FIFA’s forsigtige fremskridt

(Opdateret)

Det siger en del om forventningerne til de fem kombattanter, der i går fredag den 26. februar stillede op til kampvalg om formandsposten i FIFA, at man umiddelbart efter slaget først og fremmest glæder sig i lettelse over, hvem der ikke vandt.

Den formodede menneskerettighedskrænker, den mistænkte stemmekøber og den mediefjendske sheik Salman bin Ebrahim el Khalifa fra Bahrain, efter alt at dømme selveste Vladimir Putins favorit, kan igen trække sig tilbage i relativ ubemærkethed som formand for det asiatiske fodboldforbund, AFC. Støtten fra Rusland, Qatar og den olympiske kongemager, sheik Al-Sabah fra Kuwait viste sig overraskende at tælle for lidt.

De mange hundrede fodboldledere og ansatte, der stadig måtte føle en vis kærlighed til institutionen FIFA, slipper for i den kommende tid at skulle se moderforbundets og måske deres eget personlige rygte trukket igennem endnu et søle af ubesvarede spørgsmål om tortur af landsholdsspillere i Bahrain, forsvundne FIFA-millioner, hengemte asiatiske korruptionsskandaler og så videre.

Selv om vinderen af formandsvalget, UEFA’s nuværende generalsekretær Gianni Infantino fra Schweiz, også har sine skygger at trækkes med, tåler de ingen sammenligning med det mørke Sheik Salman har spredt.

Men forventningerne til Infantino er ellers lige så beskedne som til det øvrige kandidatfelt: Han repræsenterer ikke noget nybrud – Süddeutsche Zeitung kalder ham 'Blatter light' - men man kan i det mindste ikke udelukke, at han kan gennemføre og udbygge de reformer, FIFA’s ekstraordinære kongres vedtog med overvældende flertal.

Det er noget af en bedrift at gøre som Infantino har gjort i de seneste fire måneder: Springe ind som reserve for sin chef, Michel Platini, for det tilfælde at denne skulle blive smidt ud af valgkampen, og dernæst rejse verden rundt og overvinde den massive modvilje mod europæere og europæisk fodbold, der har kendetegnet FIFA i hele Sepp Blatters næsten 18-årige regeringstid.

Blatter fik magten i direkte kampvalg mod den daværende UEFA-formand, svenske Lennart Johansson, under omstændigheder som venligt kan betegnes som tvivlsomme, og hvor begrebet ’brune kuverter’ for alvor slog igennem i den fodboldpolitiske debat.

UEFA-sejr lå ikke i kortene
Rivaliseringen mellem UEFA og FIFA blev sat på standby, da Blatter i 2007 sørgede for, at hans protegé Michel Platini kunne vippe samme Johansson af pinden som UEFA-formand. Men UEFA’s administration, som Infantino har stået i spidsen for, har aldrig været præget af kærlighed til FIFA og Sepp Blatter, og Michel Platinis følelser for sin læremester blev også stærkt afkølede efterhånden som det blev klart, at Blatter ikke ville opfylde sine løfter om at vige pladsen for Platini i toppen af FIFA.

I betragtning af at et stort flertal af de FIFA-delegerede så sent som i maj 2015 med overvældende flertal genvalgte Sepp Blatter som deres formand, lå det ikke i kortene, at en UEFA-repræsentant skulle vinde nyvalget, og da slet ikke, hvis vedkommende hed noget andet end Michel Platini.

Sepp Blatter bød hurtigt Infantino velkommen som sin afløser med en bemærkning til medierne om, at han ved juletid gav opkomlingen nogle tip om valgkampe i FIFA over et glas glühwein, men trods denne jovialitet er der ingen grund til at tro, at Infantino var Blatters mand fredag morgen, da valghandlingerne startede.

Men måske har Infantino lært det, han skulle, over den varme vin. For Infantino brugte hele sin valgkamptale til at småsludre på syv forskellige sprog om, hvor dejligt det var at rejse over hele verden og smigre stort set hvert eneste af FIFA’s medlemslande. Dog trængte ét budskab klart igennem til de delegerede:

"FIFA’s penge er jeres penge – ikke FIFA-formandens penge."

Infantino har sikret sig sit formandsvalg efter nøjagtig den opskrift, som hans forgængere Sepp Blatter og Joäo Havelange har fulgt siden 1974: At love flere pladser ved VM, som nu skal udvides til 40 nationer, og at sætte det årlige tilskud til hvert enkelt medlemsland kraftigt i vejret: Ikke mindre end 5 millioner US-dollars lover Infantino nu at dele ud hvert år til hvert forbund i den næste fireårige finansperiode.

Det er et sprog, fodboldfolket forstår.

Effektiv lobbyisme
Dertil kommer, at Infantino og hans stab har gjort et usædvanligt dygtigt lobbyarbejde. For efter første valgrundes tætte opløb, hvor Infantino fik 88 stemmer mod sheikens 85, var det overraskende at se, hvordan samtlige 34 stemmer på nær tre fra de to øvrige kandidater, franskmanden Jérôme Champagne (7) og den jordanske prins Ali bin Hussein (27), allerede i anden valgrunde gik til Infantino og dermed sikrede ham det nødvendige flertal. 115 stemmer mod 88 til sheiken, sølle 4 til prinsen og et boblende nul til Champagne.

Det er værd at bemærke, at UEFA’s tidligere kommunikationschef, englænderen Mike Lee, var hyret til at hjælpe Infantino. Denne har i mere end ti år drevet verdensidrættens mest effektive konsulentfirma, Vero Communications, som – paradoksalt nok – har skaffet Fodbold-VM til Qatar, OL til Rio og PyeongChang, Ungdoms-OL til Buenos Aires, rugby på det olympiske program og englændere som Sebastian Coe, Brian Cookson and Louise Martin formandsposterne i henholdsvis international atletik, cykling og Commonwealth Games.

Nu kan firmaet præsentere sætte endnu prestigefyldt skalp på CV’et, en af de allerstørste i branchen.

Dansk fodbold kan dog også tage lidt af æren, eftersom DBU siden Jesper Møllers tiltræden som formand i 2014 konsekvent har taget afstand fra den Blatter-æra, som hans forgængere i dansk fodbold var loyale støtter af. DBU har målrettet arbejdet på at skaffe nordiske og europæiske allierede bag den kandidat, der måtte vise sig at være bedst, og det kom Gianni Infantino til gode.

Men den nye formand får fortsat brug for velorganiserede alliancer bag sig, måske endnu mere i fremtiden end i dag. I sin tiltrædelsestale lovede en bevæget Gianni Infantino, at FIFA’s trængsler nu er forbi. Fra i dag bliver alting vendt til det bedre.

Det er et løfte, der bliver svært at holde, og som han ikke selv er herre over.

FIFA’s økonomi er udfordret, og Infantino skal på kort tid overbevise sponsorerne om, at FIFA er kommet i de rette hænder. Det skal ske ved konsekvent at gennemføre alle elementer i den reformpakke, de delegerede vedtog med massivt flertal lige inden formandsvalget.

Udgangspunktet bliver en svækket formandspost. I den nye struktur skal formanden overlade FIFA’s daglige drift og kommercielle arbejde til en langt stærkere generalsekretær. Men i FIFA’s nye Råd, som skal erstatte den ilde berygtede eksekutivkomité, er medlemmerne nøjagtig som i dag udpeget af de seks verdensdelsforbund – UEFA, CAF, AFC, CONCACAF, CONMEBOL og OFC – og altså ikke af FIFA’s kongres.

Risiko for decentral korruption
Denne skævhed i FIFA’s demokratiske struktur skal en FIFA-formand kunne navigere i, og udfordringen bliver særligt stor, eftersom de seks kontinentalforbund ikke i samme grad er underlagt de nye reformer. Der er med andre ord en risiko for, at FIFA på centralt hold renser ud – og at den indlejrede korruption blot flyttes ud til regionale kontorer i lande, hvor hverken myndigheder eller medier ønsker eller får lov til at se FIFA’s reelle magthavere i kortene.

Som UEFA’s øverste administrator siden 2009 har Gianni Infantino ikke udmærket sig ved hverken synlighed eller appetit på kontroversielle sager. I parløb med Michel Platini har han lagt låg på anklager om bestikkelse ved valget af Polen og Ukraine som EM-værter i 2012 og politisk følsomme matchfixing-sager i Tyrkiet, Grækenland og Rusland.

UEFA anses dog stadig for en langt mere veldrevet og troværdig organisation end FIFA. Den troværdighed må Infantino satse på vil følge med ham over i FIFA. Her må han snart træde i karakter, også selv om det vil koste konflikter og brud på den forlorne kammeratlighed, der trives så godt blandt fodboldens alfa-hanner.

Infantino er afledt af det latinske ord for barn, og man kan vælge at tage denne nye FIFA-formands navn som et varsel om nye tider. Men barnet må skynde sig voldsomt med at blive voksen, for ellers vil de små sprækker af lys denne kongres slog i det gamle FIFA, snart igen lukke til.