Idrættens rum og rammer trænger til ny energi

Vi elsker vort land, men ved midsommer mest, når hver sky over marken velsignelsen sender, og Danmarks Radio i øvrigt sender flittigt fra Landsstævnet i Esbjerg og formidler Landsstævnets livsglæde, livskraft og solide rødder i det kernesunde danske foreningsliv til hele landet.

Det var næppe tilfældigt, at DGI-formand Søren Møller på Landsstævnets festlige åbningsaften den 4. juli fremhævede foreningsidrætten som en væsentlig årsag til, at Danmark ofte fremhæves som et af de lykkeligste og mest tillidsfulde lande i verden.

DGI-formanden kunne have tilføjet, at Danmark normalt også fremhæves som et af de fredeligste og mest lige samfund i verden, og selv om statsminister Helle Thorning Schmidt, der ligeledes talte ved landsstævnets åbning, formentlig atter bliver tynget af triste prognoser om skrantende vækst og samfundsøkonomi, når hun vender tilbage til kontoret, er der givetvis noget om snakken: Foreningslivet og folkeoplysningsloven spiller klart en rolle for den danske frihed og livsglæde, der manifesterer sig så tydeligt under Landsstævnet.

Foreningsidrætten er den største folkelige bevægelse herhjemme, og netop landets idrætsforeninger nyder om nogen godt af tillidskulturen og traditionen for folkeoplysning og fri foreningsdannelse i den rigelighed af offentlige idrætsfaciliteter, som forefindes over hele landet.

Spørgsmålet melder sig dog stadigt kraftigere, om tillidskulturen og den udbredte tiltro til, at foreningslivet udfylder rammerne med aktivitet for hele befolkningen kan stå alene i fremtidens drift af de offentlige idrætsfaciliteter?

Flere mindre analyser af kapacitetsudnyttelse og facilitetsdrift i de senere år viser klart, at der ofte er forbløffende store potentialer for at skabe mere idræt for pengene og aktivere flere befolkningsgrupper med idræt i mange af landets idrætsfaciliteter. Akkurat som landsstævnet har fornyet sig i Søren Møllers formandstid i DGI - og akkurat som statsministeren givetvis vil hævde, at velfærdssamfundet generelt må forny sig, hvis vi skal bevare det i fremtiden, er det på tide, at hele samspillet mellem kommuner, foreninger og borgere på facilitetsområdet får et grundigt eftersyn.

Faciliteterne sluger langt størsteparten af de offentlige midler til idræt, og i en tid med økonomiske udfordringer og store forskydninger i idrætsvaner og befolkningsunderlag, vil alternativet til en bedre drift af de offentlige faciliteter i mange tilfælde blive lukninger, fysisk forfald eller masseflugt af idrætsaktive til kommercielle faciliteter, hvilket netop vil skade den sammenhængskraft og tillidskultur, som folkeoplysningstraditionen bygger på.

Folkeoplysning rimer dårligt på nøgletal
Vi ved, at tilskudsmodeller, facilitetsdækning og udgiftsniveau til faciliteter varierer voldsomt mellem landets 98 kommuner, og vi ved, at der ofte er enorme forskelle på aktivitetsniveau, kapacitetsudnyttelse og på brugertilfredshed fra anlæg til anlæg.

Men eftersom den smukke danske folkeoplysningstradition tilsiger, at rum og rammer til idræt er noget, kommunerne langt hen ad vejen stiller til rådighed for foreningerne, er det forbløffende småt, hvad der egentlig ligger af sammenlignelige nøgletal og gennemarbejdede strategier og målsætninger på facilitetsområdet såvel centralt som lokalt.

’Folkeoplysning, tillid og frivillighed’ rimer ikke vanvittig godt på ’benchmarking, kapacitetsudnyttelsesanalyser og nøgletal’, men der er næppe nogen vej udenom at lukke lidt flere nøgletal og analyser nænsomt ind i de offentlige idrætsfaciliteters univers.

Kunsten er at gå fra kommunal service af det lokale foreningsliv til en mere proaktiv drift, der både yder en god service til de traditionelle brugergrupper, men som samtidig omfatter målrettet aktivering af ledig kapacitet og større blik for nye målgrupper.

Pejlemærker for bedre faciliteter
Idan vil i de kommende år sammen med forskningsmiljøer som Institut for Idræt og Biomekanik, SDU og andre interesserede partnere arbejde på at skabe en langt større indsigt i drift og ledelse af landets idrætsanlæg. Vi vil lancere større undersøgelser og mindre analyser og løbende sætte fokus på bedre drift og ledelse af idrættens rum og rammer:

Hvordan kan man gennem nøgletal for kapacitetsudnyttelse, økonomi og brugertilfredshed skabe brugbare pejlemærker for faciliteter og kommuner og en større ’branchebevidsthed’ om offentlige idrætsfaciliteter som aktiver, der skal drives bedre?

Hvordan kan man synliggøre og sælge ledig tid gennem ny teknologi og incitamentsstrukturer?

Hvad betyder placering, ejerforhold og tilskudsmodeller i forhold til foreningernes og borgernes tilfredshed og kapacitetsudnyttelsen i faciliteterne?

Hvordan skaber man rum og rammer til aktiviteter for nye målgrupper og nye aktivitetsformer uden at skade det bestående?

Hvordan skaber man det optimale samspil mellem idrætten og andre brugergrupper i faciliteter og lokalsamfund?

Hvad kan vi lære af andre landes erfaringer eller succesfulde operatører i beslægtede brancher eller den kommercielle sektor?

Spørgsmålene er mange, og svarene foreløbig få. Vi håber over de kommende år at kunne bidrage til en ny dagsorden, hvor idrættens tillidskultur går hånd i hånd med nytænkning på facilitetsområdet.