Idræt mellem kultur og koncepter

Da gymnastikinstruktøren Ina Thanild fra Greve Idrætsforening i 1983 vendte hjem til sin lokale idrætsforening med aerobic i bagagen efter et festligt ophold som au pair-pige i Californien, opfattede hun næppe sig selv som en af pionérerne i DGI-gymnastikkens forandring.

Men i praksis var ildsjæle som Ina Thanild blandt bølgebryderne i den folkelige gymnastiks gradvise udvikling fra en æstetisk betonet, forpligtende og traditionsbåren foreningskultur til en ny slags ’folkelighed’, hvor en lind strøm af rationelle træningskoncepter med lave adgangsbarrierer og fokus på sundhed og motion lokkede nye medlemstyper ind i butikken.

”I gymnastikken var jeg vant til, at hvis man ikke havde været der én gang, var man allerede langt bagud, næste gang man kom. Men til aerobic gjorde det ikke den store forskel, om man mistede en gang træning, for der var hverken konkurrence eller opvisninger, og konceptet var så simpelt, at alle kunne være med,” som Ina Thanild citeres for at sige i notatet ’Gymnastikkens placering i en sundheds- og fitnesskultur’, som Idan offentliggør med dette nyhedsbrev.

The rest is history, som man siger.

Da først DGI’s gymnastikudvalg med nogen betænkelighed dengang i 1980’erne havde besluttet at springe på aerobicbølgen under pres fra ildsjæle som Ina Thanild fra de lokale foreninger, gik det stærkt. Fra de første DGI-kurser i aerobic til nutidens eksplosion i udbuddet af kurser og koncepter i alskens bevægelsesformer har DGI-gymnastikken sjældent set sig tilbage.

Et bøjeligt gymnastikbegreb
Gymnastikbegrebet er nemlig i praksis en lige så bøjelig størrelse som Nadia Comanecis ryg. Forfatteren til notatet, Kasper Lund Kirkegaard, dokumenterede i sin kortlægning af og forskning i fitnesskulturen og dens mange aflæggere gennem hans syv-årige ansættelse hos Idan frem til sommeren 2012, hvordan nye idrætskulturer, nye koncepter og nye fokusområder som målrettethed, målbarhed, fleksibilitet og individualitet gennem de seneste årtier har skabt såvel en stigende kommercialisering og konkurrence som en stor vækst i motionsidrætten.

I det nye notat ’Gymnastikkens placering i en sundheds- og fitnesskultur’, beskriver Kasper Lund Kirkegaard i dybden de diskussioner og valg, der har ført DGI-gymnastikken frem til den aktuelle situation, hvor fitnessrelaterede aktiviteter som aerobic, step, indoor cycling, effekt, cross fitness osv. har fået en ligeværdig status med den klassiske gymnastik, hvilket symboliseres af Gymnastikudvalgets navneforandring til DGI Gymnastik & Fitness.

I praksis har den ressourcestærke DGI-gymnastik ofte formået at hamle op med kommercialiseringen af motionsidrætten, hvor konceptudvikling, markedsføring og evne til trendspotting er en nødvendighed for at begå sig i den hårde konkurrence. Dette dokumenteres ligeledes af Maja Pilgaards sideløbende ’Evaluering af uddannelse i DGI Fitness & Sundhed’.

Sammensmeltning af kulturer
Bagsiden af medaljen, vil mange hævde, er risikoen for, at det forpligtende fællesskab og frivilligheden bliver trængt i baggrunden af den hastige professionalisering, hvor foreningsidrættens ansatte konsulenter jagter inspiration på de samme amerikanske fitness conventions som den kommercielle sektor, og hvor der ofte sker en decideret sammensmeltning med den kommercielle idræt, fordi foreningsidrætten køber rettigheder til rent kommercielle koncepter som zumba eller piloxing for at hænge på jagten på medlemmerne og de bedste instruktører.

DGI-gymnastikkens omstillingsparathed rejser visse problemstillinger i forhold til grænsesætningen mellem folkeoplysning og forretning. Diskussionen om konkurrenceforvridning bobler under overfladen, men uanset hvem der i sidste ende måtte vinde et juridisk tovtrækkeri om tilskud fra tipsmidler eller kommuner til foreningernes fitnessrelaterede aktiviteter, er idrættens praksis og virkelighed for længst rykket forbi den diskussion:

På den ene side er udøverne ligeglade med, hvem der er afsender af idrætsaktiviteten, og på den anden side har eksempelvis DGI Gymnastik & Sundheds succes med at tage nye bevægelseskulturer ind under huden dokumenteret, at forenings­idrætten og frivilligheden trives fint med nye koncepter og kulturer.

En ny form for folkelighed
Man kan næsten gå så vidt som til at hævde, at mange af de nye idrætstilbud med lave adgangsbarrierer og større tilpasning til den enkeltes behov og formåen er udtryk for en ny form for folkelig idræt af den simple grund, at en bredere palet af tilbud i foreningsidrætten skaber tilbud til flere medborgere og samlet set en større idrætsdeltagelse.

Tilbage står så, hvad andre idrætskulturer kunne lære af DGI-gymnastikkens udvikling?

Andre idrætskulturer har hængt langt mere fast i traditionerne og en bestemt idrætsopfattelse end DGI Gymnastikken:

Løberne har først for alvor fået plads i idrætsorganisationernes bevidsthed inden for de seneste fire-fem år. Undertegnede husker selv fra egen idrætskarriere, hvordan spage forsøg fra enlige motionsentusiaster på at forankre motionsløb som ligeværdig aktivitet i atletikken tilbage i 1980’ernes ’aerobic-alder’ blev mødt med en hovedrysten fra de mere inkarnerede atletikledere.

Andre eksempler kunne være brydning, der reelt er skindød og for længst overhalet af moderne kampsportsformer med langt større appel til kampsportssegmentet, eller vægtløftning, der mere eller mindre bevidst holdt fast i en snæver sportskultur i fugtige kældre, mens styrketræning i alle mulige afskygninger tordnede forbi i de kommercielle fitnesscentre.

Nye idrætskoncepter vil komme og gå
Ja, faktisk kan man fortælle samme historie om mere eller mindre vellykkede strategiske valg og fravalg gennem tiderne om næsten alle traditionsbundne idrætskulturer. Takket være en lun plads under idrætsorganisationernes paraply og evt. lidt lejlighedsvis succes på eliteidrætsfronten har mange forbund og idrætsgrene i de seneste årtier ’formået’ at ignorere en sprudlende palet af nye relaterede motionsformer: Svømning, håndbold, skydning, cykling, atletik, fodbold, boksning og flere med dem…

Alle disse idrætsgrene og forbund vil reelt kunne se tilbage på en række succesfulde motions- og bevægelseskoncepter, som de overså eller bevidst valgte ikke at gå med på gennem de seneste årtier.

Der er næppe tvivl om, at udviklingen ikke er stoppet. Mange af de etablerede idrætsorganisationer og forbund vil kunne gennemføre samme succesrige løbende udviklingsproces som DGI Gymnastik & Sundhed synes at have gjort.

Kun fantasien kommer til at sætte grænser i de kommende år. Den løbende udvikling – eller afvikling – af tværgående og målrettede idrætskoncepter vil tage til, sideløbende med de mere traditionelle idræts- og sportskulturer. Spørgsmålet er kun, hvem der viser sig bedst til at træffe de rigtige strategiske valg, udvikle koncepterne, uddanne instruktørerne og fange medlemmerne ind?