FIFA’s nye etiske komité dumper sin første test

Reformprocessen i FIFA fik endnu et skud for boven, da FIFA’s etiske komité tirsdag den 30. april offentliggjorde en længe ventet rapport fra formanden for bedømmelseskammeret i FIFA’s etiske komité, den tyske dommer Hans-Joachim Eckert.

Rapporten var den første test af den hidtil eneste vigtige ændring, der er sket i FIFA’s struktur, siden reformerne blev skudt i gang: Opdelingen af FIFA’s etiske komité i et bedømmelses- og et efterforskningskammer og udpegningen af to uafhængige eksperter til at lede hvert kammer.

På papiret er ændringen er en forbedring, men virkeligheden er altings prøve, og i den prøve er den etiske komité dumpet.

Dommer Hans-Joachim Eckert, som kort efter sin tiltræden sprang op som en løve og advarede Blatter om at han måtte samarbejde med komitéen eller træde tilbage som FIFA-præsident, synes at være faldet ned som et lam efter at have nærlæst 30 siders rapport og 4.200 siders bilag fra sin kollega, den amerikanske formand for efterforskningskammeret, Michael J. Garcia.

Eftersom Garcias rapporter og bilag holdes hemmelige, er det svært at udtale sig om kvaliteten af hans ni måneder lange efterforskning. Men hvis Eckert har læst efterforskningspapirerne korrekt, ser det ud til, at Garcia har overset væsentlige aspekter.

Han har heller ikke føjet væsentligt nyt til den viden om forholdet mellem ISL og FIFA-lederne, som blev offentliggjort i 2012 efter et årelangt kulegravningsarbejde udført af den schweiziske anklager Thomas Hildbrand.

Hildbrand afdækkede blandt andet, at tre sydamerikanske ledere, den tidligere FIFA-formand og ærespræsident João Havelange, formanden for Det Brasilianske Fodboldforbund Ricardo Teixeira og formanden for Det Sydamerikanske Fodboldforbund Nicolás Leoz, alle havde modtaget en del af de 142 millioner schweizerfranc (CHF) – knap 700 millioner danske kroner – som ISL udbetalte i bestikkelse til fodbold- og andre sportsledere i 1990’erne mod til gengæld at få retten til at videresælge FIFA’s tv- og sponsoraftaler.

Alle tre kan nu skrive forhenværende på visitkortet. Teixeira trak sig allerede tilbage som brasiliansk fodboldformand og FIFA-bestyrelsesmedlem tidligt i 2012 som følge af disse afsløringer. Og de to øvrige har formentlig fået et forhåndstip om, at Eckert i sin rapport kalder deres handlinger ”moralsk og etisk forkastelige”.

Havelange har i diskretion trukket sig fra sin post som FIFA’s ærespræsident allerede den 18. april, og Nicolás Leoz fulgte trop et par dage senere ved både at forlade sin plads i FIFA’s bestyrelse og sin post som sydamerikansk fodboldformand på livstid.

Udvander fakta fra retligt forlig
Baggrunden er altså fakta fra det retlige forlig i 2010, som efter to års juridisk tovtrækkeri blev offentliggjort sidste sommer. Her blev det også slået fast, at FIFA kendte til det mangeårige bedrag, herunder FIFA-præsident Sepp Blatter, som mindst én gang – i marts 1997 – blev konfronteret med en betaling fra ISL til João Havelange på 1,5 millioner CHF, som fejlagtigt var indgået på FIFA’s konto, og som Blatter straks returnerede.

Det står ikke klart, om Eckert selv mener at han besvarer det spørgsmål, eller om han lader det stå åbent.

Han referer loyalt hvad Blatter har forklaret om episoden i 1997 til efterforskeren Garcia. Blatter forklarede, at han ”ikke kunne forstå, at nogen sender penge til FIFA beregnet for en anden person”. Men det faldt ikke Blatter ind, at der kunne være tale om bestikkelse.

Skønt Blatter har en klar interesse i at lægge denne rygende pistol fra sig – og altså tale usandt i denne sag – har dommer Eckert åbenbart fuld tillid til Blatters oprigtighed. Han konkluderer:

”Præsident Blatters adfærd har måske været klodset, eftersom der kunne være internt brug for en opklaring, men dette leder ikke til noget kriminelt eller etisk embedsmisbrug.”

Ordet ”klodset” i denne sammenhæng må kandidere til titlen som ”årets underdrivelse”.

Hvis den øverste topembedsmand med 20 års erfaring i sin organisation opdager, at den vigtigste forretningspartner udbetaler et millionbeløb til organisationens formand, og herefter returnerer beløbet uden at følge op på sagen – kan det så bagatelliseres som klodset?

Har Hans-Joachim Eckert i sin lange dommergerning aldrig mødt en anklaget, som løj om sine forhold? Hvordan kan han uden videre slå fast, at Blatters forklaring står til troende?

Dommer Eckerts blanke accept er så meget sværere at forstå, som han straks i det følgende afsnit beklager sig over, at tidligere FIFA-ansatte har nægtet at samarbejde med den etiske komités efterforskere netop i denne afgørende sag.

Ignorerer særbehandling
En skærpende omstændighed ved 1997-episoden er, at den meget vel kan have tilknytning til en skandale, som er fuldt belyst i offentligheden i 1990’erne. Dengang valgte FIFA, at ISL fortsat skulle have rettighederne til fodbold-VM i 2002 og 2006, på trods af at andre firmaer – blandt andet den amerikanske gigant IMG – havde afgivet højere tilbud. IMG tog det usædvanlige skridt at anklage FIFA offentligt for urent trav, og der er solid dokumentation for, at ISL fik særbehandling.

Blatter var FIFA’s ankermand i denne proces, men fik altså ikke mistanke om, at et kæmpeløb fra ISL til Havelange kort efter ISL- kontraktens indgåelse kunne have forbindelse til det uskønne forløb?

Eckert gør i sin rapport opmærksom på, at ISL fik disse rettigheder, men ignorerer helt anklagerne om konkurrenceforvridning og den mulige forbindelse til Havelange.

Opgiver at udrede netværket
Også FIFA’s dobbeltrolle i forhandlingerne med konkursboet efter ISL (som gik fallit i 2001) påkalder sig Eckerts interesse. Eckert konstaterer, at dele af denne sag ”henligger i mørke” trods Hildbrands og Garcias efterforskning. Blandt meget andet er det forvirrende, at Blatter afviser at have givet nogen bemyndigelse til den advokat, der i 2004 optrådte som FIFA’s repræsentant i forhandlingerne. Både den schweiziske eller FIFA’s egen efterforsker må i det hele taget opgive at udrede trådene i det netværk, som binder nøglepersonerne og –selskaberne i FIFA og ISL sammen.

Og hvad siger Eckert mon til dét? At denne sag lugter fælt af sammensværgelse, inhabilitet og interessekonflikter, og at der er grund til mistanke?

Næh, han konkluderer ganske enkelt, at eftersom FIFA ikke havde et etisk regelsæt i 2004, så er der heller ingen regler, der er blevet overtrådt. Den konklusion havde man ikke behøvet at afsætte ni måneders efterforskning for at nå.

I et par sammenhænge, hvor Eckert ikke bruger de ikke-eksisterende FIFA-regler som forklaring, henviser han til FIFA’s frihed til at træffe forretningsmæssige beslutninger, uagtet at FIFA er registreret som en almennyttig forening i Schweiz og derfor ikke kan bedømmes på linje med andre store firmaer.

Jura i stedet for etik
Det er et gennemgående træk ved Hans-Joachim Eckerts konklusioner, at han som jurist er mere interesseret i love og regler end i etiske overvejelser. FIFA’s etiske regelsæt åbner mulighed for, at den etiske komité drager selvstændige etiske konklusioner, uanset hvornår begivenheden fandt sted.

Alt i alt er dommer Eckerts rapport et skuffende værk, og så længe offentligheden ikke kan få Michael J. Garcias rapporter at se, må Eckert alene bære ansvaret for de mangler, som kan opsummeres således:

1. Af de 142 millioner CHF, som ISL udbetalte i bestikkelse, mangler der stadig at blive redegjort for over 100 millioner. Eckert nævner slet ikke denne kendsgerning. Har FIFA’s etiske komité glemt at spørge de folk i og omkring FIFA, som må vide mere om denne enorme, uidentificerede bestikkelsessum? Hvis komiteen faktisk spurgte til emnet, men uden held, burde vi så ikke høre om den herskende benægtelseskultur?
2. Blatter og øvrige FIFA-ledere bliver som nævnt frikendt på flere punkter, alene fordi FIFA’s regler var utilstrækkelige, da begivenhederne fandt sted. Dermed svigter den FIFA’s nye, uafhængige etiske komité de forventninger, omverdenen med rette har haft til, at komitéen foretager en uafhængig, selvstændig stillingtagen til etiske spørgsmål og ikke kun til velkendte formalia.
3. Den etiske komité forholder sig uklart til det centrale spørgsmål, om det var god etik, at Sepp Blatter så passivt til i 1990’erne som FIFA’s generalsekretær, mens den hidtil største korruptionsskandale udfoldede sig blandt hans nærmeste allierede.
4. Eckert redegør ikke for de overvejelser, der ligger bag de få vurderinger, som har en etisk karakter – for eksempel at Blatters håndtering af betalingen til Havelange afskrives som ”klodset”.
5. Den etiske komité lukker denne sag uden overhovedet at beskæftige sig med, at Sepp Blatter igennem ti år – fra 2001 til 2011 – gjorde alt, hvad der stod i hans og FIFA’s magt for at hemmeligholde ISL-affæren med løgne, fortielser, trusler og fordrejninger. Dette foregik også efter, at FIFA i 2004 indførte et etisk regelsæt. Hvorfor har den etiske komité ikke taget stilling til denne adfærd? 
6. I særlig grad brugte Blatter store summer på advokatsalærer for at få domstolene til at sikre, at intet slap ud om hverken konkursforhandlinger eller om det retlige forlig, der afsluttede ISL-sagen. Var det en ansvarlig forvaltning af FIFA’s penge eller et uetisk forsøg på at dække over Blatters allierede? 
7. Sepp Blatter undlod i to år – fra 2010 og til 2012 – at offentliggøre ISL-forliget, selv om han kunne og selv om han fra efteråret 2011 sagde, at han gerne ville. Han talte usandt om, at andre parter forhindrede ham i det. Var det god etik, hr. Eckert?
8. Selv om dommer Eckert erkender, at nøglepersoner i FIFA har undladt at samarbejde, at FIFA’s efterforskere ikke har samme magtmidler som det rigtige politi, og at flere vigtige sagsforhold henligger i mørke, vælger han på dette skrøbelige grundlag at feje al tvivl af bordet, erklære sagen for lukket og friholde alle FIFA-ledere for videre tiltale. Effektivt, måske. Men etisk holdbart?

Så vidt den del af ansvaret, som Eckert har svigtet.

Det egentlige ansvar for skandalerne ligger naturligvis hos FIFA: hos Sepp Blatter, hos eksekutivkomitéen og i generalforsamlingen.

Hvis FIFA’s topledelse mener, at den etiske komité har gjort et fremragende stykke arbejde, vil det være passende at dokumentere den påstand ved at fremlægge resultat af Michael J. Garcias efterforskning.

Hvis ledelsen nægter, kan Dansk Boldspil-Union jo foreslå det, når generalforsamlingen træder sammen under palmerne på Mauritius i slutningen af denne måned.

Turen er kommet til IOC
Endvidere er det nu tid til at rette blikket mod den Internationale Olympiske Komité (IOC), som viste Havelange ud ad bagdøren i december 2011 på grund af ISL-sagen, men har udskudt afgørelsen om IOC-medlemmet Sepp Blatters skæbne med den begrundelse, at FIFA’s nye etiske komité skulle have lov at gøre sit arbejde.

Eftersom IOC har haft et etisk regelsæt siden 1998, må man formode at IOC kan sætte ind på en række af de punkter før 2004, hvor FIFA’s etiske komité lader sagen falde. Må et IOC-medlem for eksempel arbejde aktivt for at dække over korrupte kolleger?

IOC undlader i reglen at gøre op med korrupte forbundsledere, men det er dog sket. Men fodbold er en magtfuld sport, og man skal ikke forvente sig alverden af den olympiske bevægelses moralske vogtere.

Rapporten fra FIFA’s etiske komite underbygger desværre den formodning, at idrættens organisationer ikke er i stand til at undersøge sig selv. Den nylige, velunderbyggede rapport fra det amerikansk-caribiske fodboldforbund CONCACAF, som trækker tæppet væk under de tidligere CONCACAF-ledere og Blatter-allierede i FIFA’s bestyrelse, Jack Warner og Chuck Blazer, er en prisværdig undtagelse – måske fordi de to personer netop er forhenværende.

De ledere i FIFA, som håber, at ISL-sagen nu vil dø, vil blive skuffet. De schweiziske myndigheder har afsluttet sagen, men landets politikere forbereder love, som skærper kontrollen med de mange idrætsorganisationer, der har hjemsted i alpelandet.

Og hvor amerikaneren Garcia har sluppet sin efterforskning af FIFA, har hans tidligere kolleger i forbundspolitiet FBI for længst taget over. Deres søgelys er rettet mod netop CONCACAF, herunder Chuck Blazer og Jack Warner.

Hvis man er i tvivl om forskellen på den efterforskning, som idrætten foretager, og den som udføres af amerikansk politi, så spørg Lance Armstrong og hans tidligere cykelkammerater på US Postal.

ISL-sagen er kommet for at blive. Lige så længe Sepp Blatter sidder i den formandspost, han nu forbereder sig på at forlænge ved at bryde sit løfte om at fratræde i 2015, lige så længe vil ISL kaste skygger over FIFA.