Mesterspilleren Blatter

Hvem stod for den mest spektakulære aflevering under fodbold-VM i Brasilien for nylig, en aflevering der vil sætte sit præg på fodboldens fremtid i mange år?

Var det portugiseren Ronaldo, argentineren Messi eller hollænderen Blind? Næh, de store stjerner havde ikke bundet fodboldstøvlerne endnu, da en 78-årig mesterspiller trådte ind på scenen.

Afleveringen fandt sted onsdag den 11. juni, dagen før VM-turneringens første dommerfløjt, og den blev kun overværet af omkring 1.200 delegerede og gæster i en halvmørk kongreshal samt nogle få tusinde nørder, der som undertegnede fulgte kongressen via organisationens egen kanal på youtube.

Mesterspilleren behøvede ikke engang selv gå på banen, men lod FIFA’s finansdirektør Markus Küttner om at rive de delegerede ud af drømmen om den snart forestående frokostbuffet. Efter at have aflagt årets regnskab for FIFA ønskede Markus Küttner at give en ekstraordinær meddelelse.

På baggrund af FIFA’s økonomiske resultater ville Herr Küttner gerne have lov at give hvert eneste medlemsforbund en ”ekstraordinær succespræmie” på 250.000 US-dollars til øjeblikkelig udbetaling. Og hvis resten af finansåret 2014 gik som ventet, ville FIFA’s ledelse gerne udbetale endnu en ekstrapræmie på 500.000 dollars til hvert forbund i januar 2015.

I ét kort hug var FIFA’s 209 nationale medlemsforbund og de seks kontinentale forbund blevet over en milliard kroner rigere tilsammen.

I det sekund den aflevering faldt, forstod jeg at mesterspilleren Sepp Blatter ville stille op til sit femte genvalg som FIFA-formand i juni 2015. Og at han har sat sig for at vinde. 

Reagerer bedst under pres
Afleveringen fortalte hele historien om hvorfor Sepp Blatter i sine snart 40 år i FIFA’s topledelse, de sidste 16 af dem som præsident, har overlevet en endeløs række af skandaler, der ville have sendt de fleste andre ud i mørket.

Han reagerer stærkest når presset på ham er værst. Han behøver ikke stå i forgrunden, når alle alligevel er klar over, at han står bag. Han har en eminent sans for timing. Og han kender det stærkeste argument af alle: Penge. Og når det ikke argument rækker, så det næste: Flere penge.

I sine over tyve år som højrehånd for forgængeren, brasilianeren João Havelange, lærte Sepp den grundlæggende magtmekanisme i FIFA – og for den sags skyld i mange andre forbund.

Man optager nye, fattige nationer, yder dem støt stigende tilskud uden alt for emsig revisorkontrol, indbyder deres ledere til møder og kongresser overalt i verden under luksuriøse former – og sikrer sig dermed loyale stemmer og en urokkelig magtposition lige så længe man ønsker. Som en garvet olympisk medarbejder for nylig fortalte mig om sine afrikanske kolleger: ”De folk er klar til at slå ihjel for deres privilegier”.

Så galt er det heldigvis ikke gået, men ét-land-én-stemme systemet har næsten slået FIFA og fodboldens troværdighed ihjel. Det har beskyttet den til enhver tid siddende præsident mod kritik indefra, det har skabt grobund for en korrupt politisk kultur, og det har blokeret for enhver virkelig forandring. 

En ægte overlever
Derfor har Sepp Blatter i årevis kunne ignorere de afsløringer som kritiske journalister anført af britiske Andrew Jennings bragte om verdens hidtil største korruptionsskandale i sport, hvor FIFA’s marketingpartner ISL igennem 1990’erne udbetalte næsten 700 millioner kroner i bestikkelse til først og fremmest FIFA-ledere til gengæld for TV- og Marketingrettigheder

Affæren væltede en række aldrende FIFA-ledere, som alle var blandt Blatters nærmeste fortrolige, og FIFA’s nu 98-årige ærespræsident João Havelange måtte både forlade sin ærespost og sin plads i Den Internationale Olympiske Komité. Men Blatter selv har overlevet, selv om FIFA stadig ikke hjælper med at opklare hvor 75 procent af de sorte penge er blevet af.

Blatter slap også heldigt fra, at en nær allieret, Mohamed Bin Hammam, stillede op imod ham ved præsidentvalget i 2011.  Ganske belejligt blev Bin Hammam få uger før valget afsløret i at gøre, hvad han formentlig har gjort mange gange tidligere, nemlig at dele kuverter med kontanter ud til mulige vælgere. Forskellen var, at det denne gang var egne og ikke Blatters vælgere, og Bin Hammam var ovenikøbet i ledtog med en anden Blatter-fælle, den bundkorrupte caribier Jack Warner. Ud røg Bin Hammam og Warner, og Blatter kunne genvælges uden modkandidat.

Det var så mit allersidste genvalg, lovede Blatter i 2011 - som han har gjort siden 2002. Men først ville han reformere FIFA for at forebygge skandaler som de nævnte samt afsløringen af, at to bestyrelsesmedlemmer havde tilbudt at sælge deres stemmer ved fordelingen af VM-værtskaberne i 2018 og 2022.

Blatter satte den schweiziske professor Mark Pieth i spidsen for en næsten uafhængig gruppe, der skulle foreslå reformer. Tre år senere må man tørt konstatere, at FIFA har fået en mere uafhængig etisk komité, men ellers er gruppens vigtigste forslag sparket langt ud af banen: FIFA har ikke indført åbenhed om løn og frynsegoder, ingen kontrol af fremtidige bestyrelsesmedlemmers baggrund, ingen uafhængige bestyrelsesmedlemmer og ingen aldersgrænser eller grænser for hvor mange gange man kan blive genvalgt til FIFA-poster.

Derfor stiller Blatter naturligvis op igen. ”Min mission er ikke fuldført” gentager han i år – dog med den foruroligende tilføjelse: ”En mission er aldrig fuldført”. 

En hindring i ørkensandet
Inden Sepp Blatter i 2015 kan gå på talerstolen og som 79-årig bede sine trofaste støtter om endnu et genvalg, skal han dog passere en uforudsigelig forhindring: Ørkensandet i Qatar.

Ved at vælge Qatar som værtsland har FIFA bragt sig i en næsten umulig situation. Hvis FIFA vælger at fratage den stenrige emir Al-Thani og hans tusindtallige familie værtskabet for VM, vil det skabe raseri i store dele af Mellemøsten, hvor fodbold og politik i forvejen er flettet sammen. En ny Muhamed-krise er ikke utænkelig, for et afbud fra FIFA vil af mange blive udvalgt som endnu et vestligt angreb på den muslimske verden, og mange tredjeverdenslande vil bakke protesten op. Desuden har emir-familien i Qatar mulighed for at kaste milliarder af kroner ind i et retsopgør mod FIFA.

Men fastholder FIFA beslutningen om Qatar 2022, kan man se frem til otte års opslidende debat om slavearbejde, livsfarlige forhold for fodboldspillerne, manglende menneskerettigheder, alkoholforbud, pengespild på stadionbyggeri – og ikke mindst om korruption i FIFA’s beslutningsproces.

For få uger siden afleverede FIFA’s etiske chefanklager Michael Garcia, en mand med en fortid i det amerikanske retsvæsen, en 350 siders rapport om budprocessen for VM i 2018 og 2022. Rapporten ligger nu til afgørelse hos FIFA’s etiske overdommer, den tyske højesteretsdommer Joachim Eckert.

Eckert fastholder på linje med Sepp Blatter, at FIFA’s etiske regelsæt forlanger, at rapporten holdes hemmelig, og det har udløst kraftige protester hos chefanklager Garcia, en række bestyrelsesmedlemmer i FIFA og mange andre forkæmpere for åbenhed og demokrati i fodbold.

At rapporten snart kommer for dagens lys, er jeg ikke i tvivl om, med eller uden FIFA’s velsignelse. Mere uvist er det, om Garcias efterforskning har bragt fældende beviser frem, eller om det blot vil kaste FIFA ind i endnu en sandstorm, når de omkring 70 øjenvidners oplevelser kommer for dagen.

For hvis ikke Blatter personligt har modtaget eller udbetalt bestikkelse, vil han formentlig gøre som tidligere: Lukke øjne og næsebor i et stykke tid og i rette øjeblik træde frem som frelseren, der får stormen til at lægge sig. En mesterspiller må også kunne slå sine afleveringer i ørkensand.

Kommentaren er bragt i Tipsbladet den 10. oktober 2014.