Kommentar
En forspildt chance for positiv forandring
08.05.2014
Forklædt som en håndsrækning til foreningsidrætten og en ambitiøs vision for stigende idrætsdeltagelse i Danmark indgik hele viften af partier i Folketinget sent tirsdag aften en aftale om den statslige finansiering af idrætten, som desværre snarere svækker end styrker dynamikken på idrætsområdet i de kommende år.
Den brede enighed om aftalen styrker trods organisationernes lille bidrag til finansieringen reelt DIF, DGI og Firmaidrættens monopol på foreningsidrættens centrale midler.
Men samtidig har især DIF og DGI’s bestræbelser undervejs i forløbet på at gøre sig ’lækre’ for politikerne for at bevare dette monopol desværre gjort det lokale foreningsliv i Danmark til gidsel for de centrale organisationers løfter til politikerne om at løse snart sagt alle tænkelige udfordringer på idrætsområdet fra skolereform over idræt for udsatte grupper til hele den brede idrætsdeltagelse, som formuleret i visionen 25-50-75 (50 pct. foreningsaktive og 75 procent idrætsaktive i 2025).
Slagordet 25-50-75 gik rent ind hos de idrætspolitiske ordførere. I forhandlingsforløbet har partiernes repræsentanter ikke villet eller kunnet gennemskue, at dynamikken og mangfoldigheden på idrætsområdet og nøglen til foreningslivets lokale trivsel kun i relativt beskeden grad kommer fra de centrale lottomidler til idrætsorganisationerne, som indgik i udredningen. Politikerne er delvist undskyldt, idet udredningen ikke omfattede det lokale frivillige engagement og den for foreningslivet langt vigtigere og større kommunale støtte til idrætten via folkeoplysningsloven.
Visionen 25-50-75 (50 pct. foreningsaktive og 75 procent idrætsaktive i 2025) forpligter desuden organisationerne til et tæt indbyrdes samarbejde. Det kan være positivt, men kan også lægge låg på forskelligheden og rivaliseringen og dermed i virkeligheden en del af det tankegods, som gennem årene i praksis har haft en positiv betydning for foreningslivets mangfoldighed og rummelighed herhjemme.
En myte med massiv tilslutning
Da samtlige folketingets partier nu ligeledes har forpligtet sig massivt på en myte om, at de centrale organisationers fortsatte dominans og samarbejde om visionen vil sikre foreningsidrættens fremtid, tager forliget snarere dampen af idrætssektoren fremfor at styrke dynamik og nytænkning. Hvem vil i de næste mange år kunne kritisere eller justere grundlæggende på en aftale, som alle ukritisk har købt en aktie i?
’Vagthundefunktionerne’ i forhold til den overordnede udvikling i sektoren er klart svækket af det brede forlig. Bortset fra en nettostyrkelse af Idan med i alt 7 mio. kr. over den fireårige periode 2015-2018 indeholder forliget ingen effektive håndtag til at skubbe på for en fortsat dynamisk og vidensbaseret udvikling af sektoren.
Topstyring ved egen kraft
Tværtimod vil idrætsorganisationernes erklærede forpligtelser og løfter på en række områder, der intet har med foreningsidræt og folkeoplysning at gøre, tvinge dem til at skrue yderligere op for de interne konsulent-, analyse og PR-afdelinger, der i den grad har haft kronede dage i forløbet om udredningen. Frivillighed og græsrodsdemokrati i organisationerne er truet: For at undgå truslen om statslig topstyring har organisationerne helt ved egen kraft skruet op for topstyringen og den legitimerende kommunikations- og analysevirksomhed.
Hverken det brede forlig eller det forudgående forhandlingsforløb indeholder overvejelser om forskningens og uddannelsessektorens potentiale for at bidrage til en mere dynamisk udvikling af den stadigt mere komplekse og idrætssektor.
Der er ingen nævneværdig økonomi afsat i aftalen til at støtte og udforske græsrodsorganisationers og andre foreningstypers potentialer på eksempelvis det sociale område.
Der er ingen overvejelser om de konkrete støttekriterier eller begrundelser for den økonomiske fordelingsnøgle mellem idrætsorganisationerne. Fordelingen af midlerne mellem foreningslivets organisationer sker i en lukket liga, og der er heller ingen politiske overvejelser andet end uforpligtende formuleringer om den fremstormende kommercielle sektors eller den uorganiserede idræts rolle og potentialer i fremtidens idrætssektor.
Det pibler frem nedefra med innovation og mangfoldighed i idrætssektoren fra lokale faciliteter og fra foreningsorganiserede, private eller kommercielle aktører. De kræfter, som i de senere år har leveret langt hovedparten af den nytænkning og fremgang i idrætsdeltagelsen, som de centrale idrætsorganisationer nu med held har gjort til ’deres’ med 25-50-75 visionen, er på ingen måde betænkt i den brede politiske aftale. Tværtimod hugger den politiske aftale tingenes nuværende tilstand ud i granit i mange år frem og tvinger reelt idrætssektorens aktører i lommen på idrætsorganisationernes økonomiske og idrætspolitiske monopol.
Forpligtelse af de frivillige
Idrætsorganisationerne vil pr. definition søge at opsluge eller kopiere alle gode initiativer og i den proces være de eneste, der har adgang til substantielle statslige midler – også til indsatser, de på ingen måde kan dokumentere at være bedst til at løse, eller til initiativer, som intet har med folkeoplysning eller de lokale idrætsforeningers trivsel at gøre. Tværtimod har de centrale idrætsorganisationer med aftalen placeret sig selv i en ubekvem dobbeltrolle, hvor de gang på gang vil komme til at forpligte de lokale frivillige og idrætsforeninger på at løse dagsordener, som de fra centralt hold har lovet politikerne at sætte sig i spidsen for.
På positivsiden indeholder forliget nogle overvejelser om såkaldte idrætspolitiske sigtelinjer og et mere forpligtende samarbejde mellem forskellige ressortministerier på idrætsområdet. Alene det, at man derigennem får en regelmæssig idrætspolitisk proces og debat er et skridt fremad.
Det er dog svært at have tillid til, at Kulturministeriet har ressourcerne til at løfte opgaven helhjertet efter en proces omkring udredningen, hvor det ministerium, der i festtalerne lægger enorm vægt på folkeoplysning, aktivt medborgerskab og mangfoldighed, har gennemført en lukket fest i forløbet omkring udlodningens konkrete udmøntning uden helhjertede bestræbelser på at lukke andre synsvinkler eller forslag ind i debatten.
Ganske grotesk må ministeriet i forliget samtidig nærmest undskylde, at aftalen reserverer et mikroskopisk ’omstillingsbeløb’ på ca. tre mio. kr. om året de kommende tre år til egne prioriterede idrætspolitiske formål. Sagt lidt groft har Kulturministeriet med aftalen én gang for alle accepteret en idrætspolitisk rolle som et vikarbureau, man ringer til, hvis kongehuset er forhindret til at overrække pokalen eller holde festtalen. Højere er ambitionsniveauet desværre ikke, hverken i forhold til den hjemlige dagsorden eller i forhold til den påtrængende internationale idrætspolitiske dagsorden, som bortset fra de enkelte bemærkninger om matchfixing end ikke er på lystavlen i forliget.
Beskedne lyspunkter
Blandt de beskedne lyspunkter i aftalen finder man den såkaldte pengestrømsforenkling af de beløb, organisationerne hidtil har ’byttet’ med hinanden som led i historiske udviklinger. Fremover får de forskellige aktører deres fulde bevilling direkte i kassen.
Positivt er det ligeledes, at organisationer som Idan/Vifo og Sport Event Denmark får en mere langsigtet status om modtagere af midler. Sport Event Denmark vil fremover få et niveau omkring de 25 mio. kr., som hidtil er tilgået organisationen på ad hoc-basis. Prisen for at få Sport Event Denmark ind på ’tipsnøglen’ er dog, at de midler fra finansloven, som hidtil er gået til Sport Event Denmark på særbevillinger, tilsyneladende lige så stille bliver listet tilbage i statskassen.
Det ændrer dog ikke ved, at Sport Event Denmark nu kan få en reelt nyskabende rolle som inspirator og støttefunktion for bedre events i fremtiden, fordi organisationen forhåbentlig kan lægge tidligere års eksistensangst og deraf massive behov for ukritisk legitimering af alle eventsatsninger bag sig.
Anti Doping Danmarks voldsomme stigning i bevilling med en ekstra bevilling på 4, 6, 8, 12 mio. kr. over de næste fire år er derimod en beslutning, som er svagt begrundet i selve udredningen, men ganske enkelt har stået på den politiske dagsorden fra dag ét. Det er meget positivt, at Anti Doping Danmarks uafhængighed styrkes med aftalen, men den præcise begrundelse for den voldsomme stigning er umulig at få øje på i forhold til proportionerne i dopingproblemet herhjemme og i udlandet og Anti Doping Danmarks muligheder for at gøre noget ved det.
Den store taber i udredningen er naturligvis Hestevæddeløbssporten, som står til at skulle skæres med 15, 20, 25, 30 mio. kr. over de kommende fire år for at finansiere aftalen. Heller ikke denne drastiske nedskæring og baggrunden for den, endsige hestevæddeløbssportens muligheder for at finde en alternativ forretningsmodel er på nogen måde belyst eller begrundet i udredningens analyser.
Man kan absolut argumentere for, at Hestevæddeløbssportens Finansieringsfond selv burde have været mere proaktiv gennem årene i sin drift af hestevæddeløbssporten for de mange centrale midler, der er drysset ned over sporten fra tipsnøglen siden 2003. Det er så netop et godt eksempel på, at en rigelig og fastfrosset statslig finansiering af et centralt idrætsformål ikke altid fører til dynamik, men måske snarere til balsamering og fastholdelse af utidssvarende strukturer. Især hvis der ikke samtidig er en reel idrætspolitisk interesse for sagen eller en levende kultur for at agere på viden og debat.
Den lære kunne politikerne med fordel have overført til andre dele af forliget også. Det er for at skære ind til benet temmelig paradoksalt, at Christiansborgs bedste bud på at styrke mangfoldighed og dynamik i foreningslivet og bidrage til at øge idrætsdeltagelsen er at indgå et forlig, hvor hovedparten at de omprioriterede midler skal bruges til at bekæmpe doping og fremme internationale events samt til at cementere en central struktur uden skyggen af de krav om egenfinansiering eller smidighed og mangfoldighed i organisationsbilledet, som til daglig hyldes og fungerer fint på folkeoplysningsområdet lokalt.
At foreningslivet ikke er helt uden dynamik i den nuværende model viser følgende fem nomineringer til ”Årets Idrætsforening” ganske tydeligt:
http://www.dif.dk/da/nyt/dif-nyheder/2014/april/20140407_aarets_idraetsforening#content-top
I stemmeaftalen sker der en styrkelse af statslige idrætsinstitutioner. Stemmeaftalen bevæger sig dermed på nogle områder væk fra den frivillige foreningsidræt over mod mere statslig styring. Og det vil vi i DIF gerne advare i mod. For vi ved jo godt, hvordan det går med den generelle idrætsdeltagelse i de lande, som har valgt den statslige model, når det gælder om at udbyde idræt og bevægelse til befolkningen.
Vi er ikke enige i, at DIF og DGI tager det lokale foreningsliv i Danmark som gidsel i vores bestræbelser på at indfri ambitionerne i vision 25-50-75. Hovedpointen med Visionen er jo netop at gøre rammerne for, at borgerne i Danmark ønsker at dyrke idræt i forening eller som selvorganiseret de bedst mulige. Det er jo ikke DIF og DGI, der skal indfri skolereformen, men vi har arbejdet fokuseret på, at idrætten får de bedste rammebetingelser, som er overhovedet mulig i forhold til at løfte opgaven om mere idræt og bevægelse i fremtidens danske folkeskole. Og som interesseorganisation er det vores primære opgave. Vi skal ikke stå med de korte bukser på ude i skolerne. Det skal de mange foreninger, der heldigvis ser skolereformen, som en fantastisk mulighed for dem til at fremme mere idræt og bevægelse for skoleeleverne.
Bemærkningerne om, at DIF og DGI’s samarbejde om Vision 25-50-75 risikerer at lægge låg på forskelligheden og rivaliseringen har brug for nogle tilføjelser:
Tager man DIF’s politiske program fra 2011 samt DGI’s strategi fra samme år vil man opleve, at 95 % af indholdet er fuldstændig identisk. Hvis man går over DIF og DGI’s uddannelsestilbud med en tættekam vil man finde meget få forskelle mellem dem. Hvis man tager de initiativer som er rettet mod børnehaver og SFO´ere, vil det være svært at kende forskel. Hvis man ser konkret på, hvad det er for aktiviteter, som er blevet fremmet blandt de forskellige idrætter de seneste år, så skal man have endog meget gode øjne for at se en forskel. Hvis man ser på, hvordan basketball i dag er gået forrest og arbejder fuldstændig sammen på kryds og tværs af DIF og DGI, og hvis man ser nærmere på, hvordan medarbejdere i henholdsvis DIF’s specialforbund og DGI’s landsdelsforeninger hopper frem og tilbage mellem jobs i de to organisationer, så er konkurrencen mellem DIF og DGI nærmere en teoretisk forestilling, end det er i overensstemmelse med virkeligheden.
Endvidere så overser kommentaren det faktum, at DIF og DGI har 1,2 millioner medlemmer tilfælles. Med så mange fælles medlemmer, er der god grund til at hævde, at Vision 25-50-75 giver meget god mening, fordi fremtidens store udfordringer for det frivillige foreningsliv ikke eksisterer i mellem de to organisationer men kommer fra den kommercielle idræt eller offentligt styrede idrætsinitiativer. Og hvis foreningslivet skal komme godt ud af den konkurrencesituation er et tættere samarbejde mellem DIF og DGI om den fælles vision nødvendig.
Det er endvidere bekymrende, at kommentaren læner sig op ad tidens trends hos blandt andre politiske kommentatorer, når den sætter alle DIF’s aktioner ind i sådan et taktisk spil, der udelukkende handler om at gøre sig til overfor staten og dem, som leverer pengene. Kunne man forestille sig, at DIF’s bestyrelse, DIF’s ledelse og DIF’s medarbejdere igangsætter idrætspolitiske handlinger, fordi man faktisk arbejder dedikeret på at gøre det bedre for idrætten i Danmark? Vi hører gerne fra dig, hvis du kan finde en eneste anbefaling i DIF’s politiske program, skolepolitiske udspil, miljøpolitiske udspil, internationale strategi samt senest vores socialpolitiske udspil, som hvis de bliver gennemført er ensbetydende med, at DIF’s medlemmer bliver ringere stillet. DIF’s vision om verdens mest aktive folkeskole, har jo ikke været et spørgsmål om at tække staten men i højere grad om at sikre, at skolerne i fremtiden bliver centrum for idræt og bevægelse, fordi vi i DIF tror på, at mere idræt til alle børn i sidste ende også vil føre til mere foreningsaktive børn. Og prøv at sammenligne anbefalingerne i DIF’s skolepolitiske udspil med det konkrete indhold i skolereformen i forhold til idræt og bevægelse, og man kan spørge sig selv om, hvem der påvirker hvem. Man er naturligvis velkommen til at være uenige med os i vores idrætspolitiske anbefalinger, men vi er altså meget mere ambitiøse i vores idrætspolitiske arbejde end at tale staten efter munden.
Det kunne være interessant at høre mere til, hvad det er græsrodsorganisationer og foreningstyper, som aftalen i højere grad skulle støtte? Hvis det er gadeidrætten, som tænkes på i denne forbindelse, så lad mig bemærke, at GAME er blandt de bedst offentligt støttede idrætsforeningerne overhovedet her i landet.
At det pibler frem med ideer fra private eller kommercielle aktører er ganske udmærket, men hvorfor skal private virksomheder have støtte fra det offentlige. Ligeledes går kommentaren let over en relevant værdipolitisk diskussion, hvor man kan diskutere, om det skal være visionen og målsætningen i den danske idrætspolitik, at idrætten foregår i de lokale idrætsforeninger, fordi de med deres demokratiske og frivillige organisering giver medlemmerne mulighed for at engagere sig, at lave tingene om samt søge politisk indflydelse på foreningens liv og rammer. I mine øjne står dette fokus i fremtidens idrætspolitik overfor et mere rent forbrugerfokus, hvor danskerne forbruger idræt i kommercielle eller offentlige tilbud fremfor at søge at involvere sig i de rammebetingelser, som er sat for deres idrætsudøvelse.
Det er selvfølgelig ikke nogen overraskelse, at vi fra DIF’s side arbejder for en mere værdipolitisk tilgang til den danske idrætspolitik, men skal man fortsætte med at tale DJØF-sprog, så viser DIF’s egen sundhedsøkonomiske effektanalyse, at foreningsidrætten generelt har en større sundhedsøkonomisk værdi, fordi foreningsmedlemmerne er oftere fysisk aktive samt er mere intensive i deres fysiske aktivitet, end tilfældet er hos de selvorganiserede idrætsaktive.
Kommentaren bruger plads på at få DIF distanceret fra vores foreninger og det hævdes, at DIF og DGI igangsætter initiativer, som ikke har noget med folkeoplysning eller de lokale idrætsforeningers trivsel at gøre. Idan har selv adgang til den bedste data, hvor 10 – 13 % af foreningerne selv svarer, at de gerne påtager sig en bredere samfundsmæssig forpligtelse. Det kan synes at være et lille tal procentmæssigt, men i reelle tal, er det ensbetydende med, at omkring 1000 idrætsforeninger er klar til at arbejde med samfundsmæssige opgaver. Hvilke andre organisationer i Danmark kan komme med så mange foreninger i baglandet, der er klar til at løfte opgaver for samfundet? Og DIF ville da være en fantastisk dårlig interesseorganisation, hvis man ikke giver 10 % af medlemmerne en mulighed for at gøre en ekstra indsats, der kan understrege, at foreningsidrætten kan bidrage til at løse nogle af samfundets udfordringer. Se bare nedenstående resultater skabt, af de foreninger, som er med i DIF’s Get2Sport arbejde:
http://www.alleboern.dif.dk/~/media/Baseline_site/Filer/PDF-filer/Nyheder/DIF_Opinion/DIF_Opinion_maj/DIF%20Opinion%202%202013%203.ashx
I DIF’s verdensbillede arbejder vi hver dag på at gøre hverdagen så let som muligt for foreningerne. Det gælder konkrete i forhold til lovområder som momsundtagelse, udarbejdelse af APV og adgang til at arbejde frivilligt for eksempelvis dagpengemodtagere. Ligesom DIF aktuelt har et idrætsfrikommuneforsøg kørende med fem kommuner, hvor man ser på hvordan bureaukrati, administration og samarbejde mellem kommune og forening kan gøres så let og smidigt som muligt. Men kom gerne med konkrete eksempler på, at vi i DIF forpligter vores foreninger på noget, som de ikke har lyst til, så vil vi undlade at føre flere af de initiativer eller idrætspolitiske positioner i marken.
Jeg håber, at DIF’s kommentar til Idan’s bemærkninger til Udredningen kan være starten på den idrætspolitiske debat om dansk idræts fremtid, der ikke i alle henseender har været specielt tydelig i forbindelse med arbejdet med selve Udredningen.
(Red: Poul Broberg er idrætspolitisk chef i Danmarks Idrætsforbund)
Det er jo fint med kommentarer og debat frisk fra fad. Desværre kan de fleste af kommentarerne beskrives som "synsninger" og meget få af argumenterne står på et solidt analytisk og forskningsmæssigt fundament.
I Jyllands-Posten torsdag den 8.5 kaldte Henrik Brandt aftalen for ”et politisk selvmål” der ”utilsigtet kommer til at tage dynamik ud af idrætsområdet”. Den vurdering sejler rundt på det argument, at ”det ikke er DIF og DGI, der har skabt den stigende idrætsdeltagelse de seneste 10 år. Det er til gengæld den innovation, konkurrence og mangfoldighed, der er kommet fra den selvorganiserede idræt og fitnessektorens fremgang og ideer omkring løb og out-door bølgen, men det vælger man overhovedet ikke at betænke eller forsøge at give bedre vækstbetingelser”, siger Henrik Brandt.
Må jeg minde om det ikke er den samlede finanslov for Danmark, der er lavet en aftale om, men de promiller, der fremkommer fra Dansk Spils overskud. For DGIs vedkommende er det et beløb på 47 kroner per dansker eller 165 kroner for hvert medlem i DGI forening, som vi skal omsætte til støtte til og udvikling af foreninger, der arbejder med idræt og motion.
Det er jo glædeligt at mange danskere de senere år har fundet løbeskoene, cyklen og kajakken frem og helt på eget initiativ fundet glæde ved idræt og motion. Men for mig, som alle andre, der til tider på egen hånd dyrker idræt og motion udenfor foreninger, er der også anlagt og sikret vedligeholdelse af faciliteter, der helt matcher de faciliteter foreningsidrætten foregår i.
Veje, stier, skovspor, strande, åer, fjorde og søer ligger der – velholdt af midler fra ”fælleskassen” – klar til at tage godt i mod mig døgnet rundt. Jeg skal sådan set bare møde op. Og ja, det er langt større, mere udbredte og dyrere faciliteter end foreningsidrætten råder over, som bare venter på et par løbesko, et cykelhjul eller en pagaj. Vækstbetingelserne for selvorganiseret løb, cykling og out-door bølgen er med andre ord helt i top og særdeles tilgodeset fra det offentliges side i Danmark.
Et andet synspunkt, der er fremført er at de tre største demokratiske idrætsorganisationer er udemokratiske og udgør et monopol, der automatisk svækker dynamik og innovation. Nu skal der altså kun een til et monopol, så rent retorisk kan vi godt gemme monopolspøgelset væk og konstatere, at DIF og DGI har konkurreret de seneste år på at levere service, udvikling og aktiviteter til de danske idrætsforeninger og som oftest på et meget forskelligt værdigrundlag.
Monopol det har Anti Doping Danmark på dopingkontrol i Danmark, men ingen interesseorganisationer i Danmark har monopol på service, inspiration og fortalervirksomhed for de danske idrætsforeninger.
I DGI har vi en værdi vi kalder noget så kedeligt som ”samfundssind”. Det betyder blandt andet, at vi tilbyder den viden, vi som organisation har høstet gennem mange år med idræt, til landets børneinstitutioner. DGI har undervist, inspireret og certificeret over 300 institutioner fra dagplejere over børnehaver til skolefritidsklubber helt uden at børnene skal komme til foreningen og vise medlemskort.
Vi ved nemlig, at der kommer godt 55.000 nye danskere til verden hvert år og hvis det danske foreningsliv skal bevare det vildt motiverende tal, at 86 % af alle børn mellem 7 og 15 år er medlem af en idrætsforening, så er vi nødt til at give børnene, deres travle forældre og de pædagoger, der tager sig af børnene, en hjælpende hånd. Vi kan også godt finde på at lave aktiviteter for børn med ADHD og unge kvinder med anden etnisk baggrund og den slags initiativer vil vi tage så længe vi har samfundssind som værdi - også selvom omkostningerne for disse aktiviteter langt overstiger de 165 kroner vi har per medlem.
Konkurrencen mellem DIF, DFIF og DGI om foreningernes gunst giver dynamik. Dynamik, der får os til at udvikle og afprøve nye aktiviteter. I DGI udviklede vi Foreningsfitness efter inspiration fra det tyske foreningsliv, og det blev siden til et samarbejdsprojekt mellem DGI og DIF. Ikke alt udvikling går glat, men sådan er det i den virkelige verden – ”det er oftest dem der vasker op, der slår porcelænet i stykker”. DIF lancerede visionen 25-50-75 og det er nu blevet et ambitiøst fællesprojekt mellem DIF og DGI.
Vi tror på det kan lykkes, med støtte fra frivillige foreninger, borgere som også i fremtiden er villige til at ”brugerbetale” for idræt og motion, landets kommuner, Naturstyrelsen, Kulturministeriet – ja alle der kan og vil bidrage. Vi tror det kan lykkes at nå målene i 2025.
Så at sætte lighedstegn mellem DIF, DFIF, DGI og fravær af dynamik og risikovillig innovation – er mere en ”synsning” end funderet på et solidt analytisk og forksningsmæssigt fundament.