Revolutionen er i fuld gang

’Global sport. Reform or revolution?’ Sådan lyder det overordnede tema for den niende Play the Game-konference, som i dagene 25.-29. oktober finder sted i Aarhus med op mod 400 deltagere fra 43 nationer.

Sandheden er dog nok, at de mange indlæg fra over 150 oplægsholdere og debattører på konferencen samlet vil give et tydeligt billede af en revolution, som allerede fejer hen over verdensidrættens etablerede aktører – uanset om disse aktører vil erkende det eller ej.

Symbolet på verdensidrættens vanskeligheder er naturligvis det førende internationale specialforbund, fodboldens FIFA, hvis topledere nærmest hver dag rammer overskrifterne i sammenhæng med ydmygende kriminelle sigtelser, udelukkelser, intern uro og grasserende korruptionssager.

Det afgørende nye i FIFA-affærerne er dog ikke, at de findes. Det har dygtige dybdeborende journalister forsøgt at finde ørenlyd for gennem mange år, og tidligere Play the Game-konferencer har eksponeret skandalerne for enhver, der ville lytte.

Det afgørende er, at kriminalpoliti og skattemyndigheder i flere lande er gået nådesløst ind i sagerne, at lovgiverne skruer bissen på, at flere af de mest trofaste sponsorer ikke længere har lyst at blive set i selskabet, og naturligvis også, at den interne opposition i FIFA langt om længe smider opportunismen over bord til fordel for rimelige krav om oprydning og reformer. 

Et symbol på manglerne
Hvor meget FIFA-skandalerne end måtte skandalisere manglen på gennemsigtighed, demokrati og interne kontrolmekanismer i fodboldens verdensforbund, er de dog samtidig kun et symbol på den generelle tilstand i verdensidrættens organisationer.

Idrættens Analyseinstitut/Play the Game har til optakten på Play the Game-konferencen søndag undersøgt forvaltningsstrukturerne i de 35 internationale specialforbund fra det olympiske program.

Rapporten ’The Sports Governance Observer 2015’, som offentliggøres på konferencens offentlige åbningssession i Aarhus søndag eftermiddag, tegner et forstemmende billede af de interne strukturer i de internationale specialforbund.

Men er et forstemmende billede af utidssvarende forvaltningsstrukturer i sportens internationale monopoler nødvendigvis tegn på revolution?

Ikke i første omgang, måske. Men de ineffektive strukturer med manglende inddragelse af interessenterne i idrætten og manglende evne til fornyelse og dialog med det omgivende samfund er den perfekte næring til den revolution, der mere subtilt udspiller sig i verdensidrætten i disse år. 

Mistet relevans
På papiret opfylder mange af de internationale specialforbund fortsat deres oprindelige rolle med at forvalte regler og turneringsstrukturer mere eller mindre troværdigt, og fint nok med det. I praksis sker der det, at idrætten – både eliteidrætten, den professionelle idræt, de store events og den brede idrætsdeltagelse – med stigende hast vokser specialforbundsstrukturerne og den olympiske idræt af hænde.

Overalt i den vestlige verden vokser nye livstilsidrætter, den kommercielle breddeidrætssektor eller nye fællesskaber og tjenesteydelser båret af digitale og sociale medier frem med voldsom hastighed. Stadig flere internationale og nationale idrætsorganisationer vågner op til den realitet, at de ikke nåede bussen… Græsrødderne klarer sig fortræffeligt uden de specialforbund, der hævder at repræsentere dem.

På et tidspunkt vil også myndighederne, der hidtil typisk har finansieret hovedparten af de offentlige idrætspolitiske midler i specialforbundsstrukturerne, begynde at spørge, om de reelt investerer forkert. Den aktuelle idrætspolitiske høring i den britiske regering  som følge af den organiserede idræts manglende evne til at levere den lovede vækst i idrætsdeltagelsen efter OL i London i 2012 er et konkret eksempel.

I praksis begynder mange myndigheder, forbrugere, arrangører, medier og andre interessenter omkring idrætten at orientere sig andre steder hen. I toppen løsriver ligaer sig fra forbundenes direkte kontrol, spillere og eliteatleter danner fagforeninger, og på breddesiden har nye kommercielle aktører både større og mere anvendelige medlemsdatabaser end de foreningsdrevne. Faciliteter, lokale og nationale myndigheder begynder i stigende grad selv at skabe idrætsindhold og fysisk aktivitet for borgerne uden helt at vide, hvad de egentlig skal bruge specialforbundene til i en fremtid, der for længst er begyndt.

Mens blazerbrigaden holder fast i utidssvarende strukturer, selvbilleder og privilegier, udvikler idrætten sig altså på nye præmisser.

Så, ja. Revolutionen slider synligt på FIFA-toppen netop nu, men den største revolution i verdensidrætten er måske, at den aktuelle ledelseskrise i FIFA ikke bare er skandale med kriminelle over- og undertoner. Det er i lige så høj grad en skandale, der udstiller, at fodbolden som spil – og mange andre sportsgrene med den – sagtens kan udvikle sig og fungere uden en hær af ledere og funktionærer i toppen af den såkaldte sportsfamilie til at skumme fløden af anstrengelserne på alverdens idrætspladser.

Så for at vende tilbage til det indledende spørgsmål og Play the Game-konferencens tema: Global sport. Reform or revolution? 

Er det ikke allermest skræmmende for de internationale idrætsforbund, hvis svaret på det spørgsmål dybest set er ligegyldigt? Simpelthen, fordi idrættens organisationer på grund af dårlige forvaltningsstrukturer har mistet deres relevans som følge af manglende evne til at forny sig og følge med samfundets udvikling og forventninger?