Statens idrætspolitik bør være mere offensiv

Danmark har behov for en statslig idrætspolitik!

Man kan næsten høre de dybe suk på forbundskontorerne over et sådant udsagn og fornemme de historiske flashbacks til 1990’erne, da forsøg på at skabe en stærkere statslig idrætspolitik og få organisationerne til at have større fokus på såkaldt idrætssvage grupper fra kulturministre som Jytte Hilden (S) og Ebbe Lundgaard (R) udløste harmdirrende reaktioner fra de daværende formænd for henholdsvis DIF og DGI, Kai Holm og Leif Mikkelsen. 

’Sovjetmetoder’ og ’statslig topstyring’ hed det sig dengang, når ministre spagfærdigt forsøgte at skaffe sig større råderum på den samlede idrætssektors vegne.

Faktisk har der været flere idrætspolitiske initiativer fra statens side over de seneste årtier. Knopskydninger som Team Danmark, Lokale og Anlægsfonden, Sport Event Denmark, Anti Doping Danmark, Idrættens Analyseinstitut og skiftende statslige puljeinitiativer er alt andet lige udtryk for statslige prioriteringer af nye formål ved siden af de store idrætsorganisationer.

Nogen bevidst overordnet formulering af en statslig dansk idrætspolitik med en klar rollefordeling og idrætspolitisk forventningsafstemning har der dog aldrig været tale om. 

I stedet har vi fået en situation, hvor de frivillige idrætsorganisationer trods deres hævdvundne autonomi fra staten i tiltagende grad har indtaget rollen som ’styrelser’, der søger at sætte retningen for den samlede idrætssektors indretning, finansiering og målsætninger pr. stedfortræder for den fraværende statslige idrætspolitik.

Aktuelt er der hektisk aktivitet bag kulisserne i det igangværende slutspil om Kulturministeriets såkaldte udredning af ’Idrættens økonomi og struktur’. De store fisk på statens idrætsbudget, DIF og DGI, har sammen lanceret en storstilet idrætspolitisk vision, ’25-50-75’, som de siden DGI’s årsmøde i november har arbejdet for også at gøre til en bred statslig vision for idrætten med tilslutning fra ministerier og idrætspolitiske ordførere. 

Organisationerne sætter altså i høj grad retningen for politikerne – ikke omvendt.

Idrætspolitisk tomrum
Lad det være sagt med det samme: En vision om, at 50 procent af landets befolkning skal være aktiv i en idrætsforening, og 75 procent af landets befolkning skal være idrætsaktiv i 2025, er smuk og velment, men den er også udtryk for, at DIF og DGI, dels af ædelmodig idealisme, dels af kold egeninteresse i at bevare monopolstillingen i den nuværende statslige finansieringsmodel, udnytter det idrætspolitiske vakuum, som regeringer og Folketing gennem tiderne har efterladt.

Naturligvis skal idrættens interesseorganisationer spille en stærk idrætspolitisk rolle, men det er ikke hensigtsmæssigt for den samlede idrætssektors udvikling og dynamik, hvis DIF og DGI og de initiativer, der udgår fra de to organisationer, i praksis er idrætspolitikken. 

For tiden er den danske idrætssektor i vækst på en række områder, som ligger helt uden for de to idrætsorganisationers rækkevidde og historiske ansvarsområder. Samtidig har idrætten en masse udfordringer, som den frivillige idræt ikke kan forventes at løse eller tildeles hovedansvaret for. Det gælder eksempelvis i forhold til idrættens integritet og ledelse nationalt og internationalt, i forhold til befolkningsudviklingen i land og by, i forhold til skoleidrætten, i forhold til idrætsrelateret uddannelse og forskning og i forhold til idræt for særlige målgrupper osv.

Den danske idrætssektor er allerede stærk, men idrætssektoren i Danmark kan nå det sidste stykke op i den absolutte verdensklasse, hvis regering og Folketing kommer mere på banen og tænker lidt dybere over, hvordan den optimale indretning af fremtidens idrætssektor bør se ud, og hvordan staten selv bedst bidrager til at opfylde målsætningerne. 

Uhensigtsmæssig dominans 
I dag er situationen, at de centrale idrætsorganisationer, som udtrykt i deres 25-50-75 vision, både hævder at varetage foreningernes interesser (som udtrykt i ønsket om 50 procents foreningsdeltagelse) og samfundets interesser (som udtrykt i tallet 75 procents generel idrætsdeltagelse). 

Men man kan ikke forvente, at den organiserede idræt til hver en tid skal optræde ’uvildigt’, når det i hverdagen kommer til de praktiske prioriteringer. Skal man eksempelvis prioritere:

• Flere klubhuse, kunstgræsbaner og idrætshaller til det folkeoplysende foreningsliv? 
• Flere arenaer og specialanlæg til eliteidrættens internationale medaljejagt? 
• Større tilskud til fysisk aktiverende idrætsgrene end til mere stillestående idrætter? 
• Flere offentlige åbningstider og flere motionsstier eller fitnessredskaber til selvorganiseret idræt?
• Flere idrætsrelaterede initiativer for hjemløse eller sindslidende, selv om de er besværlige og kun tæller marginalt i forhold til 25-50-75 visionen? 
• Flere kurser for idrætslærere og pædagoger til den nu obligatoriske skolemotion frem for kurser for frivillige? 
• Flere samarbejdsaftaler med eller bedre rammevilkår for de fremstormende kommercielle udbydere af idræt?  
• Skattelempelser for idræt på arbejdspladsen? 
• Flere formelle eller uformelle uddannelser på idrætsområdet?

Sådanne prioriteringer er politiske, og det kan ikke overlades til idrætsorganisationerne alene at træffe helhedsorienterede valg på samfundets vegne. Det bekræfter de sådan set også selv, idet de åbenlyst gør deres 25-50-75 vision betinget af, at der ikke må pilles ved den foreningsbårne idræts – læs idrætsorganisationernes – økonomiske vilkår i forsøget på at realisere visionen.

Desuden kan idrætsorganisationernes stærke dominans være uhensigtsmæssig, fordi få stærke aktører billedligt talt nemt kommer til at blokere for ilten til andre innovative og vigtige vækstlag i den danske idrætssektor, og fordi idrætsorganisationerne får en dominerende position uden nødvendigvis i alle tilfælde at være den bedste leverandør af gode løsninger.

Store forandringer 
Den danske idrætsmodel bærer historisk set præg af, at støttestrukturen tidligere næsten udelukkende havde til formål at fremme det frivillige foreningsliv og en smule eliteidræt. Altså en kulturpolitisk dimension, hvor mangfoldighed, lyst og følelser står centralt.

I de senere år er der imidlertid sket store forandringer i idrætssektoren og kommet stor fokus ikke bare på idræt som fritidsinteresse, men også på fysisk aktivitet og idræt som sundhedsfaktor og som økonomisk og byudviklingsmæssig vækstfaktor – altså en mere rationel velfærdspolitisk dimension. 

De kulturpolitiske og de velfærdspoliske interesser i idrætten er begge vigtige, men de går ikke altid hånd i hånd. Hvis organisationerne står i spidsen for begge dimensioner, risikerer de både at påvirke mangfoldigheden i idrættens kulturpolitiske dimension negativt og komme til at bremse dynamikken i udviklingen af idrættens velfærdspolitiske dimension. 

Som professor Bjarne Ibsen fra Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Syddansk Universitet skriver i SDU’s nye antologi ’Samfundets idræt’, er risikoen ved den aktuelle tilstand, at organisationerne nok formelt er relativt autonome af staten, men samtidig også risikerer at blive økonomisk autonome af de forbund og lokale medlemsforeninger, hvis interesser de er sat i verden for at varetage. 

I praksis er der meget svage økonomiske relationer mellem de statsfinansierede idrætsorganisationer og deres lokale medlemsforeninger. Organisationerne kigger primært ’opad’ til de rare statslige midler og lancerer det ene velfærdspolitiske og til tider åbenlyst selvlegitimerende initiativ efter det andet, mens foreningerne lokalt er afhængige af deres medlemmers arbejde, lyst og engagement – ofte suppleret med kommunale tilskud. 

Derfor kan at staten ikke pr. automatpilot føre hele sin idrætspolitik pr. stedfortræder gennem idrætsorganisationerne og den frivillige idræt. Staten må i tråd med indsatsen på andre velfærdsområder selv påtage sig det overordnede ansvar for at koordinere den velfærdspolitiske dimension af idrætten og sikre et vist samspil mellem alle aktørerne på idrætsområdet.

Den udvikling har idrætsorganisationerne selv, ligesom de fleste kommuner og EU, allerede taget bestik af ved at gøre sig den ulejlighed at udarbejde idrætspolitikker og overveje, hvordan de bedst skaber merværdi for den samlede idrætssektor.

Kun det statslige led i kæden er fortsat meget svagt. Staten har ingen samlede målsætninger for idrætssektoren og redegør ingen steder for de tanker og prioriteringer, der ligger bag eksempelvis fordelingsnøglen for udlodningsmidlerne fra tips- og lottoloven. Fordelingsnøglen for den statslige støtte er en lukket fest for særligt udvalgte uden synlige kriterier for de økonomiske prioriteringer. 

Helhedsorienteret livtag 
Regering og Folketing bør derfor benytte den igangværende udredning af idrættens økonomi og struktur til at tage et helhedsorienteret livtag med idrætssektorens udvikling og fremtidige potentiale ved at udarbejde en statslig idrætspolitik. 

En sådan politik behøver ingenlunde være ensbetydende med store omvæltninger eller større statsstyring af de frivillige organisationer, hvis man er sig bevidst om at undgå denne faldgrube. Snarere tværtimod. Organisationerne kan få større frihed. 

En statslig idrætspolitik kan således blot indebære, at staten synligt påtager sig det ansvar, som er statens – gerne i samarbejde med den frivillige idræt og andre gode partnere, hvor det er hensigtsmæssigt. Samtidig er det op til den frivillige idræts organisationer fortsat at træffe deres egne valg og varetage medlemmernes interesser på de områder, som er deres.