonomisk massakre på DIF og DGI. Vi taler blot om en struktur, der giver fair repræsentation og udfoldelsesmuligheder for nye strømninger og aktører.
Det er heller ikke for sent for topledelserne i DIF og DGI til af egen kraft at lægge kursen om og eksempelvis lægge en større del af midlerne og ’produktionen’ ud til mindre innovationsmiljøer, frem for den massive koncentration af arbejdspladser og udviklingsmidler, der p.t. sker i de centrale idrætsorganisationer.
Nedenfor følger fem overordnede bud på nye indsatsområder, der kan supplere det nuværende solide fundament for den danske idrætspolitik og skabe en mere fremadskuende og innovationsvenlig model (se forslagene i deres fulde længde i hovedanalysen):
1. Flere midler til innovation og iværksætteri nu
Både herhjemme og internationalt vokser en helt ny generation af iværksættere frem i forhold til at udvikle og omsætte nye teknologier i it, medier, sundhed, produktion osv. til attraktive og målrettede idrætsrelaterede produkter. Idrætsrelaterede iværksættere og innovatører skal understøttes bedre både af hensyn til kvaliteten af idrætsudøvelsen herhjemme og af hensyn til åbenlyse internationale vækstmuligheder for det unikke breddeorienterede danske idrætssyn. Vi skal skabe en struktur og et klima, der gør innovatørerne til potentielle samarbejdspartnere og ikke til konkurrenter for den produktudvikling, der i dag er alt for koncentreret på forbundskontorerne.
2. Mere objektive og let tilgængelige kriterier for idrætsstøtten
I dag anerkender alle aktører i idrætssektoren, at en mangfoldighed af forskellige aktører – også på centralt plan – bidrager til at aktivere danskerne. På lokalt niveau skyldes dynamikken i foreningslivet netop, at nye aktører/aktiviteter/foreninger efter objektive, velregulerede, men alligevel frie kriterier (folkeoplysningsloven) kan få plads og adgang til at udfolde sig og udfordre det bestående idrætslandskab.
På centralt niveau er det indbyrdes styrkeforhold mellem DIF, DGI og Firmaidrætten mejslet i granit uden objektive støttekriterier, og samtidig har nye aktører har alt for ringe vækstbetingelser i et idrætslandskab i hastig forandring.
Skab eksempelvis en uvildig sekretariatspulje, der efter objektive kriterier giver mulighed for en begrænset grundstøtte og bedre repræsentation til vigtige organisationer og interessesammenslutninger i idrætslandskabet. Skab desuden en støttemodel, hvor nye idrætsstrømninger efter objektive kriterier får mulighed for at opnå en vis starthjælp eller grundstøtte, uden at de nødvendigvis skal optages i eller føle interessefællesskab med DIF eller DGI.
3. Forsknings- og uddannelsesstrategi for idrætssektoren
Hvert år pibler nye idrætsrelaterede uddannelser i sportsmanagement, teknologi, pædagogik/undervisning, sundhed/bevægelse, idræt osv. frem uden tilstrækkelig strategisk sammenhæng mellem fremtidens idrætsrelaterede arbejdsmarked, uddannelsernes indhold og det forskningsbaserede grundlag. Man kan næsten gå så vidt som til at sige, at staten (ubevidst) investerer stort i at uddanne fremtidens innovative ledere og udviklere til idrætssektoren, mens den statslige idrætspolitik samtidig rent strukturelt gør livet unødigt surt for alle de nyuddannede, når de først har fået deres eksamensvis.
Der er rigtig god grund til at tage livtag med dette forhold og skabe en mere talentorienteret statslig idrætspolitik, hvor de fantastiske ressourcer af viden og ungdommelig iværksættertrang, som rent faktisk er til stede og yderligere på vej i fremtiden, opmuntres og udnyttes langt bedre. Der er behov for såvel strategisk tænkning som ressourcer til at understøtte forsknings- og undervisningstiltag på idrætsområdet.
4. Skab en permanent støttestruktur for de udsatte grupper i idrætten
Idrættens potentiale i forhold til sammenhængskraft, sundhed og forebyggelse, integration og inklusion osv. fremhæves ofte – og med rette. Men samtidig er der en voldsom social skævhed i idrætsdeltagelsen og en mangel på vedholdenhed og forankring i indsatserne for mange grupper af udsatte af vidt forskellig karakter.
Der er behov for et ’Team Danmark’ for udsatte, som har midler til at understøtte, forankre og udvikle indsatser for socialt udsatte gennem idrætten i samspil med kommuner, idrætsorganisationer, lokale foreninger, det brede civilsamfund, private udbydere, fonde osv.
5. Spil regeringen mere på banen i idrætspolitikken
Idrætssektoren har brug for en central aktør med ressourcer til at agere og reagere strategisk på en forandringsproces idrætssektoren, som kun lige er begyndt. Der er brug for en uvildig aktør – og ikke et monopol af statsstøttede interesseorganisationer – til at stå i spidsen for en vision, der for alvor kan fremtidssikre den danske idrætssektor.
Pt. går den statslige idrætspolitik desværre i den stik forkerte retning. Statens (her Kulturministeriets) rolle og ressourcer udvandes til fordel for stadigt stærkere interesseorganisationer, som sidder tungt på personaleressourcer og økonomiske ressourcer.
Ifølge Mogens Kirkeby bygger kommentaren ikke på analyse. Det er naturligvis ikke korrekt. Den bygger på en massiv dokumentation, som vi blot ikke – endnu engang - har opridset i detaljer i kommentaren. Idan og idrætsorganisationernes analyse af udviklingen i idrætssektoren i de senere år er ikke specielt forskellig. Idan og DIF/DGI går blot forskellige veje i forhold til elementerne i de fremtidige løsningsmodeller.
Udviklingen er udførligt beskrevet i dokumenter som eksempelvis Breddeidrætsudvalgets rapport, Udredningen af idrættens struktur og økonomi, ’Den nationale vision for folkeoplysningen’ samt Danskernes motions- og sportsvaner.
Vi kender også indgående baggrunden for tilblivelsen af DIF og DGI’s fælles vision 25-50-75 og for DGI’s interne vurderinger af organisationens effektivitet gennem årene og relationer til medlemsforeningerne. Ligeledes er vi bekendt med DGI’s udvikling fra i egen optik ”at være en klassisk folkelig organisation ledet gennem en demokratisk mødekultur til at være en nonprofit vidensbåret aktør, der arbejder i feltet mellem borger, kommune og forening”.
Henrik H. Brandt, direktør, Idrættens Analyseinstitut
Forklædt som et debatoplæg med titlen ”Fem bud på en fremtidsrettet statslig idrætspolitik” tilvejebringer direktøren for Idrættens Analyseinstitut, Henrik Brandt, endnu engang mange personlige meninger, der dog er baseret på skuffende lidt analyse. Den slags meningstilkendegivelser er naturligvis tilladte, men når de mange folkevalgte, frivillige ledere og ansatte i DGI anklages for at være medvirkende til en ”altdominerende karteldannelse, som man aldrig ville acceptere på andre områder af det danske samfund” og et ”monopol, der kvæler vækstlaget og innovation”, så kan Henrik Brandts polemiske meninger ikke stå uimodsagt. For der er en anden og noget mere nuanceret virkelighed end den Henrik Brandt farverigt beskriver.
Med sprogligt polemiske greb, der siksakker mellem at anerkende idrætsorganisationernes historiske resultater og i næste øjeblik anklager de samme organisationer for at være for store og stå i vejen for enhver innovation og ovenikøbet være årsagen til at kommercielt baseret iværksætteri ikke trives optimalt. Og det kan med Henrik Brandts ord ”ikke siges hårdt og advarende nok”.
Det ene øjeblik antydes det kraftigt, at organisationerne er for store og får for mange penge, i det andet øjeblik er det ikke økonomien, der er noget galt med, men de løfter vi udsteder - som er alt for store!
En af de ting som DIF og DGI har lovet hinanden og det danske samfund er, at vi vil arbejde efter en ambitiøs vision, der har som mål at få mange flere til at dyrke idræt og motion. Vi har sat et mål for foreningsdeltagelsen, som gerne skal udbygge den danske førerposition på verdensplan, og vi har sat et mål for antallet af borgerne i Danmark, der dyrker idræt og motion, som vil spare borgerne for sociale, mentale og fysiske livstilsygdomme og samfundet for milliarder i sundhedssektoren.
Dette samarbejde mellem DGI, DIF og de forhåbentlig mange andre interessenter, der gerne vil bidrage til visionen, som DIF og DGI naturligvis ikke ejer, får af Henrik Brandt ligefrem skylden for megen fremtidig skade i dansk idrætsliv. Temmelig ’analysefrit’ mener Henrik Brandt at: ”DIF og DGI tager med ’Bevæg Dig for Livet’ i praksis ikke engang ansvar for deres traditionelle kerneydelse ’foreningerne’, som til syvende og sidst er ejerne af de to organisationer, hvis nogen skulle have glemt det”.
Jeg kan godt berolige direktøren for Idrættens Analyseinstitut med, at vi er klar over strukturen i DGI. Vi ejes dog ikke af foreningerne, som det udtrykkes. Vi udgøres af foreninger, som er samlet 14 landsdelsforeninger og en central landsforening. Medlemsforeninger, der har demokratiske rettigheder modsat ejere i eksempelvis kommercielle virksomheder, som også udgør en del af idrætssektoren i Danmark. DGI’s kerneydelse er derfor ikke som Henrik Brandt beskriver det ”foreningerne”. Foreninger er medlemmerne og kerneydelsen er service til og interessevaretagelse for medlemmerne.
Vi har i DGI valgt at servicere og varetage medlemsforeningernes interesser blandt andet gennem et samarbejde med DIF om visionen ”Bevæg Dig for Livet”. Og det har vi bl.a. gjort på baggrund af analyser.
Jeg mener personligt at sund konkurrence, også mellem idrætsorganisationer, er med til at skabe god dynamik og udvikling, men i ”Udredningen af idrættens økonomi og struktur i Danmark” udtrykte foreninger og kommuner et ønske om at idrættens organisationer samarbejdede på en række relevante områder. Og det gør vi så på de områder, hvor det giver mening i forhold til visionen samt dér, hvor det politisk kan lade sig gøre – også selvom det betyder at Henrik Brandt polemisk kalder det ”altdominerende karteldannelse”.
I DGI arbejder vi målrettet og baseret på et demokratisk vedtaget værdisæt. En af vores bærende værdier er, at vi viser samfundssind. Det betyder i praksis, at vi samler og understøtter mennesker, der kigger udover egen næsetip og gerne vil yde noget for andre i vores samfund. For at denne hovedsageligt frivillige indsats skal få effekt for det danske samfund, så er skala vigtigt. Det er vigtigt, at der er mange, der vil gøre en indsats i foreningen og for fællesskabet.
Henrik Brandt kritiserer flere gange idrætsorganisationerne for at være for store. Og at især ”DGI udvikler sig i foruroligende hast til enorme statsligt subsidierende konsulenthuse. Og i modsætning til kommercielle konsulenthuse hviler DGI på en uklar struktur”.
Det burde ikke være den store opgave for en professionel idrætsanalytiker, at gennemskue en relativ simpel organisatorisk struktur som DGI’s, ligesom det også ville være mere oplysende, hvis der blev tilvejebragt faktuelle oplysninger om organisationens størrelse.
DGI er en stor organisation fordi mange foreninger har meldt sig ind i DGIs 14 landsdelsforeninger. Sammenlagt bliver det til ca. 6000 foreninger med 1,5 mio. medlemmer. DGI modtog i 2015 ca. 267 mio. kr. fra overskuddet fra Danske Spil, hvoraf 94 % af beløbet går til idrætslige formål. Det svarer til knapt 178 kroner per medlemskab.
Vi kunne vælge at sende disse 178 kr. per medlemskab videre til foreninger, men vi har altså valgt at bruge pengene til servicering og interessevaretagelse samlet i større puljer. Det gælder nationalt, men i høj grad også lokalt, da DGI’s 14 landelsforeninger modtager ca. halvdelen af DGI’s indtægter fra Danske Spil.
Udover tilskuddet fra Danske Spil har DGI en indtjening fra foreninger, der betaler fuld eller del af kostprisen på kurser, turneringer, service og rådgivning. Det samme gælder kommuner, der finder DGI’s ydelser og projekter værdifulde og som medfinansierer mange lokale projekter og indsatser.
Den nationale og regionale finansiering af DGI sikrer et godt og stabilt grundlag for iværksætteri og nyudvikling af foreningsidrætten. Formålet med iværksætteriet er dog ikke kommercielt, hvilket muligvis ærgrer Henrik Brandt. Foreningsdrætten hviler på et demokratisk, medlemsbaseret og almennyttigt non-profit-grundlag, som udvikles i takt med medlemmernes ønsker og behov for et aktivt fritidsliv i civilsamfundet.
Det er vigtigt med debat om udviklingen af idrætssektoren i Danmark, men det bør foregå på baggrund af analyser fremfor polemiske meninger. Det fortjener de mange folkevalgte, frivillige ledere og ansatte, der er en del af den organiserede foreningsidræt i Danmark. Og det analytiske udgangspunkt synes jeg også, man må forvente, når afsenderen er Idrættens Analyseinstitut.
Mogens Kirkeby, Hovedbestyrelsesmedlem DGI
Jeg er på mange områder enig med Henrik Brandt om de sygdomstegn der er i idrætten – der er mange gode argumenter for, at der er behov for forandringer i idrætsverdenen! Vi behøver ikke at være enige om, hvordan de nødvendige forandringer skal udmøntes – men det vil da være en diskussion værd i demokratiets hellige navn!
Jeg kan ikke lade være med at tænke på de strømninger der findes i rigtig mange demokratiske samfund rundt om i verden, hvor der er et oprør på vej imod den elite der efterhånden har sat sig på samfundsudviklingen. Dette oprør ulmer også her i landet – senest set i forbindelse med folketingsvalget forrige sommer, folkeafstemningen om politisamarbejdet i EU og valget til EU-parlamentet – og tilsvarende afstemninger/valg i England og USA! Et flertal blandt den almindelig uddannet befolkning, vil have forandringer og havde den etablerede elite indflydelse reduceret! De føler sig totalt overset!
Jeg fornemmer en tilsvarende tildens sniger sig ind hos idrætten! Den almindelige idrætsforening kan ikke se sig selv i den idrætsverden der findes i dag. Jeg er meget enig i, at de to store idrætsorganisationer har udviklet sig til nogle bureaukratiske og ineffektive konsulenthuse, der nok mere skygger for sine egne medlemmer, end for iværksættere og innovatører! Afstanden mellem den frivillige leder i gymnastikafdelingen og de lønnede konsulenter hos DIF/DGI er efterhånden så stor, at de har svært ved at kommunikerer med hinanden! Man oplever tillige, at man skal betale for ydelserne hos idrætsorganisationerne, idet de er presset på pengepungen da deres indkomstgrundlag bliver reduceret. Det kan ikke være rigtigt!
Som tidligere nævnt er jeg enig i mange af Henrik Brandts sygdomstegn i idrætten, men ikke nødvendigvis enig i helbredsmetoderne! Jeg er ikke enig i en statslig styring af idrætten og dens økonomiske ressourcer! Jeg er enig i, at der skal afsættes økonomiske midler til udvikling af idrætten – men det må ikke blive besværligt at få fat i midlerne, hvis man ikke har en større akademisk uddannelse. Det skal være sådan, at hvis en træner i fx Kibæk har en god ide, så skal tilgangen være enkel og ikke skal vejes forkert, hvis man nu ikke kan formulere sig på den rigtige måde!
Politikerne bør overveje nøje at ’hjælpe’ organisationerne til en meget mere simpel organisering – det kan de åbenbart ikke selv finde ud af på grund af nogle historiske bånd som binder dem! Organisationerne bliver nød til at reducere mængden af faste omkostninger, og i stedet lade tipsmidlerne komme ud til foreningen – som de vel i grunden er tiltænkt! Organisationerne skal genskabes i en væsentlig reduceret udgave! Ellers kommer der et oprør!
Vi kan ikke undgå at tale om en omfordeling af de økonomiske ressourcer der er til rådighed. Det vil altid gør ondt på nogle, når der skal ske forandringer – det har jeg adskillige gange selv oplevet i det private erhvervsliv. Men er hver gang kommet videre!
Kunne man ikke forestille sig, at den samlede økonomiske ramme som tilgår idrætten via Danske Spil kunne fordeles således,
- 60% som en forhøjelse af de aktivitetstilskud (folkeoplysningsloven) til foreningerne, der administreres af kommunerne
- 20% til eliteudvikling (Team Danmark og OL)
- 20% til iværksættere og innovatører (puljeordning)
Jeg er godt klar over, at denne fordelingsnøgle straks vil blive angrebet som uretfærdig og ikke akademisk gennemanalyseret! Men mit budskab er, at foreningerne er de bedste til at vide hvad der skal til – de behøver ikke at skal have midlerne filtreret af forskellige bureaukratiske led!
Jeg håber, at IDAN med dette tiltag får sat gang i en proces som de store idrætsorganisationer selv griber, kaster historikken ud med badevandet og i stedet ser på, hvordan de sammen kan udvikle og sammensætte den fremtidige udvikling! De er med IDANs oplæg, i hver til fælde hjulpet på vej! Hvis de ikke selv kan finde ud af det – så er jeg bange for, at der kommer andre nogle og hjælper dem over dørtrinnet!
/Ole Rasmussen