Idræt for alle kræver nye vinkler på idrætten

Knapt to år efter, at Grønlands Idrætsforbunds bestyrelse på repræsentantskabsmødet i Nuuk i november 2014 meldte ud, at man gennem idrætten ville ’samle landet’, kunne man på konferencen ’Fremtidens idræt i Grønland’ i Nuuk, den 17.-19. august konstatere, at ’hele landet’ rent faktisk var samlet i konferencesalen på Hotel Hans Egede i Nuuk.

Blandt de ca. 120 deltagere var repræsentanter for alle kommuner, idrætsorganisationer og et bredt udsnit af andre landsdækkende organisationer og myndigheder samt gæster og samarbejdspartnere fra Danmark og de øvrige nordiske lande.

At det ikke bare er sådan lige at ’samle landet’ i fysisk forstand på grund af de store afstande og dyre rejseomkostninger mellem byer og bygder er et gammelkendt vilkår i grønlandsk idræt, som ikke lige lader sig overvinde i hverdagen. Men i overført forstand synes Grønlands Idrætsforbund bedømt ud fra konferencens indhold og hele atmosfære at stå med gode muligheder for at blive katalysator for en epoke med fremdrift, samarbejde og fornyelse i den grønlandske idrætsverden.

Efter godt et års analysearbejde i samarbejde med Idrættens Analyseinstitut og et sideløbende strategiarbejde i Grønlands Idrætsforbund med inddragelse af gode kræfter i det grønlandske samfund er udgangspunktet nu klart og tydeligt i forhold til status, udfordringer og potentialer.

Det må stå skarpt tegnet for ledelsen i Grønlands Idrætsforbund, hvad det egentlig i praksis vil indebære af ganske store udfordringer og nye prioriteringer at ’samle landet’ omkring idrætten. At ’samle landet’ betyder nemlig også for Grønlands Idrætsforbund og specialforbundenes måde at fungere på, at der skal tænkes i nye målgrupper, nye samarbejdspartnere, nye interessenter, nye kompetencer og helt nye indsatser på tværs.

I et lille samfund med små kommunale forvaltninger og begrænsede muligheder for at skabe slagkraftige organisatoriske strukturer uden for foreningsidrætten, giver det god mening, hvis Grønlands Idrætsforbund som den eneste ressourcestærke centrale aktør i landet breder sit virkefelt ud over specialforbund og foreninger og deler viden, indflydelse og ressourcer med et bredere felt af aktører end i dag. Alternativt vil man formentlig se Selvstyret afsætte flere midler til idrætsrelaterede indsatser uden for den organiserede idræts regi for at få andre samfundsgrupper og interesser engageret og repræsenteret bedre i idrætsbilledet.

Et godt udgangspunkt
Udgangspunktet er, at idrætten allerede i dag er en væsentlig samfundsfaktor i Grønland. Hovedtrækkene er beskrevne i rapporten ’Idræt i Grønland’.

Grønlands Idrætsforbund har omkring 10.000 aktive medlemmer, fordelt på ca. 130 foreninger i ni specialforbund og individuelle medlemsforeninger. Frivilligheden i landets foreninger har det udmærket, og endnu flere står ifølge rapporten i kø for at hjælpe til, hvis de bliver spurgt og inddraget.

Eliteidrætten er ganske velorganiseret i Elite Sport Greenland, selv om organisationen advarende hævder, at talentmassen er for nedadgående i disse år. Samtidig er idrættens organisatoriske selvtillid i top efter et vellykket værtskab for den efter grønlandske forhold enorme event, Arctic Winter Games, tidligere på året. 

Læs evalueringsrapporterne om Arctic Winter Games 2016

Det offentliges økonomiske bidrag til idrætten er med offentlige tilskud fra kommuner, finanslov og lottomidler på i alt 88,5 mio. kr. ganske rundhåndet, hvis man sammenligner beløbet pr. borger eller idrætsaktive med danske forhold.

Udfordringer med faciliteter og idrætsdeltagelse
Samtidig dokumenterer rapporten ‘Idræt i Grønland’ dog også, at Grønlands Idrætsforbund og foreningsidrætten ikke i dag i praksis samler hele landet:

Dels er der de kendte udfordringer med dyre transportomkostninger og vanskelige klimatiske forhold, som naturligvis stiller andre krav til facilitetsdækningen lokalt end i Danmark, selv om mange byer og bygder har begrænset befolkningsunderlag.

Facilitetsdækningen kan være svær at sammenligne med danske forhold, men brugen af naturen som idrætsarena i Grønland synes relativt beskeden i forhold til potentialet, ligesom idrætshaller, sale og fodboldbaner ikke altid er tilgængelige i tilstrækkeligt omfang eller af en standard, som lever op til tidens forventninger. Det vil dog være forkert at gøre spørgsmålet om idrættens udvikling til et spørgsmål, der kun handler om flere og bedre faciliteter. Der er også andre knapper at dreje på.

Dels viser rapporten, at idrætten generelt og den organiserede idræt i særdeleshed trods mange engagerede mennesker slet ikke har så godt fat i hele befolkningen, som man eksempelvis ser det i Danmark. ’Kun’ knapt halvdelen af de idrætsaktive børn er medlem af en forening under Grønlands Idrætsforbund, og hos de voksne er idrætsdeltagelsen ganske lav med 29 pct., som regelmæssigt dyrker sport eller motion, mens kun en tredjedel af de idrætsaktive dyrker deres idræt i foreningsregi.

Idrættens blinde vinkler
Det positive ved Grønlands Idrætsforbunds mål om at samle landet gennem idrætten med en ambitiøs målsætning om at få halvdelen af de 56.000 grønlændere organiseret under forbundets vinger i fremtiden er, at man i dag kan agere på konkret viden om, hvordan forskellige lokalområder, befolkningsgrupper og foreninger trives og dyrker idræt.

Grønlands Idrætsforbunds nye strategi lægger op til en forpligtende og nødvendig indsats i forhold til kompetenceudvikling blandt trænere og ledere, bedre organisering af idrætten lokalt og på landsplan samt altså begrebet ’idræt for alle’, hvilket betyder, at idrætten i fremtiden skal orientere sig langt bredere end mod de traditionelle målgrupper af børn og unge samt konkurrenceaktive, der præger idrætsorganisationer og foreninger i dag.

Det er sådan set bare at tage fat i udfordringerne og potentialerne fra en ende af. I forhold til danske forhold synes især ønsket om kompetenceudvikling, hvor trænere og ledere ude på gulvet i byer og bygder får konkrete redskaber og ideer til at forny de konkrete aktiviteter og orientere sig mod nye målgrupper, at være et stort og vigtigt skridt til fornyelse af grønlandsk idræt.

Konferencen ’Fremtidens idræt i Grønland’ udgjorde med god respons fra politikere, kommuner, skoler/institutioner og sundhedssektoren et fint startskud for flere tværgående samarbejder i idrætten i fremtiden.

Den største forskel mellem eksempelvis dansk og grønlandsk idræt er hverken afstande, klima, facilitetsdækning, foreningskultur eller økonomi. Her er der i virkeligheden flere ligheder end forskelle, selv om der naturligvis er særlige grønlandske kendetegn.

Den største forskel ligger snarere i det traditionelle og historisk betingede organisationsmønster, hvor Grønlands Idrætsforbund er paraply for ofte meget små specialforbund, der ofte har de årlige grønlandske mesterskaber i små og store idrætsgrene som det vigtigste pejlemærke for aktiviteter i lokale foreninger og forbund. Denne tradition har enorm værdi og skaber stort engagement i Grønland, men den efterlader halvdelen af ’idrætsmarkedet’ relativt ubemærket. I modsætning til Danmark råder Grønland som et lille samfund ikke over samme brede organisatoriske landskab i idrætten, i de kommunale forvaltninger eller på det kommercielle marked til at korrigere for denne blinde vinkel i den organiserede idræt.  

Risikoen ved at sætte grønlandsmesterskaberne og konkurrenceidrætten så højt kulturelt og økonomisk er, at det dræner såvel sportslige som økonomiske ressourcer lokalt i forhold til andre målgrupper og indsatser og efterlader foreningerne blinde for andre motiver til at dyrke idræt end de rent sportslige motiver.

Nye samarbejder og projekter
Netop på grund af de vanskelige klimatiske og geografiske forhold og det ofte begrænsede befolkningsunderlag er der behov for at udvikle helt nye lokale samarbejder og projekter, hvor idrætten kan appellere til de målgrupper af eksempelvis unge piger, voksne motionister, seniorer og udsatte grupper, som kun i begrænset omfang er repræsenteret i grønlandsk idræt i dag.

At det faktisk er muligt at tænke helt ud af boksen og vinde masser af nye medlemmer på kort tid viste eksempelvis fitness-iværksætteren Lasse Nymand Petersen fra CrossFit Innua i Nuuk på konferencen ’Fremtidens idræt i Grønland’.

Hans crossfitcenter i Nuuk – en by med ca. 16.500 indbyggere – har på få måneder fået 300 medlemmer og været nødt til at lukke for tilgang. En anden succeshistorie er det årligt tilbagevende Arctic Circle Race i Sisimiut, som viser potentialet for at indtænke events i bredere strategier i forhold til kompetenceudvikling og markedsføring af lokalområder. Sådanne succeshistorier kan inspirere og udbredes mere målrettet i det vidtstrakte land.

Stærke ressourcer står klar
Man fornemmede på konferencen ’Fremtidens idræt i Grønland’ klart, at en ny generation af ressourcestærke og kreative kræfter står klar til at bidrage til udviklingen af idrætten, hvis de inviteres indenfor og prioriteres af Grønlands Idrætsforbund.

Hvis Grønlands Idrætsforbund formår at iscenesætte sine økonomiske midler og strategiske ressourcer bredere end i dag og i praksis kommer til at fungere som katalysator for lokale samarbejder, kompetenceudvikling, aktivitetsudvikling og en helt ny strategisk fokus på at udvikle attraktive tilbud til flere segmenter i den grønlandske befolkning, bør det faktisk være muligt at skabe mere idræt for alle i Grønland.

Ressourcerne er til stede, og mange aktører i det grønlandske samfund står klar til at samarbejde og bidrage.