Kan samfundsansvar gå for vidt?

For femte vinter i træk kører mediernes overskrifter på finanskrise, tab af arbejdspladser og et velfærdssamfund under pres.

Men midt i denne kolde tid viser et hurtigt kig på DGI og DIF’s offentlighedsarbejde i vintermånederne, at der trods alt er håb: DIF og DGI skal nok stå klar, hvor andre skranter.

Mens Kulturministeriets udredning af idrættens økonomi og struktur kører op i gear i de kommende måneder, har også DIF og DGI trykket på speederen i agitationen for idrættens samfundsmæssige og sociale betydning.

Tal på vækst og frivillighed
”Idræt giver økonomisk vækst for 28 mia. kr.,” hed det i januar på DGI’s hjemmeside som opfølgning på en (noget foreløbig) rapport fra EU-Kommissionen om ’Idrættens bidrag til økonomisk vækst og arbejdspladser i EU-området’.

Idræt er dog ikke kun jobskaber og vækstlokomotiv på linje med landbruget i Europa… Idrætten er også god til det modsatte: Nemlig at udføre en masse nyttigt arbejde uden at få noget for det:

”Frivilligt arbejde i idrætten svarer til 51.000 fuldtidsjobs,” hed det et par uger senere i en anden DGI-overskrift.

Overskriften lancerede et notat om ’Frivilligt arbejde i idrætten’, som DGI havde bestilt hos professor Bjarne Ibsen fra Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet som en opdatering af tidligere undersøgelser på området. I notatet anslår Bjarne Ibsen, at det frivillige arbejde i danske idrætsforeninger har en værdi på 12,7–17 mia. kr. om året.

Få dage senere slog DIF kontra og fremlagde et lignende notat på en DIF-konference den 28. januar om netop idrættens sociale og samfundsmæssige værdi. DIF-notatet satte en endnu højere pris på frivillighedens værdi for samfundet.

Høj timeløn
”Frivillighed for 17 mia. kr.,” lød budskabet fra DIF.

Tallet lyder som DGI’s, men beløbet fra notatet, som DIF havde rekvirereret hos associate professor Hans Bay fra Økonomisk Institut ved Københavns Universitet, går udelukkende på den del af frivilligheden, som foreninger under DIF leverer.

Det noget højere tal i Hans Bays notat er fremkommet gennem en højt estimeret ’timeløn’ til de forskellige kategorier af frivillige, hjælpere, ledere og trænere. Hans Bay sætter timeprisen for lederarbejde i DIF-foreninger til 400,38 kr. – svarende til en årsløn på 770.000 kr., hvis man omsætter denne værdisætning af de frivillige ledere til lønnede årsværk!

Penge til de fattige
Et andet eksempel på DIF’s samfundsmæssige velvilje kom ligeledes i januar måned:

”Stor pengedonation til idræt for fattige børn.”

Overskriften dækker over et CSR-samarbejde mellem DIF, Føtex og Procter & Gamble om at donere penge til kontingenter, udstyr og stævnedeltagelse til Danmarks fattige børn.

Formålet er ædelt, men hvem er disse fattige børn? Hvem skal i praksis udpege dem? Vil DIF virkelig bede frivillige ledere løse den delikate opgave at udpege de fattige børn i børneflokken, når man i andre sammenhænge raser over bøvl og bureaukrati for foreningsledere?

Man kan se for sig, hvordan holdlederen med DIF’s ansøgningsskema flagrende i hånden råber ud over børneflokken: ”Du er da fattig, Birger, jeg skal lige have dit fulde navn og adresse…”

Tilbage fra bygen af samfundssind står spørgsmålet om, hvor den frivillige idræts organisationer anført af DIF og DGI vil hen med al den velvilje i forhold til samfundets mange sociale dagsordener? Vil de pålægge deres lokale foreninger samme samfundssind? Eller vil de mest af alt gøre sig lækre for de tipsmidler, som DIF og DGI lever af, og som nu er under udredning?

En mulig kløft
Så længe tipsmidlerne udelukkende tilfalder det centrale led hos DIF og DGI, mens selve foreningsarbejdet og frivilligheden erlægges i et helt andet økonomisk kredsløb med folkeoplysningsloven som grundlag, risikerer et for kraftigt fokus på og pres for samfundsansvar og opgaveløsning for velfærdssamfundet hos DIF og DGI at skabe en kløft mellem idrætsorganisationerne og deres lokale foreninger.

Det er en hårfin balance at love samfundssind i toppen uden at underløbe frivilligheden og den lystbetonede del af idrætten i de lokale foreninger.

For det er jo nok ikke sådan, at hvis den igangværende udredning ville tilkende DIF en fordobling af tipsmidlerne fra ca. 300 mio. kr. til 600 mio. kr., ville DIF til gengæld love politikerne at levere frivilligt arbejde til samfundet for 34 mia. kr. i stedet for 17 mia. kr. i de kommende år?

Det er nok heller ikke sådan, at DGI virkelig mener, at det ville være en god samfundsøkonomisk forretning at plastre EU-landene til med tennisbaner fremfor landbrug og skovbrug, som det nærmest antydes i dækningen af EU-rapporten?

Radikal kursændring
Særlig interessant er DGI og DIF’s aktuelle kurs i perspektiv af den seneste store udredning af idrættens tipsmidler, den såkaldte ’pengestrømsanalyse’ under daværende kulturminister Jytte Hildens (S) i 1996. Dengang slog DIF og DGI syv kors foran sig, når kulturministeren højlydt pressede på for flere indsatser for de ’såkaldte idrætssvage grupper som socialt belastede børn og unge, flygtninge og indvandrere, ældre, arbejdsløse m.m.’.

I dag er situationen næsten omvendt, som paneldebatten med idrætspolitiske ordførere fra Folketinget på DIF’s udviklingskonference den 28. januar da også viste: DIF slår på idrættens samfundsansvar og samfundsnytte, mens politiske ordførere som Flemming Møller Mortensen (S) og Martin Geertsen (V) distancerede sig fra idrætsorganisationernes selviscenesættelse som målrettede opgaveknusere på det sociale område.

Situationen spejler dybest set det gammelkendte dilemma om balancen mellem idrættens egenværdi og nytteværdi som modydelse for offentlige midler.

Det nye er bare, at DIF og DGI’s visere i forbindelse med den igangværende udredning slår ud til den modsatte side af skalaen med samfundsansvar i forhold til dengang under den seneste større pengestrømsanalyse i idrætten midt i 1990’erne. Risikoen er, at det denne gang ikke er politikerne, men DIF og DGI, der kommer til at tage det lokale foreningsliv som gidsel for deres idrætspolitiske positionering.