Kampen mod matchfixing begynder først nu

Det udløste med god grund stærke reaktioner, da Berlingske i søndags kunne afsløre at politiet efterforsker det første tilfælde af formodet dansk matchfixing med direkte tilknytning til det asiatiske spillemarked.

Den stærkeste reaktion kom fra kronvidnet, som efter et par dage med fuldt blus på det offentlige søgelys trak sin tilståelse tilbage. Det stiller nu politiet over for en meget vanskelig opgave med at finde de beviser der kan føre til tiltale og dom.

Selv om sagen kan falde til jorden og de involverede gå fri, er der dog kommet så mange oplysninger frem, at fortællingen i en eller anden grad vil bestå. Man må virkelig håbe at anklagemyndigheden finder grundlag for at bringe sagen for retten, så det bliver muligt for offentligheden og de juridiske dommere at teste troværdigheden af henholdsvis det tidligere kronvidne og politiets efterforskning.

Desuden vil en retssag kunne give os vigtig viden. Den vil vise os hvor langt dansk lovgivning rækker i dag i kampen mod matchfixing. Den vil lære os om forholdet mellem det internationale spillemarked og dansk idræt, ligesom sagen og reaktionerne på den allerede nu har givet os værdifulde indsigter.

Det synes temmelig sikkert at kronvidnet er en ung dansker som siden sin ungdom har gjort spil på sport til sin levevej. Han har aktivt opsøgt det asiatiske spillemarked, hvor han har anbragt betydelige summer og indgået aftaler med større agenturer.

Derefter er han kommet i en uoverskuelig gæld, og selv om hans asiatiske kreditorer bedyrer at de ikke har forsøgt at inddrive pengene på ulovlig vis, siger han, at han to gange er blevet overfaldet af ukendte mænd i sit og sine forældres hjem.

Manden har nært kendskab til en gruppe fodboldspillere fra Hvidovre, og selv om de fleste involverede i de to omhandlede kampe ikke bemærkede noget usædvanligt, har enkelte personer gjort iagttagelser som de af hensyn til efterforskningen kun har delt med politiet, og der har i nogen tid svirret rygter om matchfixing i klubben. Hvidovre var på gerningstidspunktet i efteråret 2010 en bundklub i 1. division uden meget håb om bedre tider.

Brikkerne er lagt til et mønster af sårbare forhold, som man kan betragte som helt klassisk, når man sammenligner med de hidtil kendte sager om matchfixing fra andre lande.

Derfor er den store opstandelse blandt medier, fodboldledere, politikere og fans helt på sin plads. Forestillingen om at stenrige gangstere i det fjerne Østen afgør udfaldet af danske fodboldspilleres svedige indsats i de lavere divisioner, er ligeså spektakulær som den er realistisk.

Og at kronvidnet har fået kolde fødder, kan der være både gode og mindre gode grunde til. Under alle omstændighederne er det en mand der har anbragt sig selv under maksimalt pres – først via sin gambling-aktivitet og siden via sin tilståelse til politiet. Ordet livsfare falder lige for. 

Alvorlig sag med positive sider
For dansk idræt rummer den alvorlige sag mange positive aspekter. Den viser for det første at mange års arbejde for at indføre et beredskab mod matchfixing internt i idrætten ikke er bygget på fantasifulde tvangstanker, men er fuldt berettiget. For det andet har sagen givet det nye DBU, i skikkelse af formand Jesper Møller, en chance for at markere en ny, mindre defensiv og mere åben og eftertænksom holdning til fodboldens udfordringer, og den chance har DBU ikke ladet gå fra sig.

Retfærdigvis var det gamle og sommetider stivnakkede DBU langt fremme i fodboldstøvlerne i spørgsmålet om matchfixing. Da Play the Game lancerede denne globale udfordring og matchfixing-eksperten Declan Hill i efteråret 2005, var DBU en af de få idrætsorganisationer i verden, der tog spørgsmålet alvorligt og straks iværksatte initiativer til at forebygge fixede kampe.

Danmarks Idrætsforbund er ligeledes trådt i karakter. Blandt andet har udviklingschef Morten Mølholm Hansen, der er medansvarlig for det kun ét år gamle matchfixing-sekretariat, erklæret sig overrasket over antallet af de henvendelser, DIF har fået i løbet af det ene år.

For mindre end en måned siden kunne Politiken berette hvordan spillere ved sekundære tennisturneringer i Danmark havde fået tilbud på SMS og Facebook om 30.000 kroner for at manipulere deres kampe, og det fik DIF-chefen til at efterlyse politisk hjælp:

”Vi kan påvirke vores danske atleter og uddanne dem, men når de bliver kontaktet af asiatiske matchfixere, ophører vores muligheder for at agere. Det er bagmandsøkonomisk kriminalitet på så højt et niveau, at kun en målrettet indsats fra de offentlige myndigheder, heriblandt Interpol, vil have værktøjerne til at komme problemet til livs,” sagde Morten Mølholm til avisen. 

Total nultolerance
Idrættens bønner om hjælp fra politikerne har ikke lydt forgæves. Hvidovre-sagen fik både Venstres Michael Aastrup Jensen og De Konservatives Brian Mikkelsen til at forlange strengere straffe både fra idrættens egne instanser og domstolene. ”Total nultolerance” og ”livstidskarantæne” var nogle af de ord, der faldt fra borgerligt hold.

Den slags tordentale lyder handlekraftig og gør sig på tv-skærmen, men det er også dramatiske trusler som kan tage modet fra enhver der overvejer at gå til bekendelse. ’Vidnebeskyttelse’ og ’retfærdige straffe’ lyder måske mindre sexet, men kan være mere effektive midler i kampen mod matchfixing.

Kulturminister Marianne Jelved (R) ville ikke afvise de borgerliges forslag. Hun henviste til at ministeriet for tiden har nedsat en arbejdsgruppe der har til opgave at foreslå regelændringer, og at det fornødne vil blive gennemført i den kommende folketingssamling.

Både ministeren og oppositionen overså dog et par detaljer. Oppositionen kunne have boret i at arbejdsgruppen var sat til at afslutte sit arbejde i december sidste år og dermed er væsentlig forsinket. Og ministeren kunne have fortalt sine kolleger at de med deres ønske om strengere straffe løber åbne døre ind:

Danmark har i løbet af Folketingets sommerferie forpligtet sig til at sikre, at matchfixing er kriminelt, hvilket det isoleret set ikke er i dag. Den 10. juli enedes de 35 lande der er med i Europarådets idrætspolitiske samarbejde, om en international konvention mod matchfixing.

Der mangler nu kun en underskrift fra hvert land før alle er forpligtede til at kriminalisere matchfixing, oprette nationale enheder til bekæmpelse af matchfixing, udveksle informationer på tværs af landegrænserne, bekæmpe illegalt spil, overvåge spillemarkedet, iværksætte oplysning, uddannelse og en række andre fælles tiltag som vil gøre livet sværere – om end ikke umuligt – for folk med skumle hensigter.

Konventionen er et særdeles vigtigt skridt i kampen mod korruption i sporten. Men arbejdet er langt fra slut, når Marianne Jelved sætter sit navn under konventionen ved en ministerkonference den 18. september i Magglingen i Schweiz, eller når Folketinget senere på sæsonen strammer loven.

Der forestår en række store opgaver for Danmark og de øvrige europæiske lande:

På den diplomatiske front skal de lægge hårdt pres på de sydøstasiatiske lande der er hjemsted for de største spillemarkeder og spillemafiaer, for at få disse til at tilslutte sig konventionen, som henvender sig til hele verden.

Hvis lande som Singapore, Malaysia, Thailand og Filippinerne ikke forpligter sig til internationalt samarbejde, vil den gode europæiske vilje kun få begrænset effekt.

Reelle reformer efterlyses
Over for de store internationale idrætsorganisationer skal regeringerne minde om at konventionens krav om, at de skal følge ’principper for god idrætsledelse’, skal følges op af reelle reformer. Europarådet er helt bevidst om at idrætsorganisationerne ikke kan være troværdige partnere i kampen mod doping og matchfixing, hvis organisationerne selv er sårbare over for eller gennemsyrede af korruption – sådan som det er tilfældet i mange lande og blandt mange af de internationale forbund.

Inden ministrene højtideligt skal sætte deres pen til papiret og fejre konventionen, skal de derfor drøfte, hvordan man kan bekæmpe andre former for korruption i sport. Her skal en embedsmand fra værtslandet fortælle om påtænkte lovstramninger over for de mange idrætsforbund, der har hovedsæde i Schweiz.

Talskvinden for IOC’s etiske udvalg skal gøre rede for den igangværende debat i de olympiske cirkler, og en britisk parlamentariker vil fortælle om Europarådets noget skeptiske holdning til FIFA. Endelig skal undertegnede udlægge resultaterne af Play the Games fokus på korruption i forbundene gennem de seneste 17 år, og hvordan man kan bruge nye værktøjer for at få mere demokrati og gennemsigtighed i idrættens ledelse.

Emnet er følsomt, for idrætsforbundene værner om deres autonomi og ønsker ikke indblanding fra regeringerne. Ikke alle har ædle motiver til at beskytte foreningsfriheden, men på den anden side har heller ikke alle regeringer de skønneste hensigter med at ville kontrollere idrætten.

Men tingenes tilstand, hvor magtsyge og korrupte idrætsformænd kan drive deres spil uden nogen form for modstand, må og skal ændres. Og regeringerne må komme på banen. 

Idrætten må kigge indad
Uanset hvordan Europarådets arbejde udvikler sig, er idrætsorganisationerne nødt til at kigge indad og skabe forbedringer i egne rækker, og de danske idrætsorganisationer har troværdigheden til at gå forrest i kampen for bedre internationale forhold. Spørgsmålet er om de har viljen.

Sidst, men ikke mindst, må idrætsledere på alle niveauer forholde sig mere bevidst til den gamblingkultur der ofte blomstrer i boldspillene, især i drenge- og mandefællesskaber. Fascinationen af væddemål er ikke svær at forstå, og ofte kan den være et ret uskyldigt tilskud til kammeratskabskulturen på det enkelte hold.

Men både spillere, trænere og ledere har et ansvar for at lægge en linje for, hvilket omfang og hvilken karakter gambling skal have inden for foreningens rammer. DIF’s matchfixingkampagne ’Spil spillet’ og de nye regler i dansk idræt kan være en glimrende anledning til at tage en forpligtende debat på holdet og i foreningen.

Hvidovre-sagen er langt fra det eneste eksempel på, at en afsporet gamblingkultur kan skade både den enkelte udøver, den lokale forening og den samlede idræt.