Nytænkning frem for nye anlæg?

Når man som deltager i konferencen Nordic Venue Forum i Stockholm den 9.-10. april blev lukket ind på tribunerne i Sveriges imponerende nye nationalarena, Friends Arena, var det svært ikke at blive fascineret af det enorme skydetag, lystavlerne og VIP-barerne. På grønsværen kæmpede vandingsmaskinerne bravt for at holde liv i det græstæppe, som i arenaens første leveår måtte udskiftes hele otte gange.

Man kunne også få en rundtur i stadions indre. Dér, i hjørnet af landsholdets omklædningsrum stod der Zlatan Ibrahimovic på pladsen. Gåsehud. På tv-skærmen i medieauditoriet kører fodboldikonets formidable saksesparksmål fra åbningskampen mod England på den nye arena i døgndrift.

Ja, de er fascinerende, de store anlæg. Sportens store katedraler gør noget ved følelserne.

Men når musikken ikke spiller, kan man bogstavelig talt høre, hvordan de mange tekniske anlæg på anlægget summer løs og spiser løs af driftsbudgetterne. Mere charmerende end som så er der i øvrigt heller ikke på byggepladsen uden for Friends Arena i Stockholmforstaden Solna, hvor et storcenter med 250 butikker og masser af kontorlokaler skyder op som del af det enorme byudviklingsprojekt, som er en del af stadionprojektet.

Og hvordan er det nu lige med økonomien og driftsunderskuddet på over 200 mio. svenske kroner? Kommunens engagement og forpligtelser? Det svenske fodboldforbunds medejerskab, som ifølge visse iagttagere risikerer at trække forbundets økonomi i minus, selv om forbundet benægter, at der er problemer? Forretningsplanen med et fuldstændig urealistisk antal events på et stadion, der tilmed skal konkurrere med et lige så nyt og avanceret stadion- og underholdningskompleks, Tele 2 Arena, i Stockholms centrum cirka 20 minutters transporttid borte? 

Transparens i de økonomiske og politiske forhold er ofte det første offer for store arenabyggerier.

Hemmelighedskræmmeriet og lukketheden omkring flere svenske byers arenabyggerier minder fælt om de altid skjulte dagsordener i svenske socialrealistiske krimier. Tilsvarende byggerier i danske byer kan vel heller ikke sige sig fri for at have en rem af huden. Hvordan var det for eksempel lige med Viborg Kommunes nylige overdragelse af navnerettigheder til Viborg Stadion – for nu at bringe et aktuelt eksempel på banen?

Mudret samspil
Når samspillet mellem kommuner, klubber og arenaer på vore breddegrader ofte bliver lidt mudret, er det ikke mindst fordi, der meget sjældent er tale om et reelt marked på et felt, hvor udbydere af sport og underholdning ellers gerne agerer kommercielt ved andre lejligheder, hvis det er til egen fordel. Arenaer og store kulturbyggerier er næsten altid politisk styrede og offentligt finansierede anlæg på et kommercielt eller semikommercielt indholdsmarked. 

Selv på det helt lokale niveau af idrætsfaciliteter kan man i Danmark se samme tendens, idet kommunale eller selvejende idrætsfaciliteter på den ene side skal stilles gratis til rådighed for foreningslivet og skolerne og på den anden side skal agere på et kommercielt idrætsmarked, hvor borgerne i stigende grad er villige til at betale for et bedre produkt hos eksempelvis kommercielle fitnesscentre. 

Konsekvensen er, som den britiske stadionekspert Ian Nuttall påpeger,en skandinavisk blandingsmodel, hvor det offentlige nok hælder millioner af kroner i anlæggene på den ene side, men hvor der på den anden side ikke eksisterer en egentlig branchementalitet eller en særlig tradition i anlæggene for at opsamle erfaringer, viden og nøgletal om driften på tværs af anlæggene - eller for at medvirke til at skabe mere indhold i idrætsfaciliteter, opvisningsanlæg og kulturarenaer. 

For at sige det lidt forsimplet hælder samfundet millioner af kroner i anlæg og faciliteter uden præcist at vide, hvad vi egentlig vil have for pengene og rent faktisk får for dem. Der findes sjældent ordentlige redskaber til at navigere og handle, hvis det viser sig, at samfundet ikke får nok for pengene, eller at naboen gør det bedre.

Følelserne regerer stadig
Tendensen i retorikken omkring faciliteter og anlæg er dog den samme som altid: Følelser regerer.

På lokalt plan lyder retorikken fra foreningsidrættens side, at der mangler haller og faciliteter i de danske kommuner. Ethvert problem med frafald eller manglende interesse søges ofte bortforklaret med manglende mursten eller kapacitet.

Påstanden stemmer givetvis fra tid til anden, men samtidig kan man i stadigt flere kommunale halanalyser og blandt fagfolk på faciliteterne såvel i storbyer som i udkantsområder læse og høre, at foreningslivet mange steder har vanskeligt ved at fylde rammerne ud: Badminton, håndbold, baneatletik, skydning og tennis er gode eksempler på facilitetskrævende idrætter, der længe har befundet sig i en spiral af dalende aktivitetsniveau og markedsandele i mange faciliteter.

Hvem gør noget ved det? Hvem må og kan handle, hvis idrætsfaciliteterne bliver stadigt mere øde, mens lokale fitnesscentre og nedlagte fabrikshaller samtidig fyldes af nye kunder?

På opvisningsplan er situationen den samme.

Ingen by uden ny arena eller nyt stadion eller krav om det samme, selv om solide data om kapacitetsudnyttelse og arenaøkonomi sjældent findes. Man bygger primært på følelser og politiske ’visioner’ – ikke på viden, produktudvikling, bæredygtige forretningsmodeller eller i det mindste klare idræts- eller kulturpolitiske målsætninger.

Et aktuelt eksempel: I Aarhus Kommune er den gamle traver om en multiarena på det centrale jernbaneareal ved den indre ringgade dukket op på ny i den lokale debat. Ledende politikere og meningsdannere i Europas Kulturhovedstad 2017 kan ikke udholde tanken, at Herning en lille times transporttid borte har en moderne storarena i skikkelse af Jyske Bank Boxen.

”I Herning handler man,” skriver den lokale avis ’JP Aarhus’ i hyppige selvpiskende ledere.

Men sker der da aldrig noget på arena- og eventfronten i den kommende europæiske Kulturhovedstad?

Kulturproduktionshallerne Godsbanen, kunstmuseet Aros med den berømte regnbue, et stærkt udvidet Musikhus, multimediehuset Dokk1 på havnefronten, et nyt Moesgaard Museum syd for byen. Kulturmursten for milliarder er lagt i løbet af ganske få år… Nedefra er udsolgte events som Aarhus City Halvmarathon og den uhyre roste Northside musikfestival med over 25.000 betalende gæster boblet op i de senere år – næsten uden kommunale tilskud.

Alligevel er selvforståelsen i den jyske hovedstad, at Aarhus halter håbløst bagefter, så stærk er arenaernes følelsesmæssige påvirkningskraft. Jyske Bank Boxen i Herning har da også hele syv tilskuerarrangementer, hvoraf ikke et eneste sportsarrangement i kalenderen for resten af året i skrivende stund. Der burde vel stadig være en plads i kalenderen, hvis nogen dukkede op med det rette arrangement…

Behov for stærkere brancheidentitet
Det er på tide, at flere idrætsfaciliteter, opvisningsanlæg og kultur- og underholdningsarenaer begynder at agere som en branche.

Det handler ikke om at erstatte kultur- og idrætspolitikken med kolde regneark og et tunnelsyn på bundlinjen. Følelser er OK, når musikken spiller, eller bolden ruller. Offentlige tilskud, medejerskaber eller andre former for støtte til nye faciliteter og aktiviteter kan være en nødvendighed. Men kommuner og faciliteter må kunne holde hovederne kolde og agere på erfaringsudveksling, data, viden, uddannelse, innovation i indholdsproduktionen og debat, hvis vi ønsker at fylde rammerne ordentligt ud og få det optimale udbytte af investeringerne.

I den forbindelse er stiftelsen af Danske Sportsfaciliteters Brancheforening, den 28. april et spændende nyt initiativ, som måske kan bidrage til en mere bæredygtig udvikling og en langt bedre forståelse af hele området som en branche med store udfordringer og store potentialer.